Pharos hedder det nye observatorium, opkaldt efter øen ud for Alexandria, hvor Ptolemæus rejste det berømte fyrtårn, der var et af den antikke verdens syv vidundere, og som gennem 1700 år ledte søfolk uden om Egyptens farefulde kyst.
Det nye Pharos skal lyse op og vise vej gennem skærene i globaliseringens oprørte hav. Observatorium for Religiøs og Kulturel Pluralisme, som det hedder i fuld længde, er et initiativ, der udspringer af en række franske, kristne personligheders vrede over overgrebene på kristne i Mellemøsten og især i Irak og omkring Middelhavet.
LÆS OGSÅ: "Religionsfriheden er under pres"
Alle verdensreligioner er repræsenterede i bestyrelsen, både islam og jødedom, hindusime og buddhisme. For observatoriet vil ikke kun kaste lys over kristenforfølgelser.
Det er den kulturelle og den religiøse pluralisme, som skal forsvares i dag, som det er blevet formuleret af initiativtagerne, deriblandt Marc Stenger, biskop i byen Troyes samt formand for den katolske organisation Pax Christi i Frankrig, og Jean-Arnold de Clermont, formand for de franske protestantiske kirker.
Marc Stenger var leder af en fransk økumenisk delegation, som i 2008 besøgte de kristne i Irak. Overgrebene mod det kristne mindretal havde allerede sendt titusinder i eksil, og bortførelsen af og drabet på den kaldæiske ærkebiskop af Mosul, Faraj Rahho, lige før påske udløste en bølge af fordømmelse i Frankrig, men også solidaritet med de irakiske kristne.
Det var denne situation og Stenger-delegationens besøg i Irak, der lagde kimen til Pharos.
Men vores intuition sagde fra begyndelsen, at det ikke er nok at forsvare religionsfriheden. Det er i bred forstand retten til at være den, man er, som er under pres, og som skal forsvares, siger Pharos nyudnævnte formand, Mireille Delmas-Marty, som er en af Europas førende eksperter i international strafferet.
Mireille Delmas-Marty var en af drivkræfterne bag oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag og er i dag særlig rådgiver ved domstolen.
Hun har viet en del af sin karriere til at udvikle en international retsorden, der hviler på menneskerettighedernes universelle principper.
Religionsfriheden er et af disse universelle principper, men det er uadskilleligt fra andre fundamentale frihedsrettigheder. Retten til at udtrykke sin religion går hånd i hånd med retten til at udtrykke sin kultur. Og det er ønsket om at skabe en slags monokultur, både religiøst og kulturelt, der er kilden til undertrykkelse, for eksempel af de kristne i Irak, siger Mireille Delmas-Marty.
Problemet med at kombinere religion og kultur er, at de to fænomener hører hjemme på to forskellige planer, både filosofisk og i forhold til den internationale retsorden.
Universelle principper som menneskerettighederne gælder for alle, uanset kulturel identitet. Og kulturel identitet hører omvendt til det særegne, der ikke kan påberåbe sig at gælde for alle.
Kultur og universelle principper er derfor potentielt modsætninger. Men kun hvis man tænker dem i sammenhæng, kan vi afmontere nogle af de konflikter, der strammer til i verden, både internt i de enkelte lande mellem flertallet og mindretallene, og internationalt, mellem forskellige kulturkredse, mener initiativtagerne til Pharos.
Det, vi oplever i dag, er voksende spændinger mellem universelle værdier og kulturelle identiteter i en globaliseret verden, siger Mireille Delmas-Marty.
Universelle værdier som religionsfriheden og ytringsfriheden er udtryk for en slags globalisering af værdierne, som er en logisk konsekvens af den økonomiske og øvrige globalisering. Men vi lever også i en verden med nationale, religiøse og kulturelle identiteter og værdier, som modsat de universelle værdier henviser til den enkelte nations, den enkelte befolkningsgruppes værdier.
Disse lokale, nationale identiteter bliver ikke udvisket i globaliseringsprocessen, men tværtimod opildnet og oppisket til det, hun halder et identitetsraseri.
Det giver ikke mening at tænke i rent nationale, suverænistiske baner, når produktion og økonomi, men også en række risici som atomkatastrofer, klimaforandringer og terrortrusler globaliseres. Men det er et af paradokserne i globaliseringsprocessen, at den skaber frygt og usikkerhed, som får landene og befolkningerne til at lukke sig om sig selv og klamre sig til nationale identiteter, samtidig med at vi alle bliver mere afhængige af hinanden.
Det, vi oplever, er ikke en fælles, international bevidsthed, men tværtimod en opblæsning af nationale eller religiøse og kulturelle identiteter via internet, tv og andre kommunikationsmidler. Vi så det senest, da en dårlig amerikansk film om islam, Innocence of Muslims (Muslimers uskyld) udløste vold og endog død i en række muslimske lande i et veritabelt identitetsraseri, siger Mireille Marty-Delmas.
Hun læser voldsudbruddet med juridiske snarere end med politiske og sociologiske briller. Og selvom hun stærkt fordømmer voldseksplosionerne i Benghazi, Kairo og Tunis, mener hun ikke, at de særegne værdier og krav uden diskussion skal vige for de universelle. Begge er nemlig anerkendte af international ret og beskyttede af internationale konventioner.
Den universelle akse hører hjemme under FNs universelle menneskerettighedskonvention fra 1948. Den beskytter universelle rettigheder som ytrings- og religionsfrihed, retten til et familieliv, beskyttelse mod tortur og uberettiget fængsling.
Diskrimination på baggrund af kultur og etnisk tilhørsforhold er også forbudt. Men kultur som et kollektivt fænomen nyder ingen beskyttelse i konventionen.
I FN-aftalerne om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og om civile og politiske rettigheder fra 1966 anerkendes for eksempel retten til at deltage i kulturlivet. Men det er vedtagelsen af Unescos universelle deklaration om kulturel mangfoldighed, som er kulturens menneskeretsdeklaration.
Her fastslår regeringerne, at den kulturelle mangfoldighed er en rigdom, vi skal bevare og beskytte. Paragraf 1 siger, at denne kulturelle mangfoldighed er menneskehedens fælles kulturarv og lige så vigtig for menneskeheden, som biodiversiteten og den biologiske mangfoldighed er for naturen. Deklarationen havde været undervejs længe, men det er meget symbolsk, at den blev vedtaget netop i november 2001 kort efter terrorangrebet på USA og en histil uset konfrontation mellem den muslimske og den vestlige kultur.
Og her er det så, vi har den store udfordring, verden står over for. Vi skal garantere de universelle menneskerettigheder uden at træde de forskellige kulturer under fode. Og samtidig må ingen kultur benyttes som påskud til at træde menneskerettighederne under fode. Vi skal beskytte universelle værdier, men også beskytte de enkelte kulturer, som er en rigdom for menneskeheden, mod ethvert forsøg på ensretning. Paradokset er, at den enkelte har ret til beskyttelse i henhold til universelle rettigheder. Men også til at være anderledes og bevare sin kulturelle egenart, siger hun.
Det er dette spændingsfelt, som igen og igen eksploderer i konflikter.
Det er hele diskussionen om ytringsfrihed og retten til religionskritik over for kravet om beskyttelse af religion eller religiøse følelser. Spørgsmålet om, hvorvidt det er enkeltindividet og dets religionsfrihed, der skal beskyttes, eller om det er religionen, der skal beskyttes, har været et stridspunkt mellem især de muslimske lande og Vesten gennem adskillige år, blandt andet i FNs Menneskerettighedsråd, hvor de muslimske lande flere gange har forsøgt at få vedtaget resolutioner, der beskytter religionen.
Mireille Delmas-Marty forsvarer ikke disse forsøg. Men hun mener heller ikke, at Vesten kan nøjes med at afvise kravet om en vis respekt for religiøse følelser.
Nogle lande har et forbud mod blasfemi, andre har ikke. Vi er nødt til at erkende, at verden er sammensat af forskellige kulturer og forskellige traditioner. Og at det er en rigdom. Globaliseringen kan ikke basere sig udelukkende på en universalistisk model, der tvinger et fuldstændig ensartet normsæt ned over alle nationer og nationale kulturer. Begge dimensioner er legitime, både den universelle og den mangfoldige, siger Mireille Delmas-Marty.
Selvom begge er legitime, er de ikke altid forenelige. Hvad gør man, når kulturbestemte traditioner kolliderer i et frontalsammenstød med universelle menneskerettigheder?
Vi fortsætter dialogen, svarer Mireille Delmas-Marty.
Man kan vælge at sige, at de enkelte kulturer nødvendigvis er hinandens modsætninger. Ingen dialog er mulig eller ønskelig. Det fører uvægerligt til konflikt.
En anden multikulturel indgang tænker pluralismen i skikkelse af enkeltstående grupper, nationer og regioner, der lever side om side, men uden at indgå i dialog. Det er mindre konfliktfyldt på kort sigt, men kan føre til sammenstød på længere sigt, fordi det er en model uden sammenhængskraft.
Løsningen er det, jeg kalder for velordnet pluralisme. Her erkender man forskellene, og uden at kræve fuldstændig ensartethed og enighed forsøger man at få værdier og normer til at nærme sig hinanden. Man tilstræber en fælles sokkel af værdier og rettigheder, som alle kan blive enige om, samtidig med at man erkender en vis national margin.
Det er det, vi eksperimenterer med i Europa, som er en slags laboratorium for denne velordnede pluralisme. Her håndhæver Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en række universelle principper, men domstolens retspraksis viser også, at hver gang der er markant uenighed om et spørgsmål landene imellem, vil dommerne undgå at fastsætte en ensartet regel for alle, påpeger Mireille Delmas-Marty.
Det har for eksempel været tilfældet i spørgsmålet omligestilling mellem hetero- og homoseksuelle par. Domstolen er varsom med at etablere principper, som et flertal af lande er uenige om, og anerkender i vid udstrækning en national fortolkningsmargin inden for de grænser, der sættes af menneskerettighedserkæringens grundlæggende principper.
Uden for Europa har vi ikke en international domstol, der kan udfylde denne funktion og fortolke den fælles sokkel i FNs Menneskerettighederklæring fra 1948. FNs Menneskerettighedskommission skal håndhæve menneskerettighedserklæringen, men har ingen juridiske beføjelser. Men det betyder ikke, at alle situationer er blokerede. Se bare på et så dramatisk spørgsmål som kvindelig omskæring, der er i modstrid med fundamentale menneskerettigheder, men også hævdes at været dybt kulturelt rodfæstet. Selvom fænomenet langtfra er afskaffet, har den internationale dialog om afvejningen af kvinders rettigheder og beskyttelsen af den kulturelle identitet trods alt ført til, at omskæring er forbudt i mange lande, der praktiserer den, siger hun.
Globaliseringen forudsætter, at vi bliver enige om et minimum af fælles værdier, hvis vi vil undgå kaos. Det forudsætter dialog, men det udelukker også enhver form for dogmatisme. Et af de principper, vi må anerkende, er at ingen frihed kan være absolut. Ytringsfriheden kan ikke være en absolut værdi, der ikke tåler begrænsninger. Det kan religionsfriheden eller respekten for religioner heller ikke. Kun hvis vi accepterer at tale om disse begrænsninger, kan vi dæmme op for den dogmatisme og det identitetsraseri, der truer verden, og som kendetegner både religiøse og politiske fundamentalister, siger Mireille Delmas-Marty.
Pharos kan, håber den franske jurist, bidrage til at udvikle en velordnet pluralisme ved at sætte fingeren på manglende respekt, ikke kun for den religiøse pluralisme, men også for den kulturelle, i første omgang i en halv snes overvejende muslimske lande omkring Middelhavet, hvor den religiøse og kulturelle pluralisme i særlig grad er under pres.
Men vi vil også se på situationen i Frankrig, for det er kun rimeligt, at man fejer for egen dør, når man tillader sig at se kritisk på andre, siger hun.
For eksempel kan Pharos ifølge nogle af observatoriets medlemmer se på, hvordan Frankrig forvalter forbuddet mod muslimske tørklæder i de offentlige skoler eller forbuddet mod fuld ansigtstildækning i det offentlige rum.
Tanken er ikke udelukkende at fordømme. Vi vil ikke kun tegne et øjebliksbillede af situationen i et land, men snarere vise, i hvilken retning udviklingen går, og om tendensen er respekt for pluralismen eller snarere det modsatte. Og vi håber, at Pharos kan blive et redskab, som borgerne kan benytte sig af i arbejdet for respekt, både for de universelle menneskerettigheder og for den kulturelle og religiøse pluralisme. Men især håber vi at bidrage med objektiv viden. Internettet og andre kommunikationsfora vrimler med ensidige, fordrejede og forenklede fremstillinger, der favoriserer unuancerede og ekstreme synspunkter. Uvidenhed og forenkling er ekstremismens vigtigste allierede. Der er brug for mere kompleksitet i debatten om værdier i verden. Og det haster.