Band efter terror: Vi holder aldrig op med at spille rock'n'roll

Rockband, der spillede under terrorangreb, er tilbage på scenen i Paris, men museer og teatre lider stadig under frygten for attentater

Medlemmerne af rockbandet Eagles of Death Metal mindedes i går de personer, der blev dræbt ved bandets koncert på spillestedet Bataclan i november. -
Medlemmerne af rockbandet Eagles of Death Metal mindedes i går de personer, der blev dræbt ved bandets koncert på spillestedet Bataclan i november. - . Foto: Charles Platiau/AFP/Scanpix.

”Vi holder aldrig op med at spille rock'n'roll,” råbte en hvidklædt Jesse Hughes, forsangeren i rockbandet Eagles of Death Metal, fra scenen i en godt fyldt Bercy-koncertsal i Paris mandag aften.

Det amerikanske rockband, som spillede i koncertsalen Bataclan, da islamistiske terrorister angreb stedet og dræbte 89 mennesker den 13. november, gjorde comeback i det franske på scenen ved U2's koncert.

U2 skulle have givet koncert i Paris dagen efter terrorangrebet i alt 130 dræbte, men koncerten blev aflyst af frygt for nye angreb på koncertsale efter anbefaling fra myndighederne. I mandags var Bono og hans bandkolleger tilbage på scenen i Paris, hvor et rørt publikum kunne opleve irerne spille Patti Smiths ”People have the Power” (Folket har magten) sammen med amerikanske Jesse Hughes.

Men kulturlivet i den franske hovedstad mærker stadig efterdønningerne fra terrorangrebet og publikums frygt for at blive ofre for jihadister i en lukket koncert- eller teatersal.

”Vi er ude af den røde zone, som vi oplevede i de første dage efter attentaterne, hvor koncertsalene mistede 80 procent af publikum. Den første weekend var det 50 procent, der blev væk, selvom de havde billet, og det gælder stadig 15-20 procent af publikum,” siger Malika Séguineau, leder af de private koncertsales fællesorganisation, Prodiss.

Det er især forestillinger for børn, der lider under frafaldet. Dem er der mange af netop i december, og som følge af den fortsatte undtagelsestilstand er alle skoleekskursioner annulleret. Andre forestillinger og koncerter for et almindeligt voksenpublikum vender langsomt tilbage til en normal publikumstilgang.

”De, der allerede havde købt billet, møder op, for det er også en form for modstandshandling at gå til koncert. Derimod går det mere trægt med billetsalget til kommende koncerter i 2016, men vi regner med at indhente det forsømte,” siger Malika Séguineau.

Samme mønster ses på de store parisiske teatre. De spiller for fulde huse til de forestillinger, som var publikumssuccesser før den 13. november, oplyser teatrene. Men de nye forestillinger, hvor billetsalget først er begyndt i december, har sværere ved at komme fra start, selvom sikkerhedsforanstaltningerne ved indgangene til teatrene er styrket, blandt andet med systematisk kontrol af alle tasker.

Det gælder også museerne, der var næsten øde, da de åbnede efter de obligatoriske lukninger lørdag og søndag efter terrorangrebet. Billederne fra angrebene på Bardo-museet i Tunis og Det Jødiske Museum i Bruxelles afskrækker publikum, ikke mindst på Det Jødiske Historiske Museum i Paris, der netop nu har en stor udstilling om Moses gennem kunsthistorien.

Der er også rigtig god plads på Louvre. Museet, som plejer at tiltrække 15.000 turister om dagen i november, har mistet en tredjedel af sine besøgende.

De lange køer foran indgangen til de store publikumssuccesser er helt forsvundet. Der er for eksempel ingen kø til den store Picasso-udstilling, Picasso-Mania, på Grand Palais ved Champs lysées.

”Man kan gå lige ind uden at stå i kø eller bestille billet på forhånd. Det er den eneste fordel. Ligesom de øvrige parisiske museer har vi mistet 30 procent af de besøgende,” siger en talskvinde for Grand Palais.