Kristeligt Folkeparti kan igen havne i nøglerolle ved norsk valg

Selvom Norges kristne parti balancerer på spærregrænsen, kan det alligevel ende som tungen på vægtskålen ved stortingsvalget på mandag. Tilbagegangen skyldes ifølge iagttagere indvandrerpolitik, og at Norges kristne værdiarv er blevet en mærkesag for andre partier

Historisk er det norske Kristeligt Folkeparti i modsætning til det danske Kristendemokraterne ofte havnet i det politiske centrum, og det kan meget vel gentage sig efter stortingsvalget på mandag.

For selvom Kristeligt Folkeparti (Krf) de senere år har måttet se vælgertilslutningen skrumpe fra 12 procent ved valget i 2001 til faretruende nær spærregrænsens fire procent, kan partiet igen komme til at spille en afgørende rolle for, hvilken vej Norge skal gå.

I nogle meningsmålinger står partiet til at havne under spærregrænsen, andre steder til at få omkring seks procents vælgertilslutning. Svein Tuastad, der er lektor i statskundskab ved Universitetet i Stavanger, vurderer, at det vil lykkes Kristeligt Folke-parti at blive valgt ind i Stortinget.

”Krf bliver et af de mest spændende partier at følge, fordi det samtidig med, at det kæmper for livet, kan ende med de afgørende mandater. Jeg tror, at de klarer den, fordi de tiltrækker de borgerlige vælgere, der er utilfredse med regeringens stramme indvandrerretorik,” siger han.

Partiet har historisk klaret sig bedre end de kristne partier i Danmark og Sverige, hvilket ofte forklares med, at Norge er det mest traditionalistiske af de skandinaviske lande.

Særligt i det sydvestlige Norge, der har tilnavnet bibelbæltet, står den konservative kristendom stærkt, og Kristeligt Folkeparti har haft held til at tegne den kristne debat i værdispørgsmål som familiepolitik, abort og bioteknologi. Desuden har partiledere som tidligere statsminister Kjell Magne Bondevik og Dagfinn Høybråten formået at markere sig ud over partiets vælgerskare.

At Kristeligt Folkeparti de senere år er havnet i en bølgedal, tilskriver Svein Tuastad, at det som støtteparti for den borgerlige regering har måttet gå med til en række stramninger på indvandrerområdet, som strider imod dets politiske idealer. Samtidig har partiet dog formået at lokke de borgerlige vælgere, der ikke er tilfredse med regeringens indvandrerpolitik, til.

Desuden er fokus på kristne værdier og kulturarven blomstret op i den norske debat, men fordi blandt andre regeringspartierne Højre og Fremskridtspartiet også har markeret sig på den dagsorden, er det ikke lykkedes Kristeligt Folkeparti at få gevinst ud af, at dets kerneværdier optager nordmændene.

Spørgsmålet om indvandrerpolitikken har skabt uro i baglandet, og konflikten med Fremskridtspartiet kan ifølge Svein Tuastad ende med, at Kristeligt Folkeparti vælger at pege på Arbejderpartiet efter valget.

”I første omgang tror jeg, at de vil stå ved det borgerlige samarbejde, men på et tidspunkt i den næste mandat-periode vil indvandrerspørgsmålet igen komme op, og så er det sandsynligt, at Krf fælder regeringen. Det er en svær situation, som parti- leder Knut Arild Hareide står i, og uanset hvad han vælger, bliver nogle utilfredse,” siger han.

Bernt Aardal, der er professor i statskundskab ved Universitetet i Oslo, mener, at splittelsen om, hvilken fløj partiet skal tilhøre, er et alvorligt problem for Kristeligt Folkeparti. Hvis det går sammen med Arbejderpartiet, strider det imod store dele af dets værdipolitik, og bliver det hos højrefløjen, strider det imod dets indvandrerpolitik.

”De står foran et skæbnevalg, som bliver en vigtig afgørelse om, hvilken vej partiet skal de kommende år. Og der venter et opgør i partiet, for usikkerheden slider på dem, og det ser vi også i den nedgang, de har oplevet,” siger han.