Kvinders ret til abort er igen blev et omdiskuteret emne, efter Verdenssundhedsorganisationen WHO for nylig udsendte nye globale vejledninger. Der har været særlig kritik af, at organisationen anbefaler, at piger og kvinder får adgang til abort, ”når de har brug for det” – hvilket altså også indbefatter aborter langt oppe i graviditeten – uden at forholde sig til det etiske aspekt.
Men det er en fordrejning, lyder det fra den internationale organisation MSI Reproductive Rights – tidligere Marie Stopes International – der arbejder for at fremme retten til seksuel og reproduktiv sundhed. For retningslinjerne overlapper, og der er stadig en række kliniske krav, man skal leve op til for at kunne få abort i tredje trimester.
”Det er vigtigt, at vi ikke puster den vinkel for meget op. Debatten burde hellere dreje sig om at øge adgangen til abort og de ødelæggende konsekvenser ved illegale aborter,” siger Bethan Cobley, der er chef for organisationens advocacyafdeling.
I et land som Danmark, hvor vi har haft fri abort siden 1973, er den debat måske knap så vigtig. Men i Afrika er situationen en anden. Her har kvinder i blot fem lande – Sydafrika, Mozambique, Guinea Bissau, Benin og Tunesien – ud af 54 fuld adgang til abort, mens det i seks lande – Madagaskar, Egypten, Congo, Sierra Leone, Senegal og Mauretanien – er helt forbudt. For de øvrige lande gælder det, at abort er muligt under særlige hensyn.
Samtidig er Afrika det kontinent i verden, der har den højeste dødsrate for mødre. Desuden er problemer relateret til aborter den fjerde hyppigste dødsårsag for kvinder i Afrika syd for Sahara, der ser sig nødsaget til at gå til en kvaksalver eller selv forsøger at skaffe sig af med fosteret.
Statistikker viser, at når et land indfører adgang til abort, falder mødredødeligheden. Kvinder kan dermed få foretaget aborter under ordentlige vilkår og af uddannet personale samt få adgang til behandling i tilfælde af komplikationer.
Nye krav til udviklingshjælp
De seneste år har kampen for kvinders ret til abort i Afrika imidlertid været præget af Donald Trumps fire år i Det Hvide Hus i USA. Præsident Trumps anti-abort politik blev nemlig starten på en trend, hvor udviklingshjælp i stigende grad bliver givet på den betingelse, at den ikke må promovere abort og andre seksuelle og reproduktive rettigheder. Og da det typisk er civilsamfunds- og kvinderettighedsorganisationer, der er bannerførere for disse områder, er de blevet særlig hårdt ramt.
”Samtalen har ændret sig de seneste år. Efter at Trump kom til magten har vi set flere ekstremistiske politiske aktører, der udtaler sig mod seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder – herunder abort. Mange aktører, der i årevis har kæmpet for kvinderettigheder, har måttet give op på grund af manglende finansiering. Efterdønningerne vil kunne mærkes i lang tid på det afrikanske kontinent,” siger Enid Muthani, senior vicechef i den internationale ngo Center for Reproductive Rights (center for reproduktive rettigheder), der arbejder med det juridiske aspekt af reproduktive rettigheder med ansvar for blandt andet centrets programmer i Afrika.
Kampen for retten til abort i Afrika er i de senere år blevet bundet op på Den Afrikanske Unions Maputo-protokol fra 2003. I protokollens artikel 14 står der eksplicit, at piger og kvinder skal have ret til abort i tilfælde af incest eller voldtægt. 42 lande har underskrevet og ratificeret protokollen, men mange har gjort det med undtagelser for netop artikel 14 eller undladt at implementere det, de med deres underskrift har lovet, de ville.
Også religiøse aktører – muslimske såvel som kristne – markerer sig i debatten, hvor for eksempel religiøse anti-abort advokater bruger deres virke til at bekæmpe kvinders adgang til abort, siger Enid Muthani, der kalder det bekymrende:
”Det handler ikke længere kun om at stoppe fremskridt, men om at tilbagerulle rettigheder.”
Paradoksalt nok gælder det, at jo mere liberale abortreglerne er i et land, desto lavere er antallet af årlige aborter – samme mønster gælder for uønskede graviditeter. Typisk skyldes dette, at disse lande også har en mere liberal tilgang til beskyttelse, forklarer Enid Muthani. Den største årsag til uønskede graviditeter er stadig manglen på kondomer:
”Da jeg var ung i 1980’erne i det østlige Kenya, var det eneste råd om beskyttelse, jeg fik fra min mor: ’Lad være med at blive gravid’, og sådan er det stadig mange steder.”
Fattige har ikke råd til prævention
Uanset om man taler adgang til præservativer eller abort, er der en socialøkonomiske slagside: Det er de fattigste, uuddannede kvinder, der bor ude på landet, som bliver ramt hårdest. Her er samfundene mindre og den sociale overvågning tilsvarende større – køber du et kondom, ved alle det, og sex ses stadig som noget syndigt.
”Flertallet af kvinder i Afrika bor på landet – ikke i byerne, og flertallet er fattige. Det er desuden ikke kun unge, ugifte piger, der bliver ufrivilligt gravide, men kan også være gifte kvinder, der i forvejen har en masse børn og ikke kan forsørge et til,” siger Enid Muthani.
Hvis ikke det lykkes kvinderne at få en abort, ser de i yderste nødstilfælde ikke anden udvej end at dræbe deres nyfødte, fortæller hun.
”Kvinderne er desperate og villige til hvad som helst. Man kan ikke komme spædbarnsdrab til livs uden adgang til abort," lyder hendes vurdering.
Hos MSI Reproductive Rights kalder Bethan Cobley WHO’s nye retningslinjer ”et virkeligt stærkt signal” til lande rundt om i verden om at sætte fokus på kvinders rettigheder.
For organisationer som MSI og Center for Reproductive Rights og mange andre, der arbejder med at sikre kvinders ret til selv at vælge, om de vil have et barn eller ej, betyder det også noget i deres daglige arbejde:
”Det er et enormt brugbart værktøj og en vejledning for vores arbejde og i mødet med regeringer, sundhedsministerier og partnere. Vi har en rolle at spille ved at udbrede og implementere retningslinjerne, så de kan udmønte sig i politik – traktater og politik bliver først virkeligt, når folk kender dem og bruger dem,” siger Bethan Cobley.