Fra sit kontor i Berlin kan den 74-årige kristendemokratiske politiker Norbert Lammert spejde ud over Tiergarten, den tyske hovedstads grønne hjerte, der med sine titusindvis af træer giver berlinere og tilflyttere et helle fra den sitrende storbys larm og kaos.
Men under de høje trækroner og frodige græsplæner gemmer der sig som så mange andre steder i den tyske forbundsrepublik et mere dystert lag, der vidner om det totale kollaps, som landet gennemlevede ved Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Og som knap 80 år efter altid er til stede i den tyske bevidsthed og politiske debat.
Dengang var der ingen park, men blot et goldt og trøstesløst mudderlandskab, efter at berlinerne i de kolde vintre efter krigen fældede de sidste tilbageværende træer til brændsel. Mens de første træer igen blev plantet, lærte tyskerne at sige “aldrig mere krig”. Pacifismen blev en del af det nye Tysklands dna.
Men mange tyskere lader til at drage den forkerte lære af Nazitysklands militære hærgen, mener Norbert Lammert, der er kristendemokratisk politiker gennem fire årtier, tidligere formand for Forbundsdagen og i dag formand for tænketanken Konrad Adenauer-stiftelsen, som er knyttet til det kristendemokratiske CDU. Et år efter Ruslands overfald på Ukraine og omdannelsen af ukrainske byer til golde ruinlandskaber ikke ulig Berlin anno 1945 støtter mindre end halvdelen af den tyske befolkning leveringen af våben og luftforsvarssystemer til det ukrainske militær. Det viser en undersøgelse fra den internationale analysevirksomhed Ipsos. Gives der virkelig andre løsninger på krigen end den militære, sådan som mange tyskere mener at vide?
“Den militære konflikt har indtil videre stået på i et år, og på den baggrund virker det temmelig luksuriøst at spørge, om der er andre muligheder for en fredelig løsning end den militære,” siger Norbert Lammert bryskt.
Den mindste forudsætning for en fredelig løsning er, at begge parter er villige til at deltage i en fredelig løsning, påpeger CDU-politikeren.
“Denne vilje eksisterer tydeligvis stadig ikke i Rusland og slet ikke i form af opgivelsen af de erobringsmål, som var selve formålet med den militære intervention. Der vil formentlig først være en chance for en diplomatisk løsning, når man indser, at de militære muligheder er udtømt,” siger han.
Hvor lang tid kan det tage?
“Spørg mig om noget mere enkelt. Spørgsmålet kunne ikke besvares pålideligt i februar sidste år, og det kan ikke besvares pålideligt i dag,” siger han.
Europas fredsorden afgøres i Ukraine
Alverdens spådomme om krigens ende hjælper i øvrigt heller ikke nogen, tilføjer han.
“Sidste års forudsigelser om, at denne krig ville ende i løbet af nogle uger eller måneder, var blot en velment forventning. Og den resignerede prognose om det modsatte, at krigen endnu kan tage mange år, er afgjort heller ikke nyttig.”
Frem for at opstille prognoser og scenarier skal Europas politikere koncentrere sig om det nødvendige: at hjælpe Kyiv i kampen mod Moskva, så Rusland lider nederlag i Ukraine.
“Det er indlysende, at det ikke blot er i Ukraines, men også i hele Europas interesse, at dette brutale angreb, som på alle tænkelige måder er i strid med folkeretten, i sidste ende mislykkes. Det handler ikke kun om at bevare en suveræn stat, men også om at bevare en fredsorden, hvis kontraktlige aftaler Rusland ligesom alle andre europæiske stater selv har været med til at indgå,” siger han.
Det kan være lettere sagt end gjort, i hvert fald hvis den politiske opgave står og falder med solid folkelig opbakning i de europæiske lande. I Tyskland samles folk til såkaldte fredsdemonstrationer og menneskekæder mod forbundsregeringens beslutning om at levere kampvogne til det krigsramte land, og hele 43 procent – en markant stigning siden sidste år – mener, at Tyskland ikke bør blande sig i krigen. For 14 dage siden forfattede venstrefløjspolitikeren Sahra Wagenknecht og publicisten Alice Schwarzer en online-underskriftsindsamling og et “Manifest for fred”, hvori de kræver et stop for våbenleverancer til Ukraine, og siden har 470.000 mennesker skrevet under. I Tjekkiets hovedstad, Prag, demonstrerede 70.000 mennesker sidste år mod regeringens Ukraine-politik. I Frankrig har lederen af det højrenationale parti National Samling, Marine Le Pen, krævet en ende på de “nyttesløse” sanktioner mod Rusland, som “forårsager lidelser” for europæerne. Udviklingen bliver tilskrevet en krisetræthed i befolkningerne efter flere år med flygtningekrise, coronapandemi, krig, energikrise, inflation og klimaforandringer.
En del af Vesten
“Med krigen har Ukraine fundet sin plads i Europa – i Vesten. For det første er det en for Putin utilsigtet virkning af krigen, at Ukraine nu definitivt ser sig som et europæisk land og ikke som en del af et russisk imperium. For det andet har denne opfattelse spredt sig til resten af EU. Det ser man blandt andet i løftet fra europæiske lande om at deltage i den nødvendige og ekstremt dyre genopbygning af Ukraine,” siger Norbert Lammert om det østeuropæiske land.
Hvad er den vigtigste lære af krigen i Ukraine siden 2014 og Ruslands invasion i 2022 for Tyskland og EU?
“Alt for mange politikere har alt for længe overset en foruroligende udvikling i Rusland, alt for længe erstattet realitetssans med ønsketænkning, og – hvad jeg finder særligt irriterende i en tysk sammenhæng – åbenlyst fortrængt de vigtige erfaringer med autoritære systemer i første halvdel af det 20. århundrede,” siger Norbert Lammert.
Vi taler om en periode, hvor Angela Merkel fra Deres eget parti var forbundskansler. Var man for eftergivende over for Putin i Merkel-årene?
“Man må ikke glemme, at der efter de autoritære systemers fald i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne ikke blot var en euforisk stemning med indførelsen af demokrati, men også en række fælles aftaler, som Rusland forpligtede sig på,” siger han og peger på, at Ukraine gav afkald på sovjetiske atomvåben, som af historiske årsager var stationeret i Ukraine, og til gengæld fik en sikkerhedsgaranti fra Rusland om landets territoriale integritet.
Tysk politik præget af ønsketænkning
“Man kan ikke bebrejde statsledere for at have haft tillid til, at Rusland levede op til disse aftaler. Men det er stadig svært at tilbagevise, at man burde have ændret kurs senest med Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014. Ja, faktisk allerede med Ruslands militære intervention i Georgien i 2008. Selv med stadig flere beviser for, at Rusland ikke længere var villig til at overholde sine egne aftaler, var tysk politik præget af ønsketænkning frem for virkelighed,” siger han.
Norbert Lammert blev født i et krigstraumatiseret Europa, men har sat børn i en tryggere og mere velhavende verden med Berlinmurens fald i 1989 og troen på en verdensorden præget af frihed og demokrati. Ruslands invasion af Ukraine er det hidtil tydeligste tegn på, at den verdensorden står for fald.
“Jeg tror, at vi må forberede os på, at den stabile fredsorden, som vi havde så store forventninger til i 1990'erne – i det mindste på dette kontinent – ikke vil eksistere inden for en overskuelig fremtid,” siger han.
“De forventninger dengang om, at der kunne gennemføres en universel demokratisk verdensorden formet af den europæiske oplysnings bedrifter, er med Kinas fremmarch nu næsten forældede,” siger politikeren.
Tyskland er blevet kritiseret for i årtier at have holdt fast i princippet “Wandel durch Handel” – at man via samhandel med Rusland kunne opnå fredelig sameksistens – et princip, som har været godt for tysk økonomi, men dårligt for verdensfreden, mener kritikere.
“Hvor naivt det end har været at tro, at dette alene ville sikre freden, er den modsatte påstand – at det aldrig har virket – lige så forhastet,” siger Lammert.
Begrundet håb om fred
EU er det måske mest imponerende bevis herpå. Den europæiske integrationsproces efter Anden Verdenskrig skabte ikke alene et stort fællesmarked, men bidrog også til, at der ikke har været en eneste konflikt mellem medlemsstaterne på det historisk set blodige kontinent siden krigen. Men EU er i fare for at blive offer for sin egen succes. EU’s fokus på at udvide med nye medlemsstater frem for at reformere sine institutioner har ført til, at der altid er mindst ét land – p.t. især Ungarn – der med vetoret stiller sig i vejen for fælles løsninger.
"EU har aldrig haft mere brug for fælles løsninger på fælles udfordringer end i dag, og EU har aldrig været så dårlig til at nå til enighed om fælles løsninger som i dag,” siger han.
"Jeg håber, at det med krigen i Ukraine vil forblive en af de varige europæiske erkendelser, at vi lever i en verden, hvor ikke en eneste europæisk stat har tilstrækkelig vægt til at garantere sin egen sikkerhed.”
Trods de dystre udsigter er der mindst tre gode grunde til at lade håbet råde, slutter Norbert Lammert. Vladimir Putin og hans regime forregnede sig åbenlyst, da de troede, at de i løbet af få dage kunne indtage Kyiv i en overfaldsmanøvre, vælte regeringen og udvide Krim-modellen til hele Ukraine.
“Alene det faktum, at denne form for skamløse krænkelser af rets- og fredsordenen i Europa netop ikke lykkes, er opmuntrende. Et andet opmuntrende signal er den ukrainske befolknings utrolige vilje til at gøre modstand. Og endelig er det opmuntrende, at Nato, som er blevet beskrevet som hjernedød af den franske præsident og som forældet af en nu forhenværende amerikansk præsident, igen står tæt sammen og har genopdaget sin egen betydning i historien. Disse opmuntrende signaler er ikke tilstrækkelige til at kunne forudsige et bestemt resultat, men de begrunder i det mindste, hvorfor vi i sidste ende kan håbe på en mere fredelig verden.”