Er kristendommen lovløs på egen jord?

Tre franske filosoffer kommenterer terroren i deres hjemland

Det drøftes i Frankrig, om den statsligt erklærede undtagelsestilstand er effektiv eller nødvendig, mens virkeligheden fortæller, at vi er dømt til en tilstand af belejring, bemærker Alain Finkielkraut.
Det drøftes i Frankrig, om den statsligt erklærede undtagelsestilstand er effektiv eller nødvendig, mens virkeligheden fortæller, at vi er dømt til en tilstand af belejring, bemærker Alain Finkielkraut. Foto: Thomas Lekfeldt

Det franske magasin Le Point har interviewet filosoffen Alain Finkielkraut, der efter drabet på præsten Jacques Hamel mener, det nu bør hedde: ”Vi er alle franske katolikker” – vel vidende, at den ikke vil slå an.

”Jeg håber inderligt, at muslimer i Frankrig og i hele verden uden tøven gør dette udsagn til deres,” lyder det ironisk.

Finkielkraut kritiserer pave Frans nylige reaktion på terroren: at Europa skal vande sine kristne rødder, men altid i en tjenende ånd under ydmyg vask af andres fødder. Der skal to til at stifte fred, men en part er tilstrækkelig til at føre krig, nemlig gerningsmanden.

”Islamismen er i total konflikt med os alle, om vi vil det eller ej, og her skal vi ikke – det må paven medgive – vaske gerningsmandens fødder.”

Finkielkraut beklager, at de europæiske intellektuelle stadig bruger deres kræfter på at udmale sociale årsager til terroren, mens de bestrider det åbenlyse. Det har de gjort, siden den nu afdøde iranske ayatollah Ruhollah Khomeini erklærede sin fatwa mod forfatteren Salman Rushdie.

”Men man kan ikke for evigt skjule vold i Allahs navn bag social modgang,” mener Finkielkraut.

Det drøftes i Frankrig, om den statsligt erklærede undtagelsestilstand er effektiv eller nødvendig, mens virkeligheden fortæller, at vi er dømt til en tilstand af belejring, bemærker Alain Finkielkraut.

”Det offentlige rum omdannes efterhånden efter lufthavnenes model med patruljerende soldater og vagter foran kirker og synagoger.”

Bedrøvet konstaterer filsoffen:

”Uskyldens tid er forbi.”

Hans kollega Pascal Bruckner interviewes i samme magasin. Bruckner påpeger, at Frankrig nok er en udpræget sekulær republik, men at det er en direkte arv fra kristendommen med dens sondring mellem de to regimenter. Nok er mange franskmænd irreligiøse, men rigtig mange går i kirke, og det er ubærligt for islamisterne:

”De hader os i alle vore dimensioner, sekulære og religiøse; vores eneste vej til redning ville være at fornægte os selv og kollektivt konvertere til islam, holde vore kvinder hjemme og bekende profetens religion. Aktivisten Rokhaya Diallo (fransk-senegalesisk aktivist og instruktør, red.) glæder sig jo over at moskéerne fyldes, mens kirkerne tømmes.”

Islam mener at repræsentere Guds endelige åbenbaring, som har ugyldiggjort jødedommens og kristendommens åbenbaring, og derfor fatter muslimerne ikke, at så mange folkeslag holder fast i deres vildfarelse, siger Bruckner. Det seneste anslag rammer ned i dette:

”Drabet på en præst midt under messen overskrider en symbolsk tærskel. Kristendommen gøres på en måde lovløs på sin egen jord.”

Samtidig lader vi moskéer opføre i Vesten, mens kirker er forbudt i Saudi Arabien.

”Og at fødes som kristen på muslimsk grund er i dag at blive født til alle slags forfølgelser. Hvilke våben skal man gribe til? For de troende er der et bestemt svar: gå i kirke igen.”

Le Point interviewer også den unge filosof François-Xavier Bellamy, der mener, at islamisterne faktisk står svagt:

”Havde de virkelig troen, ville de give os deres grunde. Man kan ikke omvende nogen gennem vold.”

Islamisterne røber deres svaghed ved at gribe til vold, og middelmådigt må de hele tiden forsøge at bringe resten af verden til tavshed. Derfor er islamismen i virkeligheden en nihilisme.

Vores ånd kan forblive fri, tilmed over for terroren, mener François-Xavier Bellamy – hvis man vel at mærke holder fast i sin arv. Islamisterne kan ikke vinde, men vi kan tabe, bemærker han – tabe det værdifulde.

Til islamisterne siger han:

”Idet I er stolte af at have myrdet en gammel, ubevæbnet præst, viser I i virkeligheden jeres afmagt. Han, der i en sådan grad troede på et ords sandhed, at han viede sit liv til at dele den. I afslører ufrivilligt styrkeforskellen mellem hans diskrete og rige tro og jeres dumhed og larmende vold, som aldrig kan andet end at ødelægge.”

Bellamy er træt af den megen snak om vores ”værdier”, som vi nu endelig må værne. De er hule. Og netop Frankrig har ført an i det nye Europas iver for at slette sine kristne rødder. Nu står vi tilbage med en indsnævret horisont og forbrugersamfundets værdier. Islamismens nihilisme trives storslået i vores vestlige tomhed.

Den intellektuelle og åndelige fattigdom gør os ude af stand til for alvor at imødegå truslen fra islamismen. De enfoldige politikere kan kun stille an med sikkerhedsforanstaltninger, som slet ikke kan beskytte tilstrækkeligt.

Men hvad skal man da stille op? Eneste våben er at genskabe skolerne, svarer Bellamy, så de kan fylde det åndelige tomrum for de kommende generationer.