Krigens voldtægter er blevet politiske frem for personlige overgreb

Det er først inden for de seneste 10 år, at FN er begyndt at betragte de voldtægter, der foretages under krig, som andet og mere end løsrevne seksuelle drifter. I dag uddeles Nobels Fredspris i Oslo til to stærke personligheder, der har taget kampen op på ofrenes vegne

Læge Denis Mukwege og yazidi-kvinden Nadia Murad modtager i dag Nobels Fredspris for deres arbejde med at bekæmpe voldtægt som krigsførelse.
Læge Denis Mukwege og yazidi-kvinden Nadia Murad modtager i dag Nobels Fredspris for deres arbejde med at bekæmpe voldtægt som krigsførelse. Foto: Heiko Junge/AP/Ritzau Scanpix.

Når den congolesiske læge Denis Mukwege og yazidi-kvinden Nadia Murad i dag modtager årets Nobels Fredspris, er det den foreløbige kulmination på et stigende internationalt fokus på voldtægter brugt som et strategisk våben under krig og konflikter.

Det er blot 10 år siden, at FN’s sikkerhedsråd for første gang vedtog en resolution, der anerkendte voldtægter som krigsforbrydelse, men verdensorganisationen har siden haft en særlig rapportør på området, og problemet er blevet rejst i organisationer og på internationale møder.

”Der sker fremskridt, men det tager lang tid, før det siver ned lokalt,” siger Merete Engell, sygeplejerske og HR-chef i Læger Uden Grænser, der har mødt og behandlet voldtægtsofre i en række lande, herunder DRCongo.

”Noget af det allervigtigste er, at kvinderne kan undgå at føle skyld og får mulighed for at mødes med andre kvinder, der har været udsat for det samme. Det er noget af det gode arbejde, Denis Muk-wege også gør. Samler og styrker kvinderne,” siger Merete Engell.

Arbejdet for kvinderne må dog ikke stå alene, pointerer hun. Det er vigtigt ikke at glemme, at der også er mange mænd, der bliver udsat for voldtægt – eller bliver tvunget til at foretage voldtægter – og de står om muligt i en endnu vanskeligere situation end kvinderne:

”Hvis det er tabu for kvinder at tale om voldtægt, er det 100 gange tabu for mænd. Så de har langt sværere ved at række frem efter hjælp, og hvis de endelig gør det, har de også meget sværere ved at finde den, fordi langt de fleste klinikker og organisationer retter deres tilbud mod kvinder.”

Simon Turner, lektor ved Københavns Universitet med speciale i blandt andet folkedrab og fordrivelser, peger på, at omgivelsernes reaktion har stor betydning for, hvordan ofrene kommer videre efter en voldtægt. Om der er tale om fordømmelse eller forståelse.

”I Bosnien for eksempel udnævnte man de kvinder, der var blevet voldtaget, til krigshelte på linje med de mænd, der havde været soldater, og det har gjort en verden til forskel for, hvordan kvindernes liv er blevet bagefter. Men det er et sjældent eksempel,” siger han.

Den amerikanske forsker Kerry F. Crawford udgav sidste år bogen ”Wartime Sexual Violence” (Seksuel vold i krigstid), hvor hun argumenterer for, at det nødvendige og tiltrængte fokus på voldtægter som krigsvåben ikke må stå alene. Hendes pointe er, at kvinder udsættes for langt flere voldtægter inden for ”egne rækker” end fra eventuelle fjender. Krigens vold er blot toppen af isbjerget og er ofte affødt af den seksuelle vold og den vold mod kvinder, som samfundet i det hele taget accepterer.

”Hvis man antager, at voldtægter under en krig altid er ’voldtægter brugt som våben’, overser man hovedparten af tilfældene,” skriver Kerry F. Crawford i forskningsartiklen ”Wartime sexual violence is not just a ’weapon of war’” før bogens udgivelse.

Generalsekretær Rasmus Stuhr Jakobsen fra udviklingsorganisationen Care Danmark er enig.

”I mange samfund er det mønstre, der allerede eksisterer. Hustruvolden eksisterer. Krigen forstærker blot en grundlæggende ulighed mellem kønnene og en mangel på respekt for kvinder,” siger han.

Men, som Merete Engell fra Læger Uden Grænser understreger, adskiller krigsvoldtægterne sig stadig ved deres ekstreme brutalitet.

”Voldtægter er til stede i mange samfund, og der kan være rystende mange også i lande, hvor der ikke er krig. Men det særlige ved voldtægterne i konfliktzoner er, at de mere har karakter af tortur. Det er massevoldtægter, og der bruges våben og redskaber, som giver uhyrlige konsekvenser,” siger hun.