Prøv avisen

Kristne irakere samler hær mod Islamisk Stat

Irakiske kristne beder efter at have flygtet fra forfølgelserne i den nordirakiske by Mosul Foto: Safin Hamed

Tusindvis af kristne i Irak vil forsøge at genvinde byer i Nineve-provinsen fra Islamisk Stat

Da den militante bevægelse Islamisk Stat sidste sommer på ganske få uger indtog store dele af den nordirakiske Nineve-provins, måtte kristne og andre minoriteter i tusindtal flygte fra deres byer. Nu vil kristne irakere gribe til våben og gå op imod de radikale islamister.

Op mod 4000 assyriske kristne har ifølge den britiske avis Catholic Herald meldt sig til en kristen milits under navnet Nineveh Plains Protection Units.

Det er første gang siden islamisternes fremmarch, at kristne samler sig i en så stor militærenhed i Irak. Det siger Ronen Zeidel, Irak-analytiker ved Moshe Dayan Center på Tel Aviv Universitet.

”Vi har tidligere set små kristne militser i Irak, ligesom kristne også har kæmpet sammen med kurdiske peshmerga-styrker. Nu vil kristne selv tage initiativet,” siger han og tilføjer, at det også er et eksempel på, hvordan Irak er ved at blive splittet op i religiøse og etniske grupper.

Den nye enhed har allerede udstationeret 500 soldater i mindre kristne landsbyer, der ligger tæt på de områder, Islamisk Stat har magten over. 500 andre unge mænd er ved at blive trænet, mens 3000 andre står på venteliste.

Militsens erklærede mål er at tilbageerobre de kristne byer i Nineve-provinsen, hvor flere end 150.000 kristne er fordrevet fra. Her har der boet kristne stort set siden Jesu tid. Men i dag er byer som Mosul, Iraks næststørste by, tømt for kristne. Ifølge Det Assyriske Internationale Nyhedsagentur er der nu oprettet et egentlig marked i Mosul for genstande, der er stjålet i kristnes hjem og i kirker.

Markedet er blot et ud af mange eksempler på Islamisk Stats brutale fremfærd i bevægelsens selverklærede kalifat. Den seneste uge har islamisterne offentliggjort en video, hvor de brænder en jordansk pilot levende. Samtidig beretter en FN-rapport om, at kristne børn samt børn fra andre minoriteter er blevet begravet levende, korsfæstet eller solgt som sexslaver af islamisterne.

Det er disse uhyrligheder, den kristne milits nu vil forsøge at beskytte sig imod.

”Det er vores sidste chance, og hvis vi forpasser den, er kristendommen fortid i Irak,” siger John Michael, en britisk assyrer i Irak til Catholic Herald.

Militsen er allieret med både den officielle irakiske hær samt med den kurdiske peshmerga-hær, men modtager ikke ordrer fra nogen af dem. Ifølge Catholic Herald bliver militsen støttet af assyriske kristne eksilsamfund i primært USA, Australien og Sverige. Det er dog stadig uvist, om gruppen har penge nok til at træne og udruste alle 4000 mænd, der har meldt sig.

Den anglikanske præst i Bagdad, Canon Andrew White, der i øjeblikket bor i Jerusalem, tvivler dog på, at den kristne milits vil kunne gøre en reel forskel. Han forklarer til den britiske avis The Independent, at oprettelsen af militsen viser, at kristne ikke føler, at nogen er i stand til at beskytte dem mod Islamisk Stat.

”De føler, de bliver nødt til at vise, at de forsøger, men i virkeligheden er det ikke en løsning. De kan forsøge at beskytte nogle få mennesker, men det er meget vanskeligt,” siger han til avisen.

Han forklarer, at hverken den irakiske hær eller den vestlige koalition, der udfører bombeangreb mod Islamisk Stat, er en reel løsning for Iraks kristne.

”Folk er bange, fordi de ikke har nogen beskyttelse, og uden beskyttelse tænker de 'hvilken fremtid har vi?' Det er en meget forståelig tanke. Situationen er virkelig vanskelig,” siger han.