Prøv avisen

Kristne i USA: Obamas religionsforsvar er hyklerisk

Det Hvide Hus har kritiseret "The Innocence of Muslims", der i løbet af de seneste to uger har ført til voldsomme optøjer i nogle muslimske lande, men har endnu ikke forholdt sig til en blasfemisk afbildning af Jesus på korset, der sart bliver udstillet i New York. Foto: MUNIR UZ ZAMAN Denmark

Ifølge kritikere er det dobbeltmoral, når ledende amerikanere fordømmer islamfjendtlig film, men lige nu er tavs om kunstværk, der ses som antikristent

Mens kultureliten i USA kraftigt fordømmer den islamkritiske film The Innocence of Muslims (Muslimers uskyld), der skildrer muslimernes hellige profet Muhammed som en tyran og en seksualforbryder, så er der anderledes tavshed om en i nogles øjne blasfemisk afbildning af Jesus på korset, som er på vej til at blive udstillet i New York.

Og det er hyklerisk og dobbeltmoralsk, mener konservative kristne i USA, der nu kritiserer Barack Obama-regeringen og landets liberale nyhedsmedier for at tage stor hensyn til muslimers religiøse følelser, altimens de trækker på skuldrene af krænkelser af kristendommen.

LÆS OGSÅ: Når religionskritik tænkes politisk

Striden drejer sig om det kontroversielle 25 år gamle værk Piss Christ af den kristne amerikanske fotograf Andres Serrano, der viser et krucifiks nedsunket i kunstnerens egen urin. Fotografiet kan ses fra på torsdag og en måned frem ses som en del af en større retrospektiv udstilling på det privatejede galleri Edward Tyler Nahem på Manhattan.

Den brede ligegyldighed over for Piss Christ står i skærende kontrast til reaktionen på sammenlignelige krænkelser af islams hellige figurer, lyder det fra USAs største katolske gruppe, The Catholic League, der blandt andet henviser til, at amerikanske medier undlader at gengive islamkritiske film og tegninger, men ingen berøringsangst har over for antikristen kunst.

LÆS OGSÅ: Film fører til censur og ønske om tvang i islamiske lande

I de elitære kulturkredse er antikristen kunst ikke bare acceptabelt. Det er genstand for lovprisning. Bare lad være med at krænke muslimer, siger Bill Donohue, der er formand for The Catholic League.

Han bakkes op af det republikanske kongresmedlem Michael Grimm, der kræver svar på, hvorfor Det Hvide Hus aktivt tager afstand fra den islamkritiske film, men undlader at fordømme udstillingen i New York.

Obama-regeringens hykleri og fuldstændige mangel på respekt for amerikanernes religiøse tro har nået nye højder, siger Grimm, der repræsenterer en valgkreds i New York, til tv-stationen Fox News.

LÆS OGSÅ: Ny fase i Mellemøstens had til USA

Det Hvide Hus har kritiseret The Innocence of Muslims, der i løbet af de seneste to uger har ført til voldsomme optøjer i nogle muslimske lande, men har samtidig udtrykt fuld opbakning til princippet om ytringsfrihed.

Indtil videre forholder Obama-regeringen sig tavs over for den nye konservative kritik, mens det amerikanske udenrigsministerium over for Fox News blot henviser til en tidligere udtalelse, hvor udenrigsminister Hillary Clinton slår fast, at USA har en lang og stærk tradition for religiøs tolerance og respekt for troende mennesker.

Edward Tyler Nahem-galleriet udtrykker ærgrelse over, at kontroversen om Piss Christ overskygger kunstnerens intention, som er at engagere tilskueren på både et visuelt og et intellektuelt niveau.

I disse religiøst ophedede tider er det vigtigt at huske på, at friheden til at udtrykke sig er ethvert demokrati kært, forklarer galleriet i en udtalelse.

Piss Christ har været omgærdet af kontrovers lige siden debuten i 1987. Det er blevet vandaliseret flere gange, senest under en fremvisning i Avignon i Frankrig sidste år, hvor to mænd flænsede fotografiet med en skruetrækker.