Det er ikke altid, at personer med demens er kompetente til selv at træffe valget om at få dødshjælp i Holland. Men i nogle tilfælde får de det alligevel, fordi lægerne, der vurderer dem, bruger kreative måder til at fastslå, at ønsket om at dø er oprigtigt ment. Det viser et studie, hvor amerikanske forskere som nogle af de første systematisk har gennemgået konkrete tilfælde af dødshjælp til demente i Holland.
I studiet fra 2019 fandt forskerne, at en del af patienterne udviste tegn på, at de ikke havde deres fulde beslutningskompetence, da dødshjælpen blev givet. Men i adskillige tilfælde mente lægerne alligevel, at patienterne var i stand til at fremsætte et velovervejet ønske om at dø, hvilket lægerne nåede frem til blandt andet ved at fortolke kropssprog og uklare ytringer, siger Scott Kim, seniorforsker ved afdeling for bioetik ved den føderale amerikanske sundhedsforskningsinstitution NIH, som er én af forskerne bag studiet.
”Hvad lægerne gør er ikke bare en lille fortolkning; de definerer faktisk en helt ny måde at fastslå beslutningskompetence på,” siger han.
Ifølge den hollandske lov skal et ønske om dødshjælp blandt andet være ”frivilligt og velovervejet”, for at dødshjælpen kan udføres legalt. Hvis man har mistet sin beslutningskompetence for eksempel på grund af demens, kan man stadig få dødshjælp, hvis man har afgivet et skriftligt ønske, mens man stadig var frisk.
Forskerne har undersøgt i alt 75 sager om personer med demens i årene 2011-2018. I hovedparten af sagerne, 59 i alt, blev den afdøde vurderet egnet til dødshjælp på baggrund af et ønske, han eller hun fremsatte, mens vedkommende var dement. En del af patienterne havde stadig et højt funktionsniveau, men i 9 af de 59 sager blev patienten vurderet som værende ude af stand til at bede om dødshjælp af mindst én læge undervejs i processen. I 14 af de 59 tilfælde brugte lægen kropssprog eller tvetydige vendinger om dødshjælp til at vurdere, hvor kompetent personen var til at træffe en velovervejet beslutning.
Én af patienterne – en mand med alzheimer – kunne ikke længere selv tage tøj på og forstod ikke, hvad formålet var, da en læge var på besøg for at vurdere hans ønske om at dø, to en halv uge før at han døde ved dødshjælp. I en anden sag blev det rapporteret, at ”patienten bad lægen om at udføre dødshjælpen i vendingerne ’sidste bustur’ og ’slut-tid’”, hvilket altså blev taget som et tegn på, at ønsket var frivilligt og velovervejet.
I en tredje sag forklarede lægen, hvorfor patientens ønske syntes velovervejet med disse ord:
”Nogle gange pludrede hun bare (...) men så pludselig kunne hun sige noget (...) hun indikerede sit dødsønske (...) selvom det var på en indirekte og nogle gange kryptisk måde.”
Scott Kim mener, at læger og familier har et oprigtigt behov for at følge, hvad de mener, er deres syge familiemedlems ønske:
”Læger og familien føler, at de er nødt til at gøre det, de mener, at patienten nok ønsker. Og sat i det dilemma bliver de kreative, når de skal fastslå patientens beslutningskompetence,” siger han.
Den form for pres vil læger møde i alle lande, der indfører legal dødshjælp, mener den amerikanske forsker.
”Der vil opstå et pres for at tillade dødshjælp til patienter med demens baseret på familiens vidneudsagn om, at sådan ville den demente have ønsket det. Hvilket pres vil læger føle, når familien siger, ’det har hun altid villet have’, mens patienten selv er for svækket til at udvise fuld beslutningskompetence?”, spørger han.
Ifølge Morten Dige, lektor i etik og moralfilosofi ved Aarhus Universitet, slår studiet en streg under, at man i for eksempel Danmark skal formulere sine regler for dødshjælp meget præcist, hvis man en dag ønsker en legalisering.
”Man skal være skarp på sine principper. Hvad ligger der for eksempel under et krav om at være kompetent og fremsætte et velovervejet ønske? Jeg mener, at man i Holland er drevet mere af et princip om individets selvbestemmelse, og derfor kan det ske, at de fortolker et krav om beslutningskompetence mere løst. Men selv ud fra det princip er det nogle meget kreative fortolkninger af ’kompetence’,” siger han.
Klemens Kappel, professor i filosofi ved Københavns Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd, siger derimod, at man i alle lande må træffe beslutninger på vegne af ikke-beslutningsdygtige personer, og at den hollandske praksis ikke er et usædvanligt valg i den forbindelse.
”Det er en velbeskrevet strategi i den etiske litteratur, at man i den situation kan vælge at lægge vægt på, ’hvad farmor ville have ønsket’. Det eneste specielle her er, at der er tale om aktiv dødshjælp – ingen ville have løftet et øjenbryn, hvis det handlede om passiv dødshjælp, hvor man for eksempel lader være at behandle en lungebetændelse hos en dement,” siger han.