Efter opdagelsen af den nye corona-variant omikron i Sydafrika har det ikke skortet på kritik af rige landes vaccinehamstring og manglende solidaritet med fattige lande. Ud af de 5,59 milliarder vacciner på verdensplan, der p.t. er lovet gennem det internationale vaccineinitiativ Covax, er kun 586 millioner leveret, viser nye tal fra Unicef. Blot syv procent af den afrikanske befolkning er fuldt vaccineret.
”Send flere vacciner,” lyder mantraet, men så enkelt er det ikke. For selv hvis Afrika havde nok vaccine til at kunne vaccinere 70 procent af den voksne befolkning, som er verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefaling, ville det ikke løse problemet. At udrulle et landsdækkende vaccinationsprogram er en gigantisk opgave – især i lande, der ikke har de økonomiske muskler og digitale værktøjer til at monitorere og understøtte processen.
”Det kræver et relativt stærkt datagrundlag at udrulle et vaccineprogram. Folk skal registreres, man skal sikre, at de får første og andet stik med det rigtige mellemrum, man skal kunne måle bivirkninger og levere en formel dokumentation på færdigvaccinering og alt muligt andet,” siger Flemming Konradsen, professor i global sundhed i Københavns Universitet.
Selvom han understreger, at der både politisk og operationelt har været en stor opmærksomhed på corona i Afrika, som er mere vant til at håndtere infektionssygdomme, end vi er i Europa, er de afrikanske sundhedsvæsner trængt på flere fronter.
Transport er et problem
Udover at være underfinansieret er der kronisk mangel på læger og sygeplejersker: op til 2,4 millioner på tværs af kontinentet. For hver 10.000 afrikanere er der to læger og 11 sygeplejersker – i Europa er de tilsvarende tal henholdsvis 32 og 78.
Samtidig er der de mere lavpraktiske udfordringer med at få vaccinen ud. Mange af de afrikanske lande strækker sig over enorme, tyndtbefolkede landmasser med sparsom infrastruktur, og opgaven med at skaffe kølebiler, der kan fragte de varme-sensitive vacciner til fjerntliggende egne, har trukket tænder ud.
Nogle lande har til corona-indsatsen måttet bruge af deres reservelager af sprøjter, som normalt gemmes til udbrud af smitsomme sygsomme som mæslinger og gul feber. At fylde lagrene vil kræve indkøb af 25 procent flere sprøjter end normalt – og dertil kommer de ekstra sprøjter, der skal anskaffes, for at nå op på den forjættede 70 procents vaccinationsrate.
De mange benspænd bliver tydeliggjort, når vaccinedonationerne ikke sker efter bogen. Det sker, at doser kommer før eller efter aftalen eller i så små mængder, at modtagerlandet ikke kan køre et effektivt vaccinationsprogram. Det sker også, at vaccinerne først bliver doneret, når de er tæt på udløbsdatoen, hvilket gør det stort set umuligt for afrikanske lande at nå at bruge dem, inden de bliver for gamle.
”Det har gjort det yderst vanskeligt for modtagerlandene at planlægge vaccinationskampagner og øge kapaciteten,” lyder det i en nylig pressemeddelelse fra Den Afrikanske Unions vaccineinitiativ Avat, Det Afrikanske Center for Sygdomskontrol og Covax.
Anvendelsesgraden af donerede vacciner ligger i mange lande i Afrika under 50 procent.
Men selv hvis det lykkes at få rullet vaccinationerne ud, er der stadig udfordringen med at finde villige arme at stikke i. En Afrobarometer-undersøgelse i fem vestafrikanske fra marts 2021 viser, at blot 4 ud af 10 vil lade sig vaccinere – og kun 3 ud af 10 har tillid til, at deres regering kan sørge for, at vaccinen er sikker, før den tilbydes borgerne. Den lave tillid til vaccinen kan hænge sammen med, at Afrika primært får tilbudt de vacciner – AstraZeneca og Johnson & Johnson, som flere vestlige lande har sagt nej til, og som ses som mindre sikre.
Kan det betale sig?
Samtidig står afrikanske nationer over for et afgørende spørgsmål: Kan det overhovedet svare sig at trække på et i forvejen presset sundhedssystem og trængte budgetter for at vaccinere en befolkning, der efter alt at dømme ikke bliver ramt særlig hårdt af corona? I modsætning til den europæiske befolkning er den afrikanske befolkning nemlig ung. 60 procent af afrikanerne er under 25 år, og som virus hidtil har opført sig, bliver unge ikke særligt syge af corona.
Målet om en vacccinationsrate på 70 procent giver ”ikke meget mening”, vurderer Alfred Driwale, der står i spidsen for Ugandas vaccinationsprogram, i magasinet The Economist.
Flemming Konradsen kalder det ”en legitim diskussion”. Til gengæld er det for den danske professor indlysende, at sundhedspersonalet, som er mest udsatte for smitte, skal vaccineres.
”Jeg tror ikke, nogen sætter spørgsmålstegn ved, om det er en god idé at vaccinere sygeplejersken, radiografen, lægen og jordemoderen. Det er ikke så meget på grund af covid-19, som for alle de andre sygdomme. Når sundhedsarbejderen bliver syg og skal gå i isolation eller dør, får det meget store afledte effekter. Kunne vi nå dertil, var vi nået rigtig langt. Men det er vi bare ikke,” siger han.
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), der selv er uddannet sygeplejerske, siger i et skriftligt svar, at ”vaccinerne til dato er vores bedste våben mod corona”, men at den danske regering har fastholdt en bred tilgang til håndtering af pandemien:
”Regeringen støtter den internationale pandemibekæmpelse med vacciner, finansielle bidrag, personale og medicinsk udstyr og har siden pandemiens start givet et milliardbeløb i støtte med fokus på udsatte grupper og konsekvenser af pandemien i udviklingslande og opbygning af sundhedssystemer – blandt andet har vi bidraget til at sikre stabil strøm- og vandforsyning på sundhedsklinikker i Kenya.”
I forhold til det store vaccinespild siger ministeren:
”En vaccinedosis spildt er en dosis for meget. Når vi donerer bilateralt, er vi opmærksomme på, at modtagerlandet skal kunne nå at udrulle vaccinerne; når vi taler om Covax, støtter vi og har fuld tiltro til Covax’ evne til at løse den svære opgave, så vaccinerne kan gøre størst gavn globalt hurtigst muligt.”