Prøv avisen

Kristne forældre trækker søn ud af skole i protest mod transkønnet dreng

Ægteparret Sally og Nigel Rowe siger, at det strider mod deres kristne tro, og at det forvirrer deres egen seksårige dreng, når klassekammeraten går med kjole – og dukker op til deres søns fødselsdagsfest med kongeligt tema udklædt som prinsesse. Derfor har de trukket deres dreng ud af skolen. Modelfoto Foto: Nima stock/ritzau

Retten til at følge sin religiøse overbevisning støder endnu engang sammen med retten til at udleve sin kønsidentitet – denne gang handler debatten om en seks-årig dreng, der bærer kjole på en skole i England

Et britisk forældrepar truer med at sagsøge en kristen skole, fordi skolen tillader, at en seksårig dreng kommer i skole iklædt kjole.

Ægteparret Sally og Nigel Rowe siger, at det strider mod deres kristne tro, og at det forvirrer deres egen seksårige dreng, når klassekammeraten går med kjole – og dukker op til deres søns fødselsdagsfest med kongeligt tema udklædt som prinsesse i blå fløjlskjole, mens alle andre leger bevæbnede riddere og prinser.

Skolen ligger på øen Isle of Wight i Den Engelske Kanal, og der er tale om en trosbaseret skole, som bliver drevet af Church of England.

”Et barn på seks år vil nogle gange komme i skole som en pige, og andre gange som en dreng. Vi blev bekymrede, da vores søn kom hjem og fortalte, at han var forvirret over, hvorfor og hvordan en dreng nu kunne være en pige,” fortæller Nigel Rowe til avisen The Sunday Times.

Der er ikke sat navn på skolen for at beskytte den pågældende elev, men Jeff Williams, der er uddannelsesdirektør for alle kirkens skoler under biskoppen af Portsmouth, forklarer, at den følger reglerne i lighedsloven fra 2010.

”Skoler under Church of England har et inkluderende miljø, hvor eleverne lærer at respektere alle slags forskelligheder. Loven siger, at skoler skal acceptere ønsker fra børn og deres forældre med hensyn til kønsidentitet. Det ville være ulovligt, hvis vore skoler ikke gjorde det,” forklarer Jeff Williams til ITV News.

Et barn på seks år vil nogle gange komme i skole som en pige, og andre gange som en dreng. Vi blev bekymrede, da vores søn kom hjem og fortalte, at han var forvirret over, hvorfor og hvordan en dreng nu kunne være en pige.

Nigel Rowe