Prøv avisen

Krim-halvøen koger i protest mod ukrainsk omvæltning

Pro-russisk demonstration i Simferopol på Krim-halvøen. – Foto: Arthur Shwartz/Epa/.

Mens den midlertidige regering kommer på plads i Kijev, demonstrerer pro-russiske separatister på Krim-halvøen og erklærer deres støtte til Rusland

På Krim-halvøen i det sydøstlige Ukraine er der langtfra jubel over den revolution, som har bølget gennem landet de seneste dage. I flere af halvøens byer, hvor langt størstedelen af indbyggerne er russisktalende, har tusinder af demonstranter luftet deres utilfredshed med den nye regering og afskedigelsen af præsident Viktor Janukovitj.

I Simferopol, halvøens hovedby, kom det i onsdags til sammenstød mellem modstandere og tilhængere af landets nye regering, og i går indtog bevæbnede mænd i går den regionale regerings- og parlamentsbygning og hejste det russiske flag i protest mod Ukraines nye ledere i Kijev.

LÆS OGSÅ: Brutale kampe i Ukraine: Forstå konflikten

I den strategisk vigtige havneby Sevastopol, som er hjemsted for den russiske sortehavsflåde, var over tusind demonstranter samlet på den centrale plads for at erklære deres støtte til Rusland. Mens vejspærringer var sat op uden for byen, og russiske tropper stod på ladet af lastbiler, der kørte rundt i byens centrum, stod den 51-årige russiske sangerinde Vika Tsiganova på en stor scene og talte dunder imod de demonstranter, som i de seneste måneder har opholdt sig på Uafhængighedspladsen i Kijev.

Dette er ikke et sted for fascister. De har forsøgt at komme her, men det er ikke deres sted. Sevastopol er en by, der ærer Rusland og landets sømænd, sagde Vika Tsiganova, efterfulgt af den russiske sortehavsflådes sømandskor, som sang gamle stolte sovjetiske sange, mens et rørstrømsk publikum sang med.

Nogle råbte efter hjælp fra Moskva for at beskytte dem fra revolutionen, der drev Viktor Janukovitj fra magten, mens andre, som 62-årige Vladimir Protynenko, udtrykte skepsis over den nyvalgte regering og dens troværdighed.

De siger i Kijev, at vi skal have præsidentvalg. Fint. Men lad os holde valg demokratisk. De siger, at den centrale valgkommision vil sørge for, at det bliver fair, og at alle stemmer bliver talt op. Men hvis de tæller stemmerne, kan jeg allerede forudse, hvordan de bliver talt. Det bliver ikke demokratisk, sagde Vladimir Protynenko.

Ligesom flertallet af områdets indbyggere betragter han russisk som sit modersmål, og han er mistænksom over for Europas synspunkter og situationen i Kijev, der har udviklet sig til noget, som ingen ønskede, og som nu gør, at landet er mere splittet end nogensinde før. Han ser ingen udvej uden om splittelsen, hvis de nuværende politikere bliver ved magten.

Situationen, som vi står i nu, er en katastrofe. Vi kan ikke vende tilbage til normaltilstanden, da kræfterne, som står bag det her, er som ulve. De vil kaste sig over os, og medmindre de bliver fjernet fra magten, vil vi søge Ruslands hjælp til at separere os fra hinanden, sagde Vladimir Protynenko.

På trods af den brede støtte til Rusland er det dog langtfra alle, som ønsker at løsrive Krim fra resten af Ukraine. Flere er bange for, at ekstreme demonstranter vil komme til byen, fortæller 30-årige Ina Yurchuk.

LÆS OGSÅ: Rusland er trængt op i en krog

Jeg er her, fordi jeg er bekymret for min by, som jeg elsker og lever i. Jeg er bange for. at illegitime fascistiske og nationale kræfter vil tage kontrollen, og jeg er bange for, at landet vil blive delt. Mange siger, at der er nationalister og pro-russiske grupper, men vi er stadigvæk et samlet Ukraine, siger Ina Yurchuk.

I Sevastopol har man indtil videre ikke oplevet, at det russiske flådepersonel tager aktivt del i konflikten. Selvom det russiske militær har overrasket med en stor militærøvelse tæt ved den ukrainske grænse, har den russiske sortehavsflåde hidtil forholdt sig i ro, og det vil blive anset som militær aggression mod Ukraine, hvis andet sker, lyder det fra overgangsregeringens præsident, Oleksanr Turchynov.

Russerne har dog positioneret flere skibe tæt på Sevastopol for at være klar, hvis russiske interesser bliver truet, forlyder det fra efterretningstjenester.

Desuden udtalte en russisk embedsmand til aktivister i Simferopol, at regeringen i Moskva vil beskytte sine russisktalende landsmænd i den sydlige og østlige del af Ukraine, hvis det kræves.