Da tyskerne kom til Grækenland i 1941, bragte de soldater, henrettelsesgrupper og Hitlers fanatiske racepolitik med sig. Da de forlod landet fire år senere, var det udplyndret, mange landsbyer brændt ned og flere hundrede tusinde mennesker havde mistet livet.
En række tyskere kritiserer nu den tyske regering for dennes afvisende holdning til spørgsmålet om at betale Grækenland krigsskadeserstatning.”Efter min mening er vi nødt til at føre en debat om krigsskadeserstatning. Det er den mest passende måde at beskæftige sig med vores egen historie på,” siger blandt andre Ralf Stegner, næstformand i det tyske socialdemokrati, SPD, til magasinet Der Spiegel.Da nazisterne besatte Grækenland i 1942, tvang de landets centralbank til at give Tyskland et lån på 47 millioner rigsmark, som skulle dække de udgifter, den tyske besættelseshær havde under opholdet i Grækenland. Denne sum svarer til 75 milliarder kroner i dag.
Mange tyske jurister og historikere vurderer, at grækerne har et berettiget krav på at få disse penge tilbage.”Det ville ikke skade, hvis tyskerne udviste mere finfølelse i denne sag,” skriver journalist Joachim Käppner i en leder i avisen Süddeutsche Zeitung.Han mener, at tyskerne kun gør sagen værre ved at opføre sig overlegent og behandle grækerne som kriminelle unge, der er kommet på gale veje.
Tyskland tabte både Første og Anden Verdenskrig, men der er himmelvid forskel på, hvordan sejrsmagterne behandlede landet efter de to krige.
Efter Første Verdenskrig var Tyskland tvunget til at betale store summer i krigsskadeserstatning til de sejrende magter, og især den franske regering lagde ikke skjul på, at man fremover gerne så et svækket Tyskland i Europa.
Vreden over krigsskades-erstatningen, som mange tyskere oplevede som uretfærdig, og voksende social nød og økonomisk krise i Tyskland var medvirkende til at skabe grobunden for, at Hitler og nationalsocialisterne kunne komme til magten i Tyskland i 1933.Efter Anden Verdenskrig ville de allierede ikke begå samme fejl igen, og især USA var overbevist om, at man kun kunne sikre freden i Europa ved at have et økonomisk stærkt og demokratisk Tyskland. Derfor blev det i 1953 besluttet, at Tyskland først skulle betale eventuelle krigsskadeserstatninger, når landet havde underskrevet en fredsaftale med alle sine modstandere under krigen. Desuden gjorde delingen i et Øst- og Vesttyskland situationen yderligere kompliceret, og dermed blev spørgsmålet i praksis udskudt på ubestemt tid.”Tyskland er stolt af sin stærke økonomi i dag, men vi glemmer ofte, at vi kun er økonomisk stærke, fordi vi efter Anden Verdenskrig gik konkurs under yderst fordelagtige betingelser. I stedet for at være arrogante på grund af vores rigdom burde vi udvise mere sensibilitet. Vores tidligere modstanderes storsind har haft stor indflydelse på vores økonomiske opsving,” skriver Constantin Goschler, professor i historie, i en kommentar i avisen Süddeutsche Zeitung.I 1960 indvilgede Tyskland i at betale 500 millioner mark til græske krigsofre, men den tyske regering insisterede på, at der udelukkende skulle være tale om erstatning til private personer og ikke til den græske stat.
Tyskerne stillede dette krav for at undgå en dominoeffekt og forhindre, at andre lande kom med lignende erstatningskrav.Først ved den tyske genforening i 1990 blev spørgsmålet om krigsskadeserstatning taget op igen. Det skete ved de såkaldte 2+4-forhandlinger, hvor de to Tysklande sad ved forhandlingsbordet med de fire sejrende magter: USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen. Her blev det besluttet at slå en streg over alle fremtidige erstatningskrav til Tyskland.Grækenland var ikke med ved forhandlingerne, og landet har siden protesteret kraftigt over beslutningen.
Mange tyske politikere og historikere mener, at de 500 millioner kroner, der blev udbetalt til græske ofre i 1960, var alt for lidt, og derfor foreslår de nu, at Tyskland opretter en stiftelse, som udbetaler erstatninger til privatpersoner. Efter den tyske genforening har Tyskland oprettet lignende stiftelser i Polen og lande fra det tidligere Sovjetunionen.”Den tyske regering bør holde op med de skarpe ord og ikke kun betragte sagen juridisk. Vi har selv de seneste årtier lært på vores vej til bearbejdelse af vores historiske fortid, at det ikke altid er nok at holde sig til, hvad der er gældende ret. Angela Merkel og den tyske regering bør nu træffe en principiel afgørelse og sørge for finansiel hjælp til de ofre, der stadig er i live”, siger Renate Künast fra partiet De Grønne til magasinet Der Spiegel.