Prøv avisen

Kulturkamp mod omskæring vinder frem i USA

Ifølge en YouGov-måling er unge amerikanere langt mere skeptiske over for omskæring af drenge, end deres forældre og bedsteforældre er det. Kun 33 procent af de 18-29-årige amerikanere siger, at drenge bør omskæres, mens 43 procent af de 30-44-årige og 53 procent af de 45-64-årige siger det samme. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

En voksende andel af amerikanerne, især den yngre generation, modsætter sig rutinemæssig omskæring af drengebørn. Men traditionen holdes i live af misinformation og magtfulde grupper, siger aktivist

Selvom omskæring af drengebørn stadig er normen i USA, forlader en voksende andel af nyfødte amerikanske drenge hospitalet med for-huden intakt.

Den amerikanske sundhedsmyndighed Centers for Disease Control and Prevention, CDC, oplyser, at omskæringsraten på de amerikanske hospitaler faldt fra 83 procent i 1960’erne til 65 procent i 1979 og yderligere til 58 procent i 2010, hvorfra de seneste tal stammer. Tallet inkluderer ikke de ofte religiøst begrundede omskæringer, der foretages uden for hospitalsvæsenet.

Og meningsmålinger tyder på, at andelen af uomskårne små drenge vil fortsætte med at vokse i USA, der er det eneste vestlige land, hvor et flertal af drenge og mænd er omskåret. Da aktivistorganisationen Intact America i 2014 spurgte et repræsentativt udsnit af voksne amerikanere, om de mente, at nyfødte drenge burde ”bevares intakte”, svarede 10 procent ja. Da organisationen stillede samme spørgsmål i år, svarede 14 procent bekræftende.

Ifølge en YouGov-måling er unge amerikanere langt mere skeptiske over for omskæring af drenge, end deres forældre og bedsteforældre er det. Kun 33 procent af de 18-29-årige amerikanere siger, at drenge bør omskæres, mens 43 procent af de 30-44-årige og 53 procent af de 45-64-årige siger det samme.

Det er blevet mere kulturelt accepteret at sætte spørgsmålstegn ved den rutinemæssige omskæring af drenge, siger Georganne Chapin, der er direktør for Intact America, der ligesom den danske organisation af samme navn arbejder for at få forbudt omskæring.

”Samtalen om omskæring er ved at blive stueren. Vi er stadig en meget snerpet kultur, der ikke bryder os om at tale om kønsdele, men der er sket en enorm forandring i amerikanernes holdning til emnet i de seneste fire til fem år. Oplysningskampagner har været effektive til at sprede budskabet om, at det er et unødvendigt overgreb og en krænkelse af børns menneskerettigheder,” siger hun.

Der lægges ifølge Georganne Chapin stadig et ”meget stort pres” på mange nybagte amerikanske forældre for at lade deres drengebørn komme under kniven.

”I USA er kun fire procent af befolkningen jødisk eller muslimsk, og blot en lille andel af omskæringer foretages af religiøse årsager. Det er primært en kulturelt betinget praksis forbundet med fejlagtige opfattelser af renlighed og sundhed. Fordi de fleste amerikanere aldrig har set en penis med forhud, opfatter mange dem som uhygiejniske og mærkelige, og uomskårne mænd oplever social stigmatisering,” siger Georganne Chapin.

Traditionen for ikke-religiøs omskæring i USA og andre dele af den angelsaksiske verden tog fart i anden halvdel af 1800-tallet og udsprang af en puritansk formodning om, at indgrebet forebyggede onani og visse sygdomme.

I bogen ”Circumcision: A History of the World’s Most Controversial Surgery” (Omskæring: Historien om verdens mest kontroversielle kirurgiske indgreb) forklarer den amerikanske forfatter David Gollaher, at en omskåret penis hurtigt blev et symbol på status, velstand og dannelse.

Men mens Storbritannien begyndte at opgive praksissen efter Anden Verdenskrig, da det offentlige sundheds-systemet dømte indgrebet for kostbart, holdt USA ved. I dag anbefaler mange amerikanske læger fortsat omskæring af drengebørn, fordi det ifølge nogle forskningsresultater kan mindske risikoen for hiv-smitte, urinvejsinfektioner og kræft i kønsorganerne.

Modstandere af omskæring i USA argumenterer imidlertid, at de sundhedsmæssige fordele ved at fjerne drengebørns forhud er stærkt tvivlsomme, og børnelægeselskabet American Academy of Pediatrics, AAP, ophørte i 1999 med at anbefale rutinemæssig omskæring af drengebørn.

Ifølge Intact America er den fortsatte udbredelse af omskæring i USA drevet af økonomiske hensyn.

”Når sundhedsindustrien i USA opfordrer forældre til at sige ja til et indgreb, som så godt som alle andre industrialiserede lande opfatter som unødvendigt, så er det, fordi det handler om penge. Rutinemæssig omskæring beriger læger, der her til lands betales for hvert udført indgreb, og medicinalindustrien, der tjener penge på at sælge det nødvendige udstyr,” siger Georganne Chapin.

Ifølge CDC er 81 procent af de 14-59-årige mænd i USA omskåret. Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at cirka en tredjedel af alle mænd i verden har fået fjernet forhuden.