Kristne advarer mod burkiniforbud

Næste skridt bliver forbud mod muslimske tørklæder på gaderne i Frankrig, frygter Den Franske Menneskerettighedsliga, efter at den administrative domstol i Nice har stadfæstet burkiniforbud

Den franske udgave af damebladet Vanity Fair har brugt sagen som anledning til at bringe en fotoserie om badedragtens historie, der viser både mænd og kvinder omkring 1900 i langt mere dækkende badedragter. Arkivfoto.
Den franske udgave af damebladet Vanity Fair har brugt sagen som anledning til at bringe en fotoserie om badedragtens historie, der viser både mænd og kvinder omkring 1900 i langt mere dækkende badedragter. Arkivfoto. . Foto: Fethi Belaid/AFP.

Mindst 11 muslimske kvinder er blevet idømt en bøde for at bære burkini, den heldækkende muslimske badedragt, som er blevet forbudt i otte kommuner især langs den franske middelhavskyst.

Bøderne på 285 kroner faldt i Cannes og Nice, og seks andre kvinder indvilgede i at forlade stranden i Cannes, fordi de ikke opfyldte kommunernes krav om at bære ”anstændigt badetøj, der respekterer verdslighedsprincippet, hygiejnen og badesikkerheden”.

Burkinien betragtes af de otte kommuner som ”et demonstrativt religiøst symbol, der kan give anledning til forstyrrelser af den offentlige ro og orden”, som det hedder i kommunernes begrundelse for at forbyde badedragten med hætte.

Og det er de i deres gode ret til, siger det franske retsvæsen. I mandags stadfæstede den administrative domstol i Nice forbuddet i byen Villeneuve-Loubet. Det er anden gang inden for få dage, at en domstol giver en kommune medhold.

Tidligere har bystyret i Cannes fået domstolens blå stempel.

”Det at bære en iøjnefaldende beklædningsgenstand, der kan ses som et udtryk for fundamentalisme, kan opfattes som en provokation, der kan forværre spændingerne i samfundet,” siger dommerne i afgørelsen, der også fastslår, at ”stranden er ikke et sted, hvor man skal vise sin religiøse overbevisning”.

Men med denne argumentation ligger vejen åben for at forbyde alle muslimske beklædningsgenstande alle vegne, mener Den Franske Menneskerettighedsliga, der havde indbragt sagen for domstolen.

”Den logik, der ligger bag burkini-forbuddet, vil uvægerligt føre til andre forbud, og i første omgang til lokale forbud mod tørklæder på gaden. Vi har tidligere set forsøg på at udvide forbuddet mod religiøse tegn i skolerne til lange nederdele,” siger menneskerettighedsligaens formand, Michel Tubiana.

En ung kvinde er allerede blevet idømt en bøde på 85 kroner for at have båret hijab, men ikke burkini, på stranden i Cannes, beretter franske medier.

Serge Slama, lektor i jura ved Nanterre Universitetet i Paris, ironiserer i det katolske dagblad La Croix over burkiniforbuddene.

”Man kunne med samme argumentation uddele bøder til katolske præster i præstekjole, sikher med turban, ortodokse jøder eller selv paven. Det eneste, loven kræver på stranden, er, at man er anstændig, det vil sige ikke er nøgen eller ekshibitionistisk,” siger Serge Slama til La Croix.

Den franske udgave af damebladet Vanity Fair har brugt sagen som anledning til at bringe en fotoserie om badedragtens historie, der viser både mænd og kvinder omkring 1900 i langt mere dækkende badedragter. Og lederen af Frankrigs kristeligt-demokratiske parti, Christine Boutin, spørger på Twitter, om man måske også skal forhindre solallergikere i at bade.

”Vi skal stå fast på vore kristne værdier, men ikke ved at forbyde burkinien. Det er grotesk og latterligt,” siger hun til dagbladet Le Figaro.

Den Franske Menneskerettighedsliga vil om nødvendigt indbringe forbuddene for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som i en omdiskuteret passus har godkendt det franske burkaforbud med henvisning til ”fælles sameksistens”.

Michel Tubiana mener ikke, at dette kan legitimere forbuddet mod burkinien.

”Man kan slet ikke sammenligne det at ville dække sin krop til på stranden med at dække ansigtet til, når man henvender sig til andre. Så vi har anket afgørelsen, og vi håber, at det franske retsvæsen standser burkiniforbuddene, så det ikke bliver nødvendigt at rejse sagen i Strasbourg,” siger han.

Anken vil blive behandlet i morgen, oplyser ankeinstansen, det franske statsråd.