Den belarusiske sprinter og 200 meter-løber Kristina Timanovskaja blev uden orientering sat på det belarusiske 4x400 meter stafetløb under de igangværende Olympiske Lege i Tokyo. Det gjorde hende vred, da det ville forringe hendes muligheder for at præstere i 200 sprint, og det gav hun udtryk for i en video på det sociale medie Instagram. Det fik Belarus’ olympiske komité til at sætte hende af OL-holdet af hensyn til hendes ”emotionelle og psykologiske tilstand”. Et sprogbrug, der bringer mindelser om sovjettidens behandling af anderledes tænkende, og som kun var begyndelsen på et drama, der har vakt opsigt langt ud over sportens verden.
På en båndet optagelse, som Timanovskaja har bekræftet, fortæller to belarusiske idrætsledere hende, at hun skal tage hjem til sin familie og tie om sit opslag og lade sagen falde til ro. Samt at de har fået besked ”oppefra” herom, og at hvis hun gør det, så vil hun kunne fortsætte sin atletikkarriere under belarusisk flag. Det udsagn havde Timanovskaja ikke tillid til, så i lufthavnen tog hun kontakt til japansk politi og hoppede af, inden hun blev tvunget hjem mod sin vilje.
”Afhopper” var gængs sprogbrug i 1970’erne og 1980’erne og særligt om atleter bag jerntæppet, der ved deltagelse i internationale konkurrencer så deres snit til at få et nyt liv i Vesten. Sovjetiske atleter var i høj kurs, fordi de hørte til verdenseliten. Den sovjetiske ledelse forstod faren til fulde. Det var i tiden før globalisering og internet, og de sovjetiske idrætsfolk fik syn for sagn, når de konkurrerede i Vesten.
Hjemme blev de indoktrineret til at tro, at livet i det kommunistiske paradis oversteg livet i Vesten. Men de kunne ved selvsyn konstatere en velstand og et vareudbud udenfor jerntæppet, som hverdagen bag det var milevidt fra. Derfor var idrætsfolkene mandsopdækket af KGB-officerer, der skulle hindre afhopning, når de konkurrerede internationalt.
Kristina Timanovskajas afhopning var ikke motiveret af livet udenfor landets grænser, men af frygten for at komme hjem. Timanovskaja har ikke udtrykt sig politisk tidligere, og hendes Instagram-opslag handlede kun om sportslige frustrationer. Lederen af den belarusiske OL-komité er Viktor Lukasjenko, præsident Aleskandr Lukasjenkos ældste søn. Så når Timanovskaja fik besked om, at det var en ordre ”oppefra”, at hun skulle trækkes fra De Olympiske Lege, så vidste hun, hvem der stod bag. Viktor Lukasjenko er ikke til stede ved OL i Tokyo, da Den Internationale Olympiske Komité, IOC, ikke anerkender hans formandskab for den belarusiske olympiske komite, hvor han har efterfulgt sin far, som IOC heller ikke anerkendte.
Godt og vel et år efter præsidentvalget i Belarus, der formelt blev et genvalg til Lukasjenko, men hvor mange mener, at oppositionslederen, Svetlana Tikhanovskaja, reelt vandt, er den tidligere sovjetrepublik forvandlet. Lukasjenkos modtræk til de folkelige protester efter valget har været en repression, som vi ikke har set lige i Europa i dette århundrede. Enhver belaruser ved, hvad der ventede Timanovskaja, hvis hun returnerede til Minsk: Fængsling og i hvert fald nogle uger i en lille uhumsk celle med alt for mange indsatte og uden madrasser og linned og derefter en uvis skæbne.
Kristeligt Dagblad har tidligere fortalt den tidligere basketballstjerne Jelena Leutjankas historie, som netop blev smidt i en overfyldt, uhygiejnisk celle i to uger, mens coronapandemien hærgede landet. Men Timanovskaja vidste i Tokyo også, hvad konsekvenserne ville blive ved at hoppe af. Hendes familie og venner vil nu blive opsøgt af myndighederne, der ikke vil lette deres livsvilkår de næste måneder.
Timanovskaja har fået tilbudt asyl i en række europæiske lande, og det tegner til, at hun tager imod det polske tilbud. Hun gik i går tildelt et humanitært visum på den polske ambassade i Japan, og dermed bliver hun en del at det belarusiske eksilsamfund, der er vokset dramatisk det sidste år. Sommerlegenes officielle motto er ”United by Emotion” (Samlet af følelser), der ifølge IOC afspejler sportens evne til at bringe mennesker med forskellig baggrund sammen og understrege, at der er mere, der samler, end der deler os. Fortællingen om Timanovskajas OL defineres nu også af, hvordan IOC tackler hendes videre skæbne i Tokyo og italesætter, hvad der samler os om hendes historie. Hendes frygt er, at hun på rejsen fra Tokyo til Europa kidnappes, som da et Ryanair-fly fra Athen til Vilnius blev tvunget til at lande i Minsk, og to af passagererne, eksiljournalisten Roman Protaseveitj og hans russiske kæreste, blev fængslet. At det ikke sker, er IOC’s ansvar nu.