Krise på Charlie Hebdo kulminerer med Muhammed-boykot

Interne konflikter og uro om den redaktionelle linje har præget fransk satiremagasin efter terrorangreb i januar

Udgiveren af det franske satiriske ugeblad, Laurent Sourisseau, også kendt som tegneren Riss, vil ikke tegne flere af de karikaturtegninger af profeten, som har gjort bladet til mål for islamistiske terrorister. Arkivfoto
Udgiveren af det franske satiriske ugeblad, Laurent Sourisseau, også kendt som tegneren Riss, vil ikke tegne flere af de karikaturtegninger af profeten, som har gjort bladet til mål for islamistiske terrorister. Arkivfoto. Foto: Damien Meyer/AFP.

Muslimernes profet Muhammed vil fremover få svært ved at finde spalteplads i Charlie Hebdo.

Udgiveren af det franske satiriske ugeblad, Laurent Sourisseau, også kendt som tegneren Riss, vil ikke tegne flere af de karikaturtegninger af profeten, som har gjort bladet til mål for islamistiske terrorister.

Hans udtalelser i et interview med det tyske magasin Stern har vakt opsigt i udlandet, men Riss er ikke den eneste, der har tegnet sin sidste Muhammed-tegning.

I april meddelte hans kollega, tegneren Luz, at han forlader Charlie Hebdo til september. Og at han i øvrigt er færdig med at tegne Muhammed.

”Han interesserer mig ikke mere. Jeg er blevet træt af figuren, ligesom jeg er blevet træt af at tegne karikaturer af (den tidligere franske præsident, red.) Sarkozy.

Jeg vil ikke bruge mit liv på at tegne dem,” sagde Renald Luzier, Luz, til magasinet Les In-rockuptibles.

Det var Luz, der tegnede den første forside efter terrorangrebet på redaktionen den 7. januar, hvor 11 mennesker, deriblandt 5 tegnere, blev dræbt.

Tegningen af Muhammed med et ”Je suis Charlie-skilt” i hænderne og med ordene” Alt er tilgivet” blev trykt i otte millioner eksemplarer og gik verden rundt.

Men siden har stemningen på det satiriske ugeblad været anspændt og præget af voldsomme opgør, både internt og i forhold til omverdenen.

En gruppe medarbejdere, deriblandt Luz, har krævet en ny økonomisk ejerstruktur med større magt til medarbejderne, efter at salget af særnummeret med et rekordstort antal frivillige bidrag indbragte bladet 225 millioner kroner.

En af medarbejderne, Zineb El Rhazoui, der har modtaget dødstrusler for sine bidrag til Charlie Hebdo, er blevet truet med afskedigelse.

Og den afdøde redaktør af Charlie Hebdo, Stéphane Charbonniers samleverske, tidligere minister Jeanette Bougrab, har beskyldt Luz for at have givet køb på sine holdninger.

”I modsætning til Luz bliver jeg ved med at tale om profeten Muhammed,” sagde Jeanette Bougrab efter Luzs beslutning om at forlade Charlie Hebdo.

Samtidig har Charlie Hebdo været genstand for beskyldninger om at have ført en anti-islamisk og islamofobisk linje, også af tidligere medarbejdere ved bladet.

Ud over karikaturer af Muhammed har bladet offentliggjort karikaturtegninger af gravide kvinder med taleboblen ”Boko Harams sex-slaver: fingrene væk fra vores børnepenge”.

Det er blandet andet denne beskyldning, Laurent Sourisseau hentyder til i interviewet i Stern.

”Vi mener stadig, at vi har ret til at kritisere alle religioner. Men jeg ønsker heller ikke, at Charlie bliver set som værende besat af islam.

Vi er et ateistisk blad, men vi skriver ikke kun om religion. Og vi kritiserer også andre religioner. (...) De fejl, man finder i islam, kan man også finde i andre religioner,” siger Laurent Sourisseau til Stern.

Selv vil han dog ikke tegne Muhammed mere, for som han siger, gjorde bladet det for at forsvare et princip om at tegne, hvem man har lyst til:

”Det er lidt besynderligt. Man forventer af os, at vi udøver en frihed, som ingen i grunden længere tør benytte. Vi har gjort vores job. Vi har forsvaret retten til karikatur. Nu må det være op til andre at tage over.”

Luz har snarere hentydet til sine personlige problemer med at fortsætte med at tegne efter at have overlevet attentatet, fordi han kom for sent til redaktionsmødet.

En forklaring, der ikke finder nåde for historikeren og skribenten Benot Rayski.

”Luz kan altid slappe af med at tegne en pave omgivet af små drenge,” skriver han i netmagasinet Atlantico.