Kristne demonstrerer mod kirkeangreb i Egypten

Et romantisk forhold mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand har medført sammenstød i Egypten. Kristne beskylder Det Muslimske Broderskab for at stå bag kirkeafbrænding

Koptiske kristne egyptere protesterede i weekenden mod afbrændingen af en kirke syd for hovedstaden, Kairo. De seneste spændinger skaber frygt for, at det politiske vakuum i Egypten kan forværre situationen for kopterne.
Koptiske kristne egyptere protesterede i weekenden mod afbrændingen af en kirke syd for hovedstaden, Kairo. De seneste spændinger skaber frygt for, at det politiske vakuum i Egypten kan forværre situationen for kopterne. Foto: EPA.

For nylig gik de arm i arm på Tahrir-pladsen for at vælte landets tidligere præsident Hosni Mubarak. I dag er spændingerne mellem kristne og muslimer tilbage på den egyptiske dagsorden med voldelige sammenstød og afbrænding af en kirke i det sydlige Kairo, og en stor protest med koptiske kristne demonstranter i en af sidegaderne til Tahrir-pladsen i går.

Den nuværende situation er et direkte resultat af de sammenstød, der fulgte efter offentliggørelsen af et romantisk forhold mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand. Ifølge islam er et forhold mellem en muslimsk kvinde og en ikke-muslimsk mand ikke tilladt, mens muslimske mænd godt kan have et forhold til ikke-muslimske kvinder. Forholdet mellem de to førte til en fejde mellem familierne i løbet af i fredags, hvorunder begge fædre blev dræbt.

Samtidig blev en kirke i landsbyen Sol syd for Kairo sat i brand af flere tusinde muslimske demonstranter i løbet af weekenden. Ifølge kristne øjenvidner blev kirkens kors først pillet af, hvorefter gasbeholdere blev antændt inde i kirken.

Ifølge nyhedsbureauet AP, der citerer anonyme sikkerhedskilder, blev de kristne i kirken eskorteret ud af soldater og politibetjente og bragt i sikkerhed, før kirken blev brændt af.

Den koptiske præst Phelopater fra Bulak Dakrur i Helwan-provinsen syd for hovedstaden fordømmer afbrændingen af kirken og siger, at Det Muslimske Broderskab står bag.

Det Muslimske Broderskab, der indtil Mubaraks fald var en ulovlig gruppe, anses for at være en af de organisationer, der vil få stor indflydelse på egyptisk politik i fremtiden.

Også biskop Theodyssius fra Giza i Kairo antyder i en kommentar, at broderskabet kan stå bag angrebet på kirken.

"Kirken blev brændt af bøller og illegale grupper, som ønsker at skabe intern splid," siger Theodyssius.

Han opfordrer samtidig Egyptens væbnede styrker til at skride ind for at værne om det koptiske mindretal, der udgør omkring 10 procent af landets 84 millioner store befolkning.

"Den egyptiske befolkning har tolereret diskrimination af kopterne, og regeringen har ikke formået at finde en løsning på denne situation," siger Amr Hamzawy fra Carnegie Mellemøst-Center i Beirut.

Mange koptere beskyldte Hosni Mubarak, den tidligere præsident, for ikke at gøre nok for at beskytte det koptiske mindretal, der blandt andet blev ramt af et dødeligt bombeangreb nytårsnat 2011. De seneste spændinger skaber frygt for, at det politiske vakuum i Egypten kan være med til at forværre si-tuationen for de koptiske egyptere.

allan@k.dk