Kristen amerikansk frontfigur: Frygten for borgerkrig er ægte

USA står et år efter valget af Donald Trump til præsident ved en skillevej, der kan føre til enten kaos eller et nyt fællesskab, siger den indflydelsesrige venstrekristne leder Jim Wallis, som har sat sig for at bygge bro mellem progressive og konservative kristne amerikanere

Sommerens begivenheder i Charlottesville, hvor hvide racisters protestmarch endte i en moddemonstrants død, symboliserer det værste i det moderne USA, mener Jim Wallis.
Sommerens begivenheder i Charlottesville, hvor hvide racisters protestmarch endte i en moddemonstrants død, symboliserer det værste i det moderne USA, mener Jim Wallis. Foto: Steve Helber/AP/ritzau.

I august i år oplevede USA en rystende opvisning i had, da nynazister, Ku Klux Klan-medlemmer og andre racister og antisemitter marcherede i universitetsbyen Charlottesville i North Carolina og ansporede til voldelige uroligheder, der resulterede i en ung kvindes død.

Senere samme måned gav indbyggere i Houston i Texas amerikanerne en lektion i fællesskab og opofrelse, da de uden at skele til hudfarve, socialklasse eller politisk tilhørsforhold satte deres liv på spil for at redde hinanden fra orkanen Harveys katastrofale konsekvenser.

Begivenhederne i Charlottesville og Houston symboliserer det værste og det bedste i det moderne USA. Det siger bestseller-forfatter, kommentator og mangeårig social aktivist Jim Wallis, der er stifter af den progressive kristne organisation Sojourners og blandt den amerikanske kristne venstrefløjs absolutte spydspidser.

”I Charlottesville så vi, hvor dyb og bred hadet og volden er i dette land. I Houston så vi, hvordan kærlig- heden sejrede. Jeg kan ikke slippe et billede, jeg så, af en ældre hvid kvinde, der blev båret ud af sit oversvømmede hjem på ryggen af en stærk sort redningsmand. Ingen spurgte hende, hvem hun stemte på. Spørgsmålet er nu, hvordan vi besejrer hadet og griber fat i den næstekærlighed, som også banker i vores hjerter. Vi står som nation ved en skillevej, der kan føre til enten kaos og borgerkrig eller til et nyt amerikansk fællesskab,” siger han.

At USA er nået dertil, skyldes ikke udelukkende Donald Trump, siger Jim Wallis. Men Trumps præsidentskab har vækket de mørke kræfter, som altid ulmer i det amerikanske samfund, mener Wallis, der er en frontfigur i den religiøse venstrefløjs moralske kampagne imod præsidentens politik på blandt andet sundheds-, indvandrings-, miljø- og socialområdet.

”Vores politiske ledere kan appellere til vores bedre engle eller til vores værste dæmoner. Donald Trump appellerer til dæmonerne, og vi står nu uden moralsk lederskab i Washington. Han er den farligste præsident i moderne tid. Han bejler til racisme, til hvid nationalisme, til fremmedhad og til frygt. Han har bidraget til den i forvejen dybe splittelse i det amerikanske samfund i en sådan grad, at folk på begge sider af det politiske spektrum taler om, at vi kan være på vej mod borgerkrig. Jeg deler denne meget ægte frygt for en vred, voldelig konflikt,” siger han.

Jim Wallis var blandt præsident Barack Obamas åndelige rådgivere, og selvom han skyr politiske mærkater, er han kendt for sine socialt liberale synspunkter. Han betegner sig selv som evangelikal og er stærkt kritisk over for de af hans konservative hvide trosfæller, der banede vejen for Donald Trumps sejr ved præsidentvalget for et år siden. Ifølge valgopgørelser stemte 81 procent af hvide evangelikale vælgere på Trump.

”Jeg håber, at de kristne, der ikke kunne se det før, nu indser, at opbakning til Donald Trump er meget mere end en politisk fejltagelse. Det er også en teologisk fejltagelse. De hvide evangelikale indgik en faustisk pagt med Trump og tilsidesatte kristne værdier. Konsekvensen er, at vi nu har en person i Det Hvide Hus, som ikke er i besiddelse af et moralsk kompas,” siger han.

Hvide evangelikales opbakning til Donald Trump har også konsekvenser for det kristne trosfællesskab i USA, tilføjer Jim Wallis.

”Den kendsgerning, at hvide evangelikale lod Donald Trumps racemæssige snæversyn fare, har skabt den største og mest alvorlige racemæssige splid i den amerikanske kristne kirke siden borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne. Sorte kristne føler sig med god grund forrådt af de hvide kirker,” siger han.

Jim Wallis’ seneste bog, ”America’s Original Sin” (USA’s arvesynd), handler netop om USA’s iboende racisme. Den er henvendt til hvide kristne amerikanere, der ifølge Wallis mangler en ægte forståelse for sorte amerikaneres virkelighed.

”Amerikanernes arvesynd er idéen om racemæssig overlegenhed. Og den bibelske respons på synd er anger. Men at angre betyder ikke bare, at du siger undskyld. At angre kræver, at du bevæger dig i en helt ny retning. Det har vi ikke rigtig gjort som folk, og det har vi heller ikke gjort som kirke. Vi skal lytte til vores sorte brødre og søstre og erkende det privilegium, som vi har i kraft af vores hvide hudfarve. Mange hvide forældre har ingen anelse om den frygt, som sorte forældre har, når de sender deres sønner ud i en verden, hvor politiet mistænkeliggør unge sorte mænd. I det større billede betyder det, at vi skal ændre de systemer og strukturer, der oppebærer den racemæssige ulighed i USA,” siger han.

Sammen med blandt andre den afroamerikanske sydstatspræst William Barber leder Jim Wallis en voksende venstrekristen bevægelse for at mobilisere det liberale USA i en modstandskamp mod præsident Donald Trumps økonomiske og sociale politik. Blandt de vigtigste opgaver er at bygge bro mellem progressive og konservative kristne, siger Wallis.

”Vi ikke vil være i stand til at finde fodslag med alle hvide kristne, men vi forsøger at have en samtale over hele landet. Vi kan ikke blive enige med vores konservative trosfæller om mange politiske emner såsom våbenpolitik og seksualmoral, men hvis vi appellerer til deres gudstro, kan vi sætte vores fælles kristne værdier i forgrunden,” siger han.

Det kristne venstre er langtfra så magtfuldt som det kristne højre, der har ageret kongemager i flere amerikanske præsidentvalg, men Jim Wallis og bevægelsens øvrige ledere er ivrige efter at overtage rollen som moralens stemme i USA.

”Alle sociale bevægelser i dette land har haft gudstro som en animerende kerne. Jeg tror, at vi står på kanten af noget, som kan blive en ny stor vækkelse. Bevægelsen for social retfærdighed kan ikke sejre, hvis vi bare sætter vores lid til oplysning og organisationskraft og sekulære kampagner. Den behøver religion,” siger Jim Wallis.

Jim Wallis’ egen gudstro er solidt grundfæstet i idealer om social retfærdighed. Han voksede op i en evangelikal familie i en hvid forstad til bilbyen Detroit, men da han var teenager i 1960’erne, blev han optaget af borgerrettighedsbevægelsen og begyndte at opsøge byens sorte kvarterer for at opleve den afroamerikanske befolknings virkelighed. Hans personlige vækkelse blev dog ikke budt velkommen i den hvide forstadskirke, som hans familie tilhørte.

”Dråben for mig var, da en kirkeleder en dag forklarede mig, at racisme er et politisk spørgsmål, som ikke vedrører kristendommen. Fra det øjeblik vendte jeg ryggen til kirken og troen,” siger han.

Wallis fandt først tilbage til sin gudstro, da han som ung mand læste Matthæus-evangeliet og Jesu berømte ord: ”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.”

”Her hører vi Guds søn sige, at alt, hvad I gør mod de fattige og de undertykte, gør I mod ham. De, der forbryder sig mod de mindste iblandt os, er forbandede, mens de retfærdige belønnes. Det berørte mig dybt og bragte mig tilbage til Kristus. Det er ikke tilfældigt, at netop denne tekst nu vinder frem i USA og inspirerer folk til at slutte sig til vores kamp for social retfærdighed for de fattige, for indvandrerne, for mindretallene, for de udsatte iblandt os,” siger han.

Trods sine bekymring bevarer Jim Wallis håbet om en mere harmonisk fremtid for det dybt splittede amerikanske folk:

”Desmond Tutu lærte mig om håb. Håb er et valg, du træffer, og det er vores pligt som troende mennesker at bevare håbet. Og jeg mærker en dyb længsel på tværs af racer for, at vi heles som folk. Jeg beder til, at denne længsel fører til den forandring, vi behøver. Både nationens sjæl og troens integritet er på spil.”