Prøv avisen

Kristne vil generobre landsbyer i Tyrkiet

Iskender de Basso har efter en hård kamp fået papir på, at både huset og nogle af markerne omkring landsbyen Narli tilhører ham. -- Foto: Malene Fenger-Grøndahl.

Syrisk-ortodokse kristne vil erobre de landsbyer tilbage, som de og deres forfædre blev tvunget til at forlade. Men selvom Tyrkiet formelt byder de kristne velkommen, møder tilflytterne modstand

– Her blev jeg født, og her vil jeg gerne ende mit liv.

Iskender De Basso peger på en niche i klippevæggen i det kølige rum i underetagen af sit barndomshjem. Huset, som siden familiens flugt til Sverige har stået forladt i over 30 år, ligger på et bakkedrag i landsbyen Narli i Mardin-provinsen i det sydøstlige Tyrkiet. Det består af fire etager, hvoraf den nederste i Iskenders barndom blev benyttet som hestestald og koloniallager. Nu har Iskender planer om at indrette bibliotek, meditationskapel og gæsteværelser dernede. Ovenover vil han indrette et værelse til sig selv og sin hustru.

– Vores soveværelse skal indrettes i det rum, hvor min kone fødte vores ældste søn. Nedenunder, hvor jeg selv blev født, vil jeg lave et bibliotek. Jeg vil have fragtet mine bøger herned fra Örebro, så jeg kan sidde og læse om aftenen på det sted, hvor jeg kom til verden.

– Men nogle af bøgerne vil jeg give til landsbyen. Der er brug for et bibliotek her, og første skridt på vejen kan være nogle af mine bøger. Med tiden kan det vokse til et kulturhus med internetadgang og andre tilbud til de unge, siger han.

Iskender De Basso har store drømme og planer for fremtiden. Ikke kun for sig selv og sit barndomshjem, som han er i gang med at renovere, men også for den landsby, som han insisterer på igen at gøre til sit hjem – på trods af, at han og hustruen Sara i dag er de eneste syrisk-ortodokse kristne. Omkring dem bor 110 kurdiske familier, hvoraf mange skiftede en tilværelse som fattige nomader ud med et liv som landsbyboere og landmænd for få årtier siden – i takt med, at de syrisk-ortodokse familier flygtede og efterlod sig stenhuse og landbrugsarealer med vinplanter, korn, majs og frugttræer.

Indtil 1970'erne var de fleste landsbyer i området beboet af syrisk-ortodokse kristne. Men under borgerkrigen mellem militante kurdiske oprørere på den ene side og tyrkisk militær og såkaldte landsbyværn på den anden side flygtede de fleste af de kristne.

Efter PKK-lederen Abdullah Öcalans tilfangetagelse og den efterfølgende våbenhvile i 1999 blev situationen i området imidlertid afgørende forbedret, og de seneste fem år er kristne familier, som forlod området på grund af borgerkrigen mellem PKK og det tyrkiske militær, begyndt at vende tilbage til deres egne eller deres forældres barndomshjem. Syrisk-ortodokse organisationer i blandt andet Sverige, Tyskland og Schweiz har finansieret renovering og genopbygning af kirker og klostre i området, ligesom enkelte familier er begyndt at renovere de gamle huse eller opføre nye villaer, som de benytter som feriehuse, mens de overvejer, om de vil vende permanent tilbage. Syrisk-ortodokse organisationer i Europa vurderer, at kun få hundrede reelt er vendt tilbage, mens adskillige tusinde overvejer muligheden, mens de afventer de første "nybyggeres" erfaringer.

Iskender De Basso, hans kone Sara og deres dengang to sønner forlod Tyrkiet i 1976 og fik asyl i Sverige, hvor de byggede en ny tilværelse op. Iskender, der havde fungeret som lærer i den assyriske kirkes skole i byen Midyat, fik job som lærer i Örebro, og deres efterhånden fire sønner fik alle uddannelse og gode job. Sammen med andre syrisk-ortodokse kristne etablerede de et stærkt diasporasamfund. Med egne præster og faste religiøse traditioner. Iskender var i en årrække bestyrelsesmedlem i Assyriska Riksforbundet, og en af hans sønner var indtil for nylig bestyrelsesformand for den Södertälje-baserede fodboldklub Assyriska.

Familien har kun besøgt Tyrkiet få gange siden 1976. Men i de senere år har familien deltaget i nogle af de helgenfejringer, som syrisk-ortodokse kristne fra diasporasamfundene i Europa organiserer i de gamle kirker i den sydøstlige del af landet. Fejringerne samler ofte adskillige hundrede, som også benytter besøget til at fornemme, hvordan situationen i deres fødelandsbyer har udviklet sig. Ofte må de konstatere, at deres huse enten er forfaldet eller beboet af fattige kurdiske familier, og det kræver både tid, hårdt arbejde og ofte også en langvarig kamp mod det tyrkiske bureaukrati at få ejendommene tilbage.

– Jeg måtte kæmpe længe for at få papir på, at huset her er mit, og det tog også lang tid at få papir på, at markerne tilhører min familie. Det er kurdiske bønder, der dyrker markerne. Indtil videre vil jeg ikke gøre noget ved det. Men på et tidspunkt vil jeg kræve min jord tilbage, siger Iskender De Basso og peger ned på det flade land uden for landsbyen.

– Den tyrkiske regering hævder, at vi er velkomne. Men der er ingen her, der byder os velkommen, når vi vender tilbage. Vi er nødt til selv at bevise, at vi hører til. Det er derfor, jeg har fået opført en fontæne med vand til skolebørnene, og jeg vil også etablere en botanisk have, siger Iskender De Basso og kigger ud over landsbyen, hvor små drenge driver flokke af køer og får gennem de smalle, støvede gader.

I 2001 bød den daværende tyrkiske ministerpræsident, Bülent Ecevit, i en officiel meddelelse de syrisk-ortodokse kristne velkommen tilbage, og den nuværende ministerpræsident, Recep Tayyep Erdogan, har flere gange understreget, at Tyrkiet vil sikre sine kristne minoriteter gode forhold.

I praksis er situationen mere kompliceret. Dels er de syrisk- ortodokse kristne fortsat ikke en officielt anerkendt minoritet, dels betyder lokale klanlederes magt ofte, at de kristne, der ønsker at vende tilbage til deres landsbyer, bliver mødt med chikane, mistro og trusler. Eller de oplever modstand fra lokale embedsmænd, som nægter at udstede eller anerkende ejendomsbeviser.

I landsbyen Kafro omkring 15 kilometer fra byen Midyat og under 20 kilometer fra grænsen til Syrien er det ikke desto mindre lykkedes omkring 10 syrisk-ortodokse familier at flytte permanent tilbage fra Schweiz, Tyskland og Sverige til den landsby, som de selv eller deres forældre forlod for mellem 15 og 30 år siden. Den sidste familie forlod landsbyen i 1995, og de næste 10 år var landsbyen ubeboet. Men i 2005 etablerede Yahko Demir og flere andre syrisk-ortodokse fra diasporaen en organisation, som havde til formål at genbosætte Kafro og skabe grundlag for, at endnu flere syrisk-ortodokse familier i fremtiden kan flytte tilbage til Tyrkiet.

Fire år og mange timers hårdt arbejde senere står der 14 nyopførte luksusvillaer i Kafro, hvoraf cirka 10 er beboet året rundt.

Yahko Demir og hans kone er flyttet ind i en 500 kvadratmeter stor villa i tre etager med indendørs swimmingpool, opvarmet garage og fire terrasser med udsigt over det bakkede landskab. Her lever de af deres opsparing fra 30 års arbejde i Schweiz.

– Jeg var arbejdsløs i et halvt år, men derefter har jeg arbejdet i alle årene. Vi forsøgte at integrere os, men vi glemte aldrig vores landsby, og vi besluttede at flytte tilbage, da her blev mere fredeligt. Vi føler os godt taget imod her, og vi frygter ikke vores naboer. Kristne og muslimer skal leve civiliseret sammen og hjælpe hinanden med at udvikle vores land, siger han.

Han byder på friskbrygget espresso, schweiziske chokolader og vindruer fra haven og viser derefter rundt i landsbyen. En af de to kirker er renoveret med hjælp fra en evangelisk kirke i Tyskland, ligesom et af byens gamle huse er renoveret og indrettet som lektie- og internetcafe.

– De børn og unge, der er flyttet til Kafro med deres forældre, har det svært i skolen, fordi de typisk ikke kan tale tyrkisk, men kun assyrisk samt tysk eller svensk. Vi forsøger at hjælpe dem ved at undervise dem både i assyrisk og tyrkisk, forklarer Yahko Demir.

– Det største problem er, at de fleste unge syrisk-ortodokse ikke vil flytte til Tyrkiet. De er advokater og læger og forskere. Hvad skal de lave her? Mine egne sønner bliver boende i Schweiz, fordi de har gode job der, siger han.

Ifølge præsidenten for den svenskbaserede Syriac Universal Alliance, Johny Messo, er projektet i Kafro et eksempel på, hvor stor en indsats det kræver for de syrisk-ortodokse kristne at tage imod den tyrkiske stats officielle invitation til at vende tilbage:

– Hidtil har Tyrkiet forsømt at investere i regionen i form af infrastruktur, veje, sundhedsvæsen og bevarelse af den kulturelle arv. EU bør presse Tyrkiet til at rette op på forsømmelserne, ikke mindst fordi Tyrkiet modtager enorme beløb fra Europa, som ikke fordeles på retfærdig vis til regionerne i landet, siger han.

Iskender De Basso er enig:

– I 1992 satte min far huset til salg. Han troede ikke på, at forholdene for de kristne nogensinde ville blive bedre i Tyrkiet. Men jeg talte ham fra at sælge. Nu har tingene ændret sig, og jeg tror på, at der er en fremtid for os her. Men det kræver, at EU presser Tyrkiet til at gøre alvor af de fine ord fra regeringen, siger han.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Syrisk-ortodokse kristne fra diasporasamfundene i Europa organiserer helgenfejringer i de gamle kirker, her i byen Dargecit, i den sydøstlige del af Tyrkiet. Fejringerne samler ofte adskillige hundrede, som også benytter besøget til at fornemme, hvordan situationen i deres fødelandsbyer har udviklet sig. -- Foto: Malene Fenger-Grøndahl.