Mens slaget mod Islamisk Stat lakkede mod enden i den irakiske by Mosul i 2017, begyndte de første fordrevne kristne familier at vende tilbage til deres landsbyer uden for millionbyen. Mellem ruinerne lå forkullede IS-krigeres lig stadig spredt i de gader, det selvudråbte kalifat havde givet navne som ”Snigskytten Abu Omar” eller ”Bombemageren Abu Muhammed”. Afgrøderne på markerne var brændt af, og huse lå jævnet med jorden, stribe efter stribe. Et apokalyptisk syn.
De færreste troede, at Iraks kristne befolkning ville være i stand til at rejse sig igen efter kalifatet. Eksperter omtalte Irak, kristendommens arnested, som et kristent museum, forstået på den måde, at de unge var væk, og den ældre generation af kristne nu ville blive Iraks sidste.
Men en forhåbning om at en kristen tilstedeværelse lever videre i Irak - og med pavens besøg, der indledes i dag - får nogle af verdens mest forfulgte kristne tiltrængt opmærksomhed.
”Pave Frans’ besøg i Irak glæder os alle, fordi det styrker den kristne befolkning,” siger Ismail Ibrahim Matti, en 21-årig arbejdsløs mekaniker fra byen Bartella 20 kilometer øst for Mosul.
Han forsøgte selv at flygte, da Islamisk Stats krigere kom kørende over Nineveh-sletten i 2014, men blev fanget og fik valget mellem at konvertere til islam eller lade livet på stedet. Han valgte at konvertere og slæbte sig gennem kalifattiden som muslim på overfladen, men kristen af hjerte. I dag, hvor Islamisk Stats krigere fungerer som en undergrundsbevægelse, kan han igen stå frem som kristen. Og for ham vil pavens besøg først og fremmest være med til at give den kristne befolkning selvtilliden tilbage.
”Vi lever stadig i frygt og angst. Mest på grund af de rædsler, vi har oplevet. Terroren har sat sit aftryk på sjælen. Men pavens besøg giver os håbet tilbage og sender et vigtigt signal om, at vi ikke er alene,” siger han.
Pavens besøg i Irak er det første af slagsen nogensinde og hans første udlandsrejse, siden coronavirussen spredte sig til at blive en pandemi for godt et år siden. Irak er ikke et tilfældigt valg. Den katolske kirkes overhoved ønsker netop at sende et signal til Iraks kristne om, at de ikke er glemt.
”Besøget skal signalere, at Iraks kristne ikke er alene,” siger Monsignor Segundo Tejado Muñoz, undersekretær for Vatikanets udviklingskontor, til nyhedsbureauet AP.
”De skal vide, at andre tænker på dem, og at vi står sammen med dem. Det er et vigtigt tegn. Så vigtigt,” siger han.
Vatikanet er blevet kritiseret for at gennemføre besøget midt under coronakrisen, samtidig med at Irak kun lige har indledt vaccinationer, men har blandt andet svaret, at alle sundhedsrestriktioner vil blive overholdt, og at der primært bliver tale om udendørs arrangementer med små menneskemængder bortset fra friluftsmessen i et stadion i Erbil på søndag.
”Et helt samfund og et helt land kan følge dette besøg via medierne og vide, at paven er der for dem og kommer med et budskab om, at håb er muligt selv i de mest komplicerede situationer,” har Vatikanets talsmand, Matteo Bruni, sagt på et pressemøde.
I Bartella, hvor Ismail Ibrahim Matti bor, er det langtfra alle kristne, der er vendt tilbage. Mange bor nu i udlandet og føler, at det stadig er for usikkert at vende hjem. Ikke så få foretrækker at blive boende i de nordlige og kurdiske dele af Irak eller i hovedstaden Bagdad. I det Bartella-nabolag, der kaldes for Jerusalem, anslår Ismail Ibrahim Matti, at mindre end 40 procent af de kristne indbyggere er vendt tilbage.
Men de lave tal kan pavens besøg måske også være med til at rette op på.
”Besøget er et udtryk for solidaritet med hele Nineveh-slettens kristne befolkning, og det vil tilskynde kristne til at vende tilbage til deres landsbyer,” siger biskop Basel Yaldo fra Bagdad til The National, en emiratarabisk nyhedsside.
I samarbejde med kristne hjælpeorganisationer har Vatikanet de seneste år prioriteret beskyttelsen og genopbygningen af kristne helligdomme i Irak. I storbyen Mosul er det tydeligt at se, at hverdagslivet i brede træk er vendt tilbage. Kirker er blevet restaureret side om side med flere af byens moskéer. Men i landsbyerne uden for Mosul er situationen anderledes. Mange huse ligger stadig i ruiner, og alt synes at gå meget langsommere end i Mosul.
”Vi ønsker at se en seriøs plan fra regeringens side. Jeg har slægtninge og venner, der bor i udlandet. Når de spørger mig om situationen i regionen, siger jeg det, som det er. Og selvfølgelig vender de ikke tilbage. De ser et tragisk billede,” siger den 53-årige Saad Nozat fra byen Karamles.
Saad Nozat er soldat i den kristne assyriske militærenhed Nineveh Protection Units (NPU), der blev oprettet, efter at Islamisk Stat havde erobret en række byer i området i 2014.
I modsætning til de fleste andre i området betragter han ikke længere Islamisk Stat som en trussel for de kristnes sikkerhed.
”Islamisk Stat var et midlertidigt problem. Men måske ser jeg sådan på sagen, fordi jeg er soldat. Skal jeg være ærlig, kan jeg godt se frygten i folks øjne,” siger han.
En af de ting, som pavens besøg allerede har sat fokus på, er den irakiske regerings indsats i området. I forbindelse med forberedelserne til besøget er der blevet sat voldsomt gang i byggeriet. Gaderne er blevet gjort rene, og regeringen har vist befolkningen, at den rent faktisk godt kan handle, når den vil.
Mange af Iraks religiøse mindretal har i årene efter Islamisk Stat kritiseret regeringen for ikke at yde nogen betydelig hjælp. Sådan var det under Iraks tidligere præsident Saddam Hussein, og sådan fortsatte det under de efterfølgende premierministre i årene efter den amerikanske invasion i 2003.
George, en 23-årig student fra Bartella, glæder sig over pavens besøg. Men han stoler ikke på sin egen regerings evne til at sikre de kristnes fremtid i Irak. Han føler sig heller ikke sikker nok til at stå frem med sit fulde navn.
”Vi lever stadig i frygt,” siger han og forklarer, at det, der virkelig skræmte de kristne, da Islamisk Stat tog magten, var de muslimske naboers opførsel.
Dagen efter at Islamisk Stat havde taget kontrol over området, vendte de muslimske naboer sig mod de religiøse mindretal og var i mange tilfælde med til at begå overgreb mod disse. De religiøse og etniske mindretal blev ladt i stikken af regeringen i Bagdad, og det svigt har indprentet sig hos de kristne.
Foruden frygten er det kristne mindretal truet af høj arbejdsløshed, der især får unge til at søge væk fra landsbyerne. Og – hvis de kan – også væk fra Irak. Ifølge George er genopbygningen af infrastruktur og huse da også kun én side af sagen. Den anden side er reel forsoning mellem muslimer og religiøse mindretal. Og den del af efterkrigstiden er ifølge hans udsagn så godt som ikke-eksisterende.
”Derfor står det klart for mig, hvad der sagtens kan ske igen i fremtiden. Irak vil ikke være et sikkert hjemsted for kristne,” siger George.