I 1962 var Ángel García Rodríguez ung præst i Asturien i Nordspanien. Her blev han så optaget af at hjælpe fattige og forældreløse børn, at han besluttede at oprette Mensajeros de la Paz, Fredens Budbringere, som en kristen, men ikke-kirkelig ngo. 50 år senere er Fredens Budbringere vokset til en kæmpestor organisation med tusindvis af ansatte og frivillige og centre for børn, ældre, fysisk og psykisk handicappede, voldsramte kvinder, immigranter med flere i Spanien og i 47 andre lande.
LÆS OGSÅ: Korruption får spanierne til at demonstrere
Kristeligt Dagblad taler med ham på et tidspunkt, hvor fattigdommen breder sig som en steppebrand i Spanien. Folk, der indtil for få år siden, hørte til middelklassen, har i dag ikke nok at putte i munden. Børn sulter, de voksne har intet job, og de ældre dør af ensomhed.
Spanien er midt i en dyb krise med store menneskelige omkostninger. Hvilke er de værste?
Man kan sige, at alle de knap seks millioner arbejdsløse og deres familier har det hårdt. Men i dag er der over to millioner meget fattige i Spanien (ud af en befolkning på 47 millioner, red.). Det vil sige, at de ikke har nok til at dække deres mest basale behov, og i stedet for at spise tre gange om dagen må de nøjes med to eller måske kun én gang.
Indtil for få år siden havde sult aldrig været et problem blandt børn i Spanien. Men nu er mere end en million børn underernærede, fordi de ikke får nok mad eller spiser usund kost. Og hundredtusinder af børn må gå i seng uden at have spist aftensmad, fordi deres forældre ikke har råd til det, så de må nøjes med det enlige måltid mad, de kan få henne i skolen midt på dagen.
Hvilken rolle spiller familien i det kriseramte Spanien?
Der er ingen tvivl om, at uden familiens støtte ville mange flere spaniere lide nød. Jeg vil sågar sige, at familien har forhindret, at situationen har udviklet sig til en katastrofe.
Og jeg tænker ikke kun på familien i traditionel forstand. Alle former for familie er af det gode, par af samme køn, ugifte og fraskilte, de er sociale netværk, der træder til, når staten og institutionerne svigter, og som alle burde respektere og være taknemmelige for i stedet for at angribe og nedgøre.
Familien holder Spanien oppe i øjeblikket, og den er ikke i krise, som nogle politikere og den katolske kirkes biskopper forøger at bilde os ind. Det er sandt, at færre bliver gift i kirken, og flere bliver skilt. Men familien i dag er langt mere end far, mor og børn. Og derfor er det urimeligt, når biskopper angriber de homoseksuelle og kalder dem for nutidens indbyggere i Sodoma og Gomorra. Det har hverken paven, biskopperne eller politikerne ret til at sige, for det er ikke sandt.
Solidaritet i familien og i befolkningen?
Ja, krisen har også en masse gode konsekvenser, deriblandt, at solidariteten er steget og aldrig har været større i Spanien. Når man får at vide, at man er alvorligt syg, bliver man automatisk mere human. Og på samme måde bliver samfundet mere humant og solidarisk under kriser og krige. Men det er ikke alle, der er lige villige til at dele med andre. Ofte er det dem, der har mindst, der giver mest, mens de mere velhavende holder på pengene i tilfælde af, at de skulle miste deres job og status.
Alligevel er det noget sludder, at en fattig er bedre end en rig, og at en rig ikke har plads i Himmelen. Vi skal ikke fordømme nogen, men koncentrere os om at kæmpe mod slaveri og fattigdom.
Fredens Budbringere er ikke kun i Spanien, men i 47 lande udenfor, især i Latinamerika, Afrika og Mellemøsten. Hvordan prioriterer I det arbejde?
Vi er i lande, hvor fattigdommen ofte er ekstrem, for eksempel i Haiti og Mali. Og vi bliver der, efter at medierne er holdt op med at skrive om dem som i tilfældet med Haiti.
I Syrien er der stor nød i øjeblikket på grund af borgerkrigen, der har drevet omkring 600.000 på flugt. Lige nu hjælper vi 40.000 af dem i en flygtningelejr i Jordan med mad, medicin, tæpper og ambulancer. 40 procent af disse flygtninge er børn, og nogle er døde af kulde. Så det er førsteprioritet at give dem tæpper.
Men nøden er stor i mange lande, deriblandt Niger, hvor 300.000 børn dør af sult om året. Personligt har jeg oplevet, at et barn døde i mine arme under en rejse. Det gjorde et dybt indtryk og satte tingene i perspektiv, for så er Spaniens problemer lige pludselig ikke så alvorlige i sammenligning.
Spanien har det hårdt i øjeblikket, men ikke nær så hårdt som de fleste andre lande i verden, og heller ikke nær så hårdt som under den spanske borgerkrig i 1930erne og i årene derefter. Så alt er relativt.
Mere end et halvt århundrede med nødhjælpsarbejde. Hvordan bevarer De gnisten?
Basen har altid været og er fortsat, at jeg tror på Gud og menneskene. At tro på Gud er let nok. Det er straks sværere at tro på menneskene, men det er nødvendigt, og det indebærer, at vi skal tro på politikerne, for det er dem, der har nøglen til at gøre verden bedre. En bedre verden er ikke mulig uden gode ledere. Verden fungerer, hvis den har gode politikere. Verden fungerer, hvis USA har en god præsident. Så vi skal holde op med at foregøgle os noget andet, for det eneste, det handler om, er, at der er nogle gode politikere.
Har Spanien det i øjeblikket?
Nej, de er nogle bangebukse og levebrødspolitikere. Triste og uden visioner og illusioner. De har ingen projekter, og de tror ikke på mennesker, og så har de slet ikke det format, som de havde under overgangen fra diktatur til demokrati for 35 år siden.
De lande, der har haft gode ledere, er dem, der i dag er mest rige, udviklede og humane. Det ser vi tydeligt i øjeblikket, hvor krisen rammer de sydeuropæiske lande hårdere end de nordeuropæiske.
Så vi er nødt til at skifte politikerne ud med nogle, der er bedre. Jeg tror på, at den generation, der i dag er børn, vil kunne gøre det bedre. Om et kvart århundrede vil sult og hungersnød være ukendte begreber i verden. Den kommende generation vil sørge for, at alle mennesker på kloden har adgang til vand og mad, ganske enkelt fordi de ikke stiltiende vil finde sig i, at folk dør af sult og tørst i lande kun fire timers flyvning fra Europa.
Med så megen nød og lidelse i verden er det vel svært at være optimist?
Budskabet om fred og kærlighed er min drivkraft, for folk har brug for illusioner. Og jeg forsøger altid at se glasset halvt fyldt i stedet for halvt tomt. Man kan sagtens finde motiver til at være pessimist. Men jeg synes, der er endnu flere grunde til at løfte moralen og glæden. For aldrig har verden været så solidarisk, som den er nu. Der har aldrig været så megen kærlighed og omsorg. Og aldrig har der været så stor lighed mellem racer, køn og religioner. Spanien har bevæget sig milevidt i en bedre retning, fra da jeg var en ung præst for 50 år siden. Og min barndoms Spanien havde bevæget sig milevidt i en bedre retning, fra da mine forældre var børn, for de havde hverken lys eller vand indlagt. Globalt set er verden også blevet meget bedre. Se bare på alle de sygdomme, der er udryddede eller er på vej til det, og som i hvert fald dræber langt færre mennesker end for bare et halvt århundrede siden.