Krisekanslerens comeback: Tyskland skal styre EU væk fra afgrunden

Onsdag overtager Tyskland formandskabet for et EU i sin værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig, og formandskabet vil være afgørende for Angela Merkels eftermæle som kansler. Lykkes det ikke at genoprette tilliden mellem EU-landene, står unionen over for et bjerg af problemer

I Tyskland er opbakningen til Angela Merkel og hendes store koalition skudt i vejret efter håndteringen af coronakrisen, og ifølge avisen Financial Times har kansleren genvundet positionen som ”Europas mest erfarne krisemanager”.
I Tyskland er opbakningen til Angela Merkel og hendes store koalition skudt i vejret efter håndteringen af coronakrisen, og ifølge avisen Financial Times har kansleren genvundet positionen som ”Europas mest erfarne krisemanager”. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

For få måneder siden var politiske iagttagere overbeviste om, at den største tjeneste, Angela Merkel kunne gøre for sit land, var at gå af som tysk forbundskansler. Efter mere end 14 år på posten virkede ”den evige kansler” visionsløs og træt af interne kævlerier i forbundsregeringen. Men nu skal den 65-årige Merkel styre EU gennem en af unionens værste kriser siden Anden Verdenskrig med fornyet pondus og popularitet.

I Tyskland er opbakningen til den kristendemokratiske kansler og hendes store koalition skudt i vejret efter dens håndtering af coronakrisen, og ifølge avisen Financial Times har kansleren genvundet positionen som ”Europas mest erfarne krisemanager”. Når Tyskland onsdag overtager EU-formandskabet, vil det blive afgørende ikke alene for Merkels eftermæle, men for EU’s fremtid, om hun formår at samle en corona- og recessionsramt union.

”Denne krise, som vi i øjeblikket oplever, er forskellig fra enhver anden, vi har oplevet siden oprettelsen af Europa,” sagde Merkel forleden i Forbundsdagen under en præsentation af Berlins prioriteter under formandskabet.

Hun fremhævede, at pandemien alene i Europa har krævet mere end 100.000 ofre, og at ”et par uger med økonomisk stilstand var nok til at bringe det, vi i årevis har opbygget, i fare”.

Tyskland overtager da også formandskabet i en særdeles vanskelig tid, betoner Thomas Jäger, professor i international politik ved Köln Universitet.

“Grænserne er blevet lukket, produktions- og forsyningskæder er blevet afbrudt, og tilliden blandt EU-staterne har lidt alvorlig skade. Under pandemien havde italienerne større tillid til Kina end til Tyskland,” siger han.

“Det skal alt sammen vendes i de kommende måneder. Tilliden mellem staterne skal genopbygges. Her står alle EU-regeringer under stort indenrigspolitisk pres. Det tyske formandskabs hovedopgave er at finde kompromiser mellem de forskellige interesser. Hvis det ikke lykkes, står ikke kun Tyskland, men hele EU over for et enormt bjerg af problemer,” siger han.

Ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, som har haft flere ministerposter under Merkel, er det ”meget heldigt, at Tyskland overtager formandskabet på dette tidspunkt i en større krise”, siger hun til avisen Handelsblatt. Merkels lange erfaring og troværdighed ”hjælper enormt”, mener tyskeren.

Kansleren har da også været politisk leder i perioder med så megen uro, at tænketanken European Council on Foreign Relations skælmsk har døbt hende ”alle problemers moder”: eurokrisen i 2010, Ukraine-krisen i 2014 og flygtningekrisen i 2015.

Under eurokrisen stod Tyskland, Europas suverænt største økonomi, for en streng sparekurs, og de hårdt ramte lande i Sydeuropa følte sig svigtet. Men i kølvandet på coronakrisen har Merkel sammen med den franske præsident, Emmanuel Macron, fremlagt idéen om en genopbygningsplan til svimlende 750 milliarder euro. Merkel og Macron mødtes i går på barokslottet Meseberg 65 kilometer nord for Berlin for at diskutere planen. Det er ”bydende nødvendigt, at Tyskland ikke kun tænker på sig selv, men er klar til en usædvanlig solidaritetshandling”, siger Merkel til tyske Süddeutsche Zeitung og fem andre europæiske aviser.

Det er godt, at der endelig sker noget, skriver Spiegel.

”Men det er også beklageligt, at denne kansler uden chokket fra en krise som regel har manglet drivkraften til at skabe forandringer,” skriver magasinet med henblik på, at Merkel sjældent har præsenteret politiske visioner og har ignoreret Macrons ønske om EU-reformer.

Det er ikke givet, at EU vil kunne enes om en europæisk genopbygningsplan. Danmark er sammen med Østrig, Holland og Sverige en del af den såkaldte sparebande, som er imod gigantstøtte uden garantier.

For det tyske formandskab gør det kun tingene værre, at hverken den tyske regering eller EU-Kommissionen har nogen idé om, hvordan EU skal struktureres i fremtiden, mener Thomas Jäger.

”Man vil forsøge at snakke sig ud af det, selvom de nuværende udfordringer kræver det modsatte,” siger han.

Merkel vil forsøge at sætte punktum for en Brexit-aftale og genoprette forholdet til USA, som under præsident Donald Trump har været på frysepunktet, senest efter at Trump har bebudet at trække amerikanske tropper ud af landet. USA plejer tætte bånd til Polen og vil forsøge at trække andre EU-lande over på sin side, vurderer Thomas Jäger. Samtidig står EU svækket over for stormagten Kina, som ser stort på demokrati og menneskerettigheder og forsøger at øge sin indflydelse i Europa. Med et svækket forhold til USA bliver EU nødt til at beskæftige sig med europæisk forsvar og en stærkere sikkerhedspolitik, påpeger Josef Schmid, professor i statskundskab ved universitetet i Tübingen:

”Det er et af de få temaer, som ikke skaber konflikt mellem nord og syd i Europa.”