Kristendommen som Kinas fremtid

Den fremtrædende systemkritiker Yu Jie er forvisset om, at Kina bliver verdens største kristne land

Billedet er fra en messe i Beijing. Arkivfoto
Billedet er fra en messe i Beijing. Arkivfoto. Foto: Pascal Deloche/Godong.

I Kina stormer kristendommen frem. Da landet blev kommunistisk for små 70 år siden, boede der kun en halv million kristne. Nu er der 60 millioner. Fortsætter væksten i samme takt, vil der i 2030 være flere end 200 millioner kristne i Kina, hvilket vil gøre det til landet med verdens største kristne befolkningsgruppe.

I det amerikanske magasin First Things fortæller den kinesiske dissident og forfatter Yu Jie om udviklingen. Hans kone blev kristen i 2001, han selv to år senere. Hans kritik af systemet udløste anholdelse og tortur i 2010, men derefter fik han lov at rejse. Parret lever nu i Washington D.C. i USA. Jie har modtaget flere priser og er forfatter til 30 bøger, hvoraf flere er store bestsellere.

Kinas kommunistiske ledere mærkede efter massakren på Tiananmen-pladsen i 1989, at de stod med en troværdighedskrise og et åndeligt tomrum, bemærker Yu Jie.

Det blev derfor besluttet, at genintroducere konfutsianismen, som egentlig ikke er nogen religion, men snarere en etik, der i årtusinder før kommunismen lærte kineserne vigtigheden af at danne sin karakter, lære mådehold og ære traditionen og forfædrene. Samt respektere den givne sociale orden – en indskærpelse, som det regerende kommunistparti gerne ser efterlevet og derfor genoplivede.

Formand Mao omfattede i sin tid konfutsianismen med et personligt had som følge af ydmygende oplevelser som ung medarbejder på Pekings universitetsbibliotek. Hans rødgardister rev Konfutses templer ned og skændede hans grav.

”I dag klynger partifunktionærer sig tværtimod til Konfutse som en druknende mand til et strå,” skriver Yu Jie.

Der oprettes Konfutse-institutter over hele verden, og hjemme opmuntres universiteterne til at forske i klassisk konfutsianisme. De studerende, som gribes af den, bliver gerne kritiske over for vestlig indflydelse og kristendommen.

Kommunistpartiets officielle holdning til religion er, at den tåles, hvis den tilpasser sig den sociale orden og anerkender partiets herredømme. Der findes da også mange officielle kirker, men der er tre gange så mange huskirker, som ikke kan overvåges.

For nylig blev der foretaget en voldsom udrensning mod huskirkerne i provinsen Zhejiang, især i byen Wenzhou, som kaldes Kinas Jerusalem med en kristen befolkning på 15 procent. Strategien er: først Wenzhou, så resten af landet, mener Jie. Men fra ukuelige kristne i hjemlandet hører han bestandig sætningen: ”Jo større forfølgelse, jo større genfødsel.”

Om sig selv fortæller Jie, at kristendommen komplet har forandret hans rolle som systemkritiker, fordi han nu ser sig selv som en synder. De fleste dissidenter taler faktisk, opdager han nu, som det system, de vil bekæmpe; begge parter er optaget af magt og indflydelse. Og hans meddissidenter knytter alt for store forhåbninger til demokratiet, som jo egentlig bare er en styreform – den mindst ringe, som den tidligere britiske premierminister Winston Churchill bemærkede:

”Hvis man ikke tror på andet end demokratiet, står man ikke bedre end kommunisterne, der også gør en Gud ud af et politisk system.”

Yu Jies store forbillede er den fransk fødte præst og teolog Jean Calvin. Hele rækken af amerikanske frihedsrettigheder har i virkeligheden deres rod i arven fra Calvin og fra Bibelen, bemærker han.

Lige så påvirket er Jie af den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der blev henrettet af nazisterne. Dennes advarsel om, at ”en stat, der truer forkyndelsen af det kristne budskab, negerer sig selv”, er blevet motto for alle kinesiske kristne. De ser Bonhoeffer som den mand, der turde føre krig som en myre mod en elefant.

”Bonhoeffer så også, at nazismen havde sine rødder i menneskets forræderi mod Gud og i dets dyrkelse af sit selv. Det samme kan siges om kommunismen. Den russiske forfatter Aleksandr Solsjenitsyn kaldte ateismen for kommunismens centrale akse og så hadet mod Gud som den vigtigste drivkraft bag marxistisk tænkning,” skriver Jie.

Tingene vendes forunderligt under Guds hånd, bemærker han. Engang blev han advaret om, at Kinas frygtede sikkerhedschef, Zhou Yongkang, havde ham øverst på en liste over 200 intellektuelle, som han ville begrave levende.

”Hvem skulle have troet, at jeg i dag kan skrive frit, bede frit, stå på fri jord, mens Zhou, der bar øgenavnet Kinas ’sikkerheds-tsar’, er dømt til fængsel på livstid for korruption af sine politiske fjender? I Guds planer tæller tyranner kun lidt,” skriver han.

Defor er Yu Jie forstrøstningsfuld.

”En voksende tro på Kristus, styrket af kirkefællesskabets bånd, ånder nyt liv i mit land. Hverken kommunismens døde hånd eller den kyniske imitation af konfutsianismen, hverken kapitalismen eller demokratiet eller nogen jordisk ting vil afgøre mit lands skæbne. Kristendommen er Kinas fremtid,” slutter han sit lange essay.