Krigsforbrydertiltalt kan blive Kenyas næste præsident

Dagens valg i Kenya tegner til at blive et tæt løb mellem den siddende premierminister og to toppolitikere, der er tiltalt ved FNs krigsforbryderdomstol i Haag

William Ruto (tv.) og Uhuru Kenyatta var ved valget i 2007 konkurrenter. I dag står de krigsforbrydertiltalte politikere sammen i forsøget på at nå magten. –
William Ruto (tv.) og Uhuru Kenyatta var ved valget i 2007 konkurrenter. I dag står de krigsforbrydertiltalte politikere sammen i forsøget på at nå magten. –. Foto: Daniel IrunguEPA.

Kenyas blodige valg i 2007 kaster skygger over dagens præsident- og parlamentsvalg i det store østafrikanske land. 14 millioner registrerede vælgere skal afgøre, om de ønsker den siddende premierminister, Raila Odinga, helt til tops som landets øverste leder, eller om de foretrækker en duo bestående af de to ledere Uhuru Kenyatta og William Ruto. De er begge tiltalt ved FN-domstolen i Haag for at have organiseret vold og massedrab efter valget i 2007, da Kenya eksploderede i vold.

Urolighederne kostede flere end 1300 mennesker livet, og hundredtusinder blev fordrevet fra deres hjem. Chefanklager ved den internationale krigsforbryderdomstol, Fatou Bensouda, mener at kunne bevise, at de to højtstående ledere i ugerne efter valget begge betalte kriminelle bander for at få udført de voldelige angreb på medlemmer af andre etniske grupper.

LÆS OGSÅ: Kenya har ramt bunden

Dengang var Uhuru og Ruto som de hedder i folkemunde politiske modstandere. I dag er de forenet i et forsøg på at nå magten. Skal man tro de seneste meningsmålinger, er de ikke langt fra at lykkes. De seneste uger har tallene vist en forskel på blot et til to procentpoint op til Raila Odingas koalition.

Hvis Uhuru og Ruto vinder valget og kan sætte sig på posterne som henholdsvis præsident og vicepræsident, er de formentlig fri for at bekymre sig om den kommende retssag i Haag. Det vurderer Bjørn Førde, direktør for Institut for Flerpartisamarbejde. Instituttet støtter opbygningen af partier og demokratiske systemer i en række udviklingslande, heriblandt Kenya.

Jeg har svært ved at forestille mig, at man vil køre en sag til ende og eventuelt kræve fængselsstraf til de to, hvis de sidder ved magten. Jeg tror, man vil være meget kreativ med at finde en løsning, som sikrer, at de ikke får en dom i Haag. Ellers risikerer man at destabilisere Kenya, siger han.

Mens Bjørn Førde forudser, at de to tiltalte kan slippe for en retssag, hvis de vinder valget, lyder der i øjeblikket andre toner fra FN-domstolen i Haag. Chefanklager Fatou Bensouda har bedyret, at retssagen vil blive gennemført som planlagt, uanset hvordan valget i Kenya falder ud. Retssagen er berammet til at begynde i april.

Hvis det sker, kan de to tiltalte meget vel sidde i retslokalet i Haag, hvis præsidentvalget kommer ud i anden runde, der skal finde sted i april. For at undgå en anden runde skal en kandidat sikre sig mindst 50 procent af stemmerne. I øjeblikket ligger de to fløje til cirka 45 procent af stemmerne hver, mens en tredje kandidat til posten, Musalia Mudavadi, står til at få godt fem procent af stemmerne.

Meget tyder dog på, at det vil lykkes for de to krigsforbrydertiltalte og deres vellønnede forsvarsadvokater at få udskudt retssagen i Haag til august. I hvert fald har Fatou Bensouda sagt, at hun ikke vil modsætte sig en udskydelse, som de to tiltalte har argumenteret for. Det er nu op til dommeren at afgøre tidspunktet for retssagen.

LÆS OGSÅ: "Knus alle de katte". Dyr og mennesker slås om pladsen i Kenya

Men hvorfor er næsten halvdelen af vælgerne parate til at stemme på to ledere, der er tiltalt for massemord på deres landsmænd? Spørger man på gaden i landets hovedstad, Nairobi, er svaret etnicitet.

Det mener blandt andre kontorassistent Pauline Mitta.

På trods af det, der er sket i Haag, tror jeg, at ni ud af ti vil stemme ud fra stammetilhørsforhold. Det er en indgroet tankegang, siger hun.

Samme opfattelse har Richard Mwema, der er cafébestyrer i Nairobi.

Der er mange, der tænker, at de vil vise domstolen i Haag, hvem der bestemmer i kenyansk politik, mener han også.

Ved tidligere valg har størstedelen af kenyanerne stemt på kandidater fra deres egen etniske gruppe. Uhuru Kenyatta er fra landets største etniske gruppe, kikuyu, der gennem Kenyas moderne historie har delt magten med kalenjin-stammen, som William Ruto tilhører.

Uhuru og Ruto er to centrale og karismatiske personer i det kenyanske samfund på godt og ondt. De kommer fra magtfulde og rige familier, og netop familien og klanen spiller en stor rolle for kenyanerne. Samtidig er de begge veltalende, begavede og rige nogle vil sige stinkende rige. Det betyder noget, fordi afrikansk politik generelt er ekstremt personfikseret. Det skal vi i Vesten hele tiden huske på. Det er kun et lille flertal af uddannede kenyanere, der ser på verden ud fra de normer, som er gængse i det internationale samfund, og som de fleste folk i Vesten deler, siger Bjørn Førde.

DR''s nye generaldirektør er på plads
DR''s nye generaldirektør er på plads Foto: Dai KurokawaEPA.