Prøv avisen

Krigerne fra Kobani kommer aldrig tilbage

Tusindvis af unge kurdere rejser til Irak og Syrien for at bekæmpe IS. Her ses en ung kurder i Kobani. Foto: AFP Photo / Bulent Kilic

Truslen fra Islamisk Stat får tusindvis af unge kurdere til at rejse til Irak og Syrien for at bekæmpe den ekstremistiske gruppe. Når de unge først er taget af sted, er der ingen vej tilbage

Det var i foråret 2014, og Islamisk Stat havde endnu ikke angrebet kurderne i grænsebyen Kobani i Syrien omkring 250 kilometer sydvest for den kurdiske hovedby, Diyarbakir i Tyrkiet. Men Det Kurdiske Arbejderparti, PKK, havde ladet forstå, at kurderne skulle være klar til at hjælpe deres brødre og søstre i Syrien, hvis Islamisk Stat fortsatte fremrykningen.

Der var valg i Tyrkiet den dag. Fikriye Bayram og hendes ældste datter, Azize på 21 år, gik og snakkede på vej hjem fra valglokalet.

”Mor, hvad synes du? Ville du kæmpe for PKK?,” spurgte Azize.

”Hvis jeg ikke havde børn, ville jeg tage af sted. Det kunne både være for at kæmpe eller for at hjælpe på anden måde,” svarede Fikriye.

Azize, en stille studerende der drømte om at læse til læge, svarede ikke.

Fire dage efter valget, den 3. april, kom Azize ikke hjem. Hun havde efterladt sin mobiltelefon derhjemme, og da hun stadig ikke var kommet hjem dagen efter, begyndte Fikriye og hendes mand at få mistanke om, hvad der var sket.

På datterens værelse fandt de svaret i form af et brev.

”Min søster, min onkel og jeg vil kæmpe mod fjenden,” skrev Azize.

Med de ord blev hun det tredje medlem af familien, der sluttede sig til den kurdiske kamp.

For 15 år siden lod Fikriyes bror alt bag sig til fordel for PKK. For fire år siden var det hendes næstældste datter, Raperin på kun 16 år, der sluttede sig til de kurdiske styrker. Og nu havde Azize valgt at kæmpe side om side med de syriske kurdere i YPG/YPJ, som PKK er nært allieret med.

I en butik i udkanten af Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet sidder Omar. Det er ikke hans rigtige navn, for han frygter, at det kan koste ham en tur i tyrkisk fængsel, hvis hans navn kommer frem. Ikke fordi han selv har brudt loven, men fordi hans søn på 33 år drog til Kobani for at kæmpe for nogle måneder siden.

”Han fortalte mig ikke, at han ville tage af sted. Men jeg kunne mærke det,” fortæller Omar.

Sønnen var ophidset over de billeder, han så i tv-nyhederne af Islamisk Stats klapjagt på anderledes troende i de kurdiske områder af Irak, og strømmen af dræbte, som blev bragt tilbage til Diyarbakir for at blive begravet.

”En dag var han væk. Og noget tid efter ringede han til mig for at fortælle, at han var taget til Kobani. Siden har jeg ikke hørt fra ham,” fortæller Omar.

”Ens børn vokser op og bliver 22-23 år, og så tager de i krig. Når de først er rejst, kan de ikke komme tilbage,” forklarer han.

Hvis de gør, vil de tyrkiske myndigheder med stor sandsynlighed finde ud af, at de har kæmpet på kurdisk side. Og så kan de se frem til fængsel på livstid. Det betyder, at de, der tager af sted, bliver hos PKK og kæmper. De kan aldrig vende tilbage til deres familier.

Tre af Omars familiemedlemmer er dræbt i kamp for PKK i løbet af de seneste 40 år, og han er nervøs for, at sønnen kan blive den fjerde. Men han er samtidig stolt af ham.

”Jeg er stolt af ham. Jeg elsker min søn. Jeg elsker alle krigerne. De er alle mine sønner,” siger Omar stille.

De fleste familier hører aldrig noget om de børn, der er taget af sted, før der kommer besked om deres død.

Mindst 170 kurdere er blevet dræbt af Islamisk Stat, heraf mindst 30 fra Diyarbakir, fortæller Welat; Han er frivillig i organisationen Meyader, som hjælper familierne til de dræbte og støtter dem gennem sorgen.

”Der er 170 dræbte, som vi kender til, men sikkert mange flere,” siger Welat, der ikke vil have sit fulde navn frem.

Han fortæller, at kurderne i Diyarbakir for manges vedkommende har familie i Kobani og andre dele af Syrien, og at de kurdiske samfund er tæt sammenvævede. Derfor føler mange et ansvar for at slutte sig til kampen.

”Og når man går ind i PKK, bliver man fremover en del af den familie og må glemme sin egen,” siger Welat.

Fikriye har ikke talt med Raperin, siden den nu 20-årige datter tog af sted hjemmefra for fire år siden. Hun er i Nordirak, hvor hun er en del af de kurdiske peshmerga-styrker. En nabo var i Irak for lidt over et år siden og kom hjem med et billede af Raperin, så Fikriye kunne se, at hun var i god behold.

Sin bror har Fikriye ikke hørt noget til i mange år. Da fredsforhandlinger mellem kurderne og Tyrkiet gik i gang for to år siden, troede hun, at der ville blive mulighed for at besøge ham i Irak.

”Men så kom Islamisk Stat,” siger Fikriye stille.

Når hun taler om Azize, knækker stemmen lidt, hun vrider sine hænder og blinker nervøst, mens ordene snubler over hinanden på vej ud af hendes mund.

Hun fik besked om sin ældste datters skæbne fra fjernsynet. De kurdiske styrker har en tv-kanal, hvor de viser navne og billeder af de dræbte.

En dag i oktober tonede Azizes billede frem på skærmen. Fikriye faldt skrigende og grædende sammen på stuegulvet, fortæller hun.

”De sendte os billeder af liget, så vi kunne identificere hende. Vi ved ikke, hvordan hun blev dræbt. Vi ved bare, at det skete i Kobani, i kamp mod Islamisk Stat,” fortæller hun.

I den lille lejlighed i Diyarbakir låser Fikriye døren op til Azizes værelse. De små søskende kigger nysgerrigt ind, for værelset har været aflåst, siden deres storesøster forsvandt den dag i april.

Skolebøger og noter fra eksamen ligger på skrivebordet ved siden af en halvfyldt flaske vand.

Fikriye viser de billeder frem af Azize, som den kurdisk-syriske væbnede gruppe YPG/YPJ har sendt hende, og må kæmpe for at holde tårerne tilbage.

”Vi er stolte af vores børn. De har ikke gjort noget forkert,” siger Fikriye.