Prøv avisen

Kristne bådflygtninge blev smidt over bord

Reddede bådflygtninge kunne onsdag fortælle, at der undervejs på turen over Middelhavet var udbrudt en religiøs konflikt, hvor 12 kristne flygtninge blev smidt overbord og druknede. Arkivfoto.

15 er anholdt af italiensk politi efter rædselsvækkende beretninger fra overlevende på båd i Middelhavet

Politiet på Sicilien har tilbageholdt 15 bådflygtninge, der mistænkes for at have smidt 12 andre bådflygtninge over bord under turen fra Libyen. De tilbageholdte skal være muslimer, der tilsyneladende skilte sig af med rejsefællerne, fordi de var kristne.

De overlevende ankom i går til Palermo, Siciliens største by, om bord på den danske coaster ”Ellensborg”, der havde reddet dem op fra en gummibåd.

Mange af de overlevende brød ifølge flere italienske medier grædende sammen, da de kom i sikkerhed på land. De fortalte, at de havde overlevet ikke kun bådturen fra Libyen, men også en religiøs ”krig”, der var udbrudt undervejs.

Ifølge øens største netnyhedsside, lasiciliaweb, var der 105 personer ombord, da gummibåden forlod Libyen i tirsdags. De fleste var muslimer fra især Elfenbenskysten og Senegal, men der var også en mindre gruppe kristne fra de to lande samt Nigeria og Mali. Om natten begyndte nogle af muslimerne at true de kristne med at smide dem overbord, har overlevende fortalt, og de endte med at gøre det med ialt 12 personer, som druknede.

Ifølge politiet i Palermo ”reddede resten af de kristne sig ved at kæmpe hårdt imod og ved at danne en form for menneskekæde.”

Da de overlevende kristne grædende fortalte, hvad der var sket undervejs, blev de afhørt af politiet og udpegede 15 personer fra båden, som altså nu er tilbageholdt, mistænkt for drab på 12 af deres rejsefæller.

Andre flygtninge fortalte i går om en anden tragedie. Fire mænd, der blev samlet op af et af flådens skibe, sagde, at de i alt havde været 45 om bord på en gammel gummibåd, der hurtigt var begyndt at tabe luften. Da krigsskibet nåede frem til dem, var båden gået ned, og kun de fire mænd var tilbage.

Tragedien er kommet frem, efter at en anden gruppe overlevende, der blev fisket op af vandet af kystvagten for tre dage siden, fortalte, at der havde været omkring 400 flere om bord, som alle menes omkommet. Den seneste uge er strømmen af bådflygtninge fra Libyen taget kraftigt til, fordi vejret er blevet bedre. Ifølge kystvagten er der ankommet omkring 10.000 på få dage, og modtagecentrene i det sydlige Italien kæmper for at finde plads til dem.