Kristne uden for Egypten samler ind til kirker

En amerikansk organisation har startet en indsamling til fordel for genopbygning af de mange ødelagte kirker i Egypten. Men projektet kan blive vanskeliggjort af diskriminerende lovgivning, frygter projektleder

Den egyptiske minister for landets gamle kulturarv, Mohammed Ibrahim (th.), besøgte i mandags en koptisk kirke i Kairo for at vise støtte til de kristne efter radikale islamisters angreb på kirker og kristne i Egypten. Her ses han under rundvisningen. –
Den egyptiske minister for landets gamle kulturarv, Mohammed Ibrahim (th.), besøgte i mandags en koptisk kirke i Kairo for at vise støtte til de kristne efter radikale islamisters angreb på kirker og kristne i Egypten. Her ses han under rundvisningen. –. Foto: AFP.

Normalt beskæftiger den amerikansk organisation Coptic Orphans sig udelukkende med at hjælpe svagtstillede koptisk-kristne børn i Egypten. I denne uge startede de dog en ny indsamling, hvor pengene skal gå til genopbygning af de kirker, der blev angrebet og brændt ned i den seneste uges voldsomme begivenheder.

Det er enormt vigtigt, at det kristne samfund ikke skal føle, at det her er et skridt imod, at der bliver færre kirker. De skal bygges op igen, fordi det er en slags manifestation af det kristne mindretals tilstedeværelser i Egypten, siger Maria Fahmy, der er projektleder i organisationen.

LÆS OGSÅ: De kristne hives ufrivilligt ind i kampene

Det koptisk kristne mindretal, der udgør omkring 10 procent af befolkningen i Egypten, har været udsat for en stigende sekterisk diskrimination siden starten af revolutionen i januar 2011.

I onsdags kulminerede det, da islamister og støtter af Det Muslimske Broderskab angreb op imod 60 kirker over hele landet som reaktion på, at hæren valgte at opløse demonstrationerne til fordel for den afsatte præsident Mohamed Mursi i Kairo.

Udøverne af angrebene beskyldte kopterne for at være medskyldige i, at Mohamed Mursi blev afsat, fordi de havde demonstreret imod ham. Netop derfor mener Maria Fahmy, at indsamlingen er vigtig.

Hvis Det Muslimske Broderskab eller andre tror, det er et skridt imod at gøre kristne mindre synlige i Egypten, så må de tro om. De kan brænde kirkerne ned, men vi bygger dem op igen, siger hun.

Coptic Orphans, som blev stiftet i USA i 1988, får hovedparten af sine donationer fra koptiske egyptere, der er emigreret til vestlige lande.

Det er en måde, hvorpå folk, der sidder uden for Egypten, kan gøre en forskel. De støtter op om det kristne mindretal i Egypten, siger Maria Fahmy.

LÆS OGSÅ: Koptisk leder: Mursi beskytter ikke kristne i Kairo

Men selvom indsamlingen er godt i gang, kan selve genopbygningsfasen komme til at skabe problemer. For lovgivningen i Egypten kræver, at man har statens godkendelse, hvis man vil renovere eller bygge kirker.

Man kan ikke få lov til at renovere et toilet i en kirke, uden man har statens tilladelse til det, siger Maria Fahmy.

Tidligere har det været grobund for sekteriske konflikter, når kirker er blevet renoveret, fordi nogle folk i lokalområdet har været bange for, at kirkerne blev udvidet. Lige præcis det scenarie skaber bekymring hos projektlederen:

Det er lidt en ukendt faktor, hvad der kommer til at ske nu. I de større byer tror jeg ikke, det vil kunne skabe store problemer. Men i de mindre byer, hvor der ikke er så meget fokus, hvad kommer der til at ske der?, spørger hun.

Netop loven omkring renovering og bygning af kirker har længe skabt stor forargelse i det koptiske samfund, fordi samme regler ikke er gældende for islamiske moskéer. Under Mohamed Mursi blev loven diskuteret, og nu håber kopterne, at de seneste begivenheder kan være med til at skabe debat omkring loven igen. Det egyptiske militær har tilkendegivet, at de vil hjælpe med opbygning af kirkerne rundt omkring i landet, men helst så Maria Fahmy, at loven i stedet blev suspenderet.

Militæret har sagt, at de vil betale for genopbygning af kirker, men vi vil se det, før vi tror det. Vi samler ind til genopbygningen nu, og så må vi se, hvad der sker, siger hun.