Kultur med usikker sex kan koste livet i Malawi

Usikker sex spiller indgår i flere af Malawis rodfæstede skikke, som sammen med fattigdom øger risikoen for hiv. I landsbyen Kampanje er indbyggerne i gang med et opgør

I flere år forsørgede Mariam Ambali sine tre børn ved at sælge sig selv til fiskerne på Malawisøen i bytte for fisk – noget, kvinderne langs søens bredder har gjort i generationer. Praksissen er en ud af flere, der er med til at holde liv i hiv-smitten i Malawi. –
I flere år forsørgede Mariam Ambali sine tre børn ved at sælge sig selv til fiskerne på Malawisøen i bytte for fisk – noget, kvinderne langs søens bredder har gjort i generationer. Praksissen er en ud af flere, der er med til at holde liv i hiv-smitten i Malawi. – . Foto: Yilmaz Polat.

Den brede hvide sandstrand, der skråner svagt ned mod Afrikas tredjestørste sø, Malawisøen, ligger næsten øde hen i de varme eftermiddagstimer. Et par fiskere i shorts og T-shirts er i færd med at klargøre garnene, mens en flok børn nysgerrigt kigger med.

Stilheden på stranden står i skarp kontrast til det røre, der finder sted hver dag lige før solopgang, når fiskerne lægger bådene til, slæber nattens fangst op på land, og salget omgående går løs.

Fiskehandlen på søbredden finder ikke kun sted i den lokale møntfod, kwacha. I årtier har de lokale kvinder langs søens bredder også betalt med sex, når pengene ikke forslog til at købe de fisk, de havde brug for til at brødføde familien, fortæller 32-årige Mariam Ambali. Hun bor i den lille landsby Kampanje få minutters gang fra søen og har været eneforsørger for sine tre børn, siden hun blev skilt for seks år siden. Situationen tvang hende til at gøre ting, hun ikke brød sig om.

”Jeg solgte kassava (en lokal rodfrugt, red.) til fiskerne nede ved søen, men nogle gange sagde fiskerne, at de ikke ville købe kassava alene, og at vi skulle gå et afsides sted hen og afslutte handlen,” siger hun.

Som det har været skik og brug i de fattige områder ned til søen gennem årtier, ville fiskerne have sex i bytte for en andel i nattens fangst. Mariam Ambali følte ikke, at hun havde noget valg, og hun accepterede præmisserne. De indebar ikke prævention.

”Jeg havde det dårligt med det, men jeg blev nødt til at gøre det for at forsørge børnene. Fiskerne nægtede at bruge kondomer. De er ikke bange for at blive smittet med hiv, og de føler ikke, at de er mænd nok, hvis de bruger kondom,” siger hun.

I dag har Mariam Ambali med støtte fra den lokale hjælpeorganisation Society for Women and AIDS in Malawi (Swam) skiftet sin levevej ud. Nu sælger hun ikke længere sig selv, men brød og grøntsager for at sætte mad på bordet derhjemme.

Praksissen med at bytte sex for fisk er dog kun én ud af flere risikable traditioner i Malawi, der involverer sex, og som sammen med fattigdommen er med til at holde liv i hiv-smitten i landet.

Hver 10. malawier er hiv-positiv, dobbelt så mange som i eksempelvis det østafrikanske land Tanzania og næsten syv gange flere end i de vestafrikanske lande Senegal og Ghana. Malawi har da også en af de højeste hiv-rater i verden, og selvom antallet af nye hiv-infektioner i Malawi er faldet fra katastrofale 130.000 tilbage i 2000 til 34.000 i 2013, er tallet fortsat højt.

I Kampanje og omegn falder smitteraten langsomt, og det udspringer af fattigdommen og ”promiskuiteten”, fortæller Clement Sendeza, programleder i Swam, der støttes af Folkekirkens Nødhjælp.

”Skadelige kulturelle praksisser som polygami og initiationsriter, hvor unge piger skal have sex med ældre mænd som en del af ritualet, spiller ind. Her er også mange forældreløse, og pigerne går ind i prostitution for at klare sig,” siger han.

Hertil kommer den ligeledes traditionelle ”renselse” af enker, hvor enken får påbud om at gå i seng med en mandlig slægtning til sin afdøde mand eller, hvis en sådan ikke findes, med en fremmed mand, der så bliver betalt for at udføre renselsen. Kommer enken og manden godt ud af det med hinanden, har traditionen indebåret, at de to efterfølgende giftede sig, populært kaldet at manden ”arvede” enken. Nægter enken at lægge krop til renselsen, er den oprindelige tro, at hun derved påkalder ulykke over sig selv, familien og landsbyen.

Også særlige natlige dansefester spiller en rolle i forhold til hiv-smitten. Her optræder partnerbytte som en naturlig del af festerne ud fra en filosofi om, at hvad der foregår i ly af natten, kun tilhører natten.

I dag er de risikable seksuelle traditioner ved at tage af som følge af hjælpeorgani- sationers og den malawiske regerings mellemkomst, men de er stadig ikke helt udryddet.

Kampanje er dog en undtagelse, fortæller indbyggerne. I landsbyen er så vel de natlige dansefester som renselsen af enkerne allerede gået over i historien ifølge 39-årige Finess Francis.

”Swam fortalte os nok om hiv og aids til, at vi forstod, at vi måtte ændre vores adfærd,” siger hun.

Høvdingen i Kampanje, en ældre mand iført hvid jakke, gør dog klart, at landsbyen stadig står over for udfordringer, når det gælder om at reducere risikoen for at blive smittet med hiv:

”Vi mangler stadig at tage hånd om problemet med polygami. Selvom skikken er blevet mindre udbredt, eksisterer den stadig. På samme måde som kvinderne også stadig i hemmelighed har mere end én mand,” siger han.