Kristne fængslet i Pakistan for at sende blasfemisk sms

Der er igen frygt for religiøse uroligheder mellem kristne og muslimer i byen Gojra

Kristne pakistanere demonstrerede i efteråret 2012 i byen Hyderabad i forbindelse med en blasfemi-tiltale mod en kristen pige. –
Kristne pakistanere demonstrerede i efteråret 2012 i byen Hyderabad i forbindelse med en blasfemi-tiltale mod en kristen pige. –. Foto: Nadeem KhawerEPA.

Blot en uge efter, at en kristen pakistaner blev idømt livsvarigt fængsel for at sende en blasfemisk tekstbesked, er et kristent ægtepar blevet fængslet for samme brud på landets blasfemilov.

En enkelt tekstbesked sendt fra en mobiltelefon til en muslimsk prædikant i byen Gojra i det østlige Pakistan på grænsen til Indien har fået politiet til at fængsle det kristne ægtepar Shafqat og Shagufta Masih. Sagen opstod, da den lokalt kendte prædikant Rana Muhammed Ejaz klagede til politiet.

LÆS OGSÅ:
Kristen konvertit menes kidnappet af Taleban

Det er den tredje blasfemi-sag, hvor bevismaterialet hentes fra et såkaldt SIM-telefonkort, og en i en lang række af generelle blasfemi-sager. Pakistans blasfemilov forbyder at håne eller bagtale profeten Muhammed eller Koranen, og blasfemi straffes med livsvarigt fængsel eller dødsstraf.

I den seneste sag siger politiet, at Shafqat har tilstået, at han sendte en blasfemisk tekstbesked til Rana Muhammed Ejaz.

Vi anholdt ægteparret efter, at vi havde tjekket SIM-kortets indhold og dets ejer. Shafqat Masih indrømmede, at han havde sendt beskeden, men han sagde ikke hvorfor, siger politichef Muhammed Nasir til nyhedsbureauet Morning Star News, der fokuserer på forfulgte kristne.

Ægteparret har fire børn i alderen 5-11 år og står nu over for en mulig livsvarig fængselsdom.

Anonyme kristne hjælpe-organisationer siger, at Shafqat er blevet tvunget til at tilstå, og at der i virkeligheden er tale om, at nogen forsøger at skabe fornyet strid mellem kristne og muslimer i byen Gojra, der tidligere har været ramt af religiøse voldsudbrud.

I 2009 blev otte kristne brændt levende sammen med omkring 40 ejendomme i Gojra, da muslimer gik til angreb efter rygter om, at en kristen indbygger i byen havde vandaliseret en udgave af Koranen.

Rufus Solomon, der er medlem af det pakistanske oppositionsparti Tehreek e Insaf, er i færd med at undersøge sagen, fordi den øger de religiøse spændinger i Gojra. Kristne føler sig atter usikre. Men han tager også sagen op, fordi han ikke har tillid til politiets håndtering af sagen.

Politiet nægtede at give os en kopi af den oprindelige rapport fra begyndelsen af sagen og hævdede, at den var blevet gemt væk på grund af sagens følsomme natur, siger Rufus Solomon til Morning Star News.