Prøv avisen

Krim, historiens genopstandelse og den kolde krigs genkomst

Netop på grund af overbevisningen om egen retfærdighed overser vi let, hvor lidt respekteret Vesten er i mange dele af verden. Foto: Sergei Ilnitsky/ Denmark

Når man ser på, hvor hurtigt retorik og militær er blevet optrappet på blot en uge, må man konstatere, at historien efter at have været erklæret død i 25 år er genopstanden på Krim, og at den kolde krig er vendt tilbage som referenceramme

Historien, der ellers var blevet erklæret for afsluttet af Francis Fukuyama, synes pludselig at være genopstanden på Krim. På under to uger har Rusland annekteret Krim, og EU og USA har indført sanktioner og sat militære rutineøvelser i gang i Sortehavet. Situationen skærpes time for time, og Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, taler allerede om, at vi har fået en ny verdensorden. USA sender 12 F-16-fly og 300 soldater til Polen, og Natos spionfly overvåger mulige russiske troppebevægelser i Sortehavsregionen.

Ved Berlinmurens fald i 1989 fremsatte Fukuyama den teori, at historien var forbi, fordi menneskehedens ideologiske udvikling nu var til ende, og vestligt demokrati ville blive den endegyldige regeringsform. Han var en del af den tænkning, der så den kolde krigs afslutning som det liberale demokratis og kapitalismens endegyldige sejr over kommunismen. Dette var tilsyneladende sandt på det ideologiske plan. Men de realpolitiske modsætninger forsvandt ikke, og en neoliberal ideologi voksede frem, hvis forhold til demokratiet og staten ikke var entydigt positivt. Samtidig er demokrati blevet brugt som ideologi i sig selv, samtidig med at man i Vesten stadig ynder at fremstille kommunismen som ideologisk fjendebillede.

LÆS OGSÅ: En ny verdensorden på Uafhængighedspladsen

Kampen mellem EU og Rusland om Ukraine har stået på længe. Først i forbindelse med, hvem landet skulle indgå handelsaftaler med. Og senest efter nogle dramatiske uger med kampen om Krim, som nu er faldet i russiske hænder.

Mens Rusland har optrappet sin militære indsats i området, har Vesten svaret med reaktioner og hård retorik. Angela Merkel sagde i en tale til det tyske parlament forleden, at Rusland ville blive isoleret, og truede med en anden fase af sanktioner. USAs tidligere udenrigsminister Hillary Clinton har sammenlignet den russiske præsident, Vladimir Putins, strategi med Hitlers inden Anden Verdenskrig, og herhjemme taler Lene Espersen (K) om at rette missilforsvaret imod Rusland. USAs præsident, Barack Obama, har udtalt, at Rusland vil blive isoleret i verden, og han ridser det bipolære modsætningsforhold op ved sige, at Ukraine tilhører den vestlige verden. Putin holdt på sin side en tale til det russiske parlament, hvor han sagde, at Rusland var blevet snydt igen og igen af Vesten med aftaler lavet bag landets ryg, og at han vil genoprette historisk retfærdighed på Krim. Den retoriske oprustning, sanktionerne og de militære rutineøvelser minder alt sammen om den kolde krigs modus.

Folk forveksler ofte den kolde krigs afslutning med Sovjetunionens kollaps. Men det er to separate hændelser, og den sidste er ikke en nødvendig konsekvens af det første. Den kolde krig sluttede ved topmødet i Malta i 1989, hvor daværende sovjetpræsident Mikhail Gorbatjov og USAs præsident, George Bush, udtalte, at det ideologiske grundlag for krigen var borte, og at de to nationer ikke længere anså hinanden som fjender. Gorbatjov havde i årene forinden gennemført reformer, der skulle ende med, at Sovjetunionen blev et demokrati efter socialdemokratisk forbillede. Det vil sige, at kampen mod kommunismen allerede var vundet, da Sovjetunionen brød sammen.

Sitationen i dag trækker tråde helt tilbage til det G7-møde i London i 1990, hvor man ikke ville støtte Gorbatjovs reformer økonomisk, men i stedet valgte at foreskrive økonomisk chokterapi, hvilket har fået mange russere til at mene, at Vesten vil have Rusland ned med nakken. Dette og kupforsøget imod ham svækkede Gorbatjov og Sovjetunionen kol-lapsede i december 1991. Sovjetunionens sammenbrud førte til røverkapitalisme, en styrkelse af traditionen for karismatisk lederskab en stærk mand og et temmelig tvivlsomt demokrati i Rusland.

Ifølge Gorbatjov betød det faktum, at Vesten inisterede på sin påståede (ideologiske) sejr i den kolde krig, at den ikke behøvede at ændre på sin koldkrigstænkning, og at de gamle metoder, så som at bruge militær magt og økonomisk pression for at tvinge den samme samfundsmodel ned over alle, stadig blev brugt. Det vil sige, at ikke alene de geopolitiske modsætninger, men også den kolde krigs modus blev bevaret af sejrherren.

Netop på grund af overbevisningen om egen retfærdighed overser vi let, hvor lidt respekteret Vesten er i mange dele af verden. Set med ikke-vest-lige øjne har vi udhulet friheds- og demokratibegreberne i Irak og Afghanistan. Fiaskoen med at indføre demokrati i strategisk udvalgte dele af verden ved hjælp af krigsførelse kombineret med den globaliserede kapitalismes økonomiske polarisering og underminering af national-staternes integritet og insitutioner har i høj grad miskrediteret det vestlige demokrati som moralsk overlegen samfundsmodel. Troværdigheden er ikke blevet højere af, at Vesten samtidig har accepteret eller ignoreret Putins manipulationer på hjemmebanen og vendt det blinde øje til hans knægtelse af den frie presse, personlige modstandere og menneskerettighederne.

Vi har før, som ved Første Verdenskrigs afslutning, set, hvordan sejrherrens inisteren på egne betingelser har lagt fundamentet for fremtidige konflikter. Den nuværende krise understreger Fukuyamas og andre hybrisramte liberalisters fejltagelse i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud. Samtidig har den globaliserede, deregulerede kapitalisme og brugen af demokratiet som alibi for krigsførelse og strategisk positionering skabt nye modsætninger. Det er ikke den kolde krig fra det 20. århundrede med våbenkapløb og et delt Europa, der er kommet igen. Men når man ser på, hvor hurtigt retorik og militær er blevet optrappet på blot en uge, og når man tænker på, at de geopolitiske interessemodsætninger stadig eksisterer, må man konstatere, at historien efter at have været erklæret død i 25 år er genopstanden på Krim, og at den kolde krig er vendt tilbage som referenceramme. Denne gang uden store ideologier, men med historisk retfærdighed på den ene side og et miskrediteret demokrati på den anden.

Ida Pape er ph.d. i Development Studies and Government fra SOAS, University of London. Hun har arbejdet som forsker og lektor i London, Bolivia og ved CBS i København og som konsulent i flere ngoer.