Dette er historien om tre mænd. Maleren, mestertyven og den mand, der måske har løst en 84 år gammel gåde, som hverken politiefterforskere, dusørjægere eller nazisterne har haft held til at knække.
De to første – maleren og mestertyven – har for længst skrevet sig ind i historiebøgerne og sat aftryk, der rækker ud over deres samtid. Om det samme vil ske for ingeniøren Gino Marchal, der i sin fritid løser gåder, ved vi først om nogle måneder. Men politiet i den belgiske by Gent siger, at hans teori om et forsvundet Jan van Eyck-maleri er så overbevisende, at de snarest indleder en eftersøgning på en af Gents gamle bypladser.
Selv er Gino Marchal ikke i tvivl:
”Jeg håber – nej, jeg tror – at jeg har fundet gemmestedet. Min teori er den første, der kan understøttes hele vejen og udelukkende bygger på fakta.”
Men lad os starte ved begyndelsen. Ved maleren og hans altertavle. Egentlig var det renæssancemaleren Jan van Eycks bror Hubert van Eyck, der omkring 1420 fik til opgave at male en altertavle til den imponerende Sankt Bavo Katedral i Gent. Men Hubert døde, kort efter at ordren blev afgivet, og hans lillebror – den siden kendte maler Jan van Eyck – gjorde sin brors værk færdig. Titlen på altertavlen er ”Tilbedelsen af det mystiske lam” og betragtes af kunstkendere som Jan van Eycks mesterstykke.
Altertavlen, der illustrerer Jesu liv fra fødsel til død, er særligt af mange årsager. Eksperter er enige om, at den især skal fremhæves for sin detaljerigdom. Man kan nemt bruge timer på at studere lammets nærmest frygtindgydende blik, finde halvt skjulte referencer og spotte europæiske krigsherrer, der også har fået plads i skilderiet. I dag er altertavlen låst inde i et bombesikkert rum bag panserglas.
Den slags sikkerhedsforanstaltninger kendte man ikke til i 1934, da mestertyven slog til. En mand gemte sig en aprilaften i kirken, der blev låst af for natten. I ly af mørket slog han det tunge gardin, der skulle beskytte altertavlen mod blegende sollys, ud til siderne, stillede sig op på stenalteret under altertavlen og skilte altertavlens venstre side fra rammen. Han fik to billeder med sig, inden han låste sig ud af kirkens hovedindgang og forsvandt. Næste morgen sad en kvinde allerede i kirken, da kirketjeneren mødte på arbejde. Hun fortalte om den åbne hoveddør, og kort efter blev politiet tilkaldt. Ved altertavlen fandt man en stump hvidt sejlgarn og den efterladte ramme.
Politiet gjorde en række fodfejl i efterforskningen. Samme nat havde der eksempelvis været indbrud i en nærliggende osteforretning, og kriminalpolitiet prioriterede at få has på ostetyven og forsømte at aflåse gerningsstedet. Det betød, at nysgerrige borgere vadede ind på gerningsstedet og ødelagde vigtige beviser.
Der gik 20 dage uden gennembrud i sagen, før kirkens biskop en dag fik privat post. En person hævdede, at han havde begge malerier og krævede en million belgiske franc i løsesum. Afpresseren tilbød, at kirken kunne få det ene billede med det samme som bevis på, at man vitterligt forhandlede med den person, der havde taget billedet. Via en rubrikannonce i den lokale avis svarede kirken, at den gik med på betingelserne. Kort efter modtog biskoppen et billetmærke til et bagageskab i Bruxelles. Første billede var i hus. Kirken, der havde politiet på sidelinjen i korrespondancen med tyven, betalte aldrig løsesummen, og efter 13 breve hørte man i efteråret 1934 ikke mere fra mestertyven. Det sidste billede, der bærer titlen ”De retmæssige dommere”, kom ikke hjem.
To betjente ved Gents politi efterforsker stadig sagen, selvom der er bred enighed om, at tyven må være en børsmægler ved navn Arsène Goedertier. Cirka et halvt år efter forbrydelsen fik han et hjerteanfald, og på sit dødsleje kaldte han på sin advokat. Kun han vidste, hvor det forsvundne maleri befandt sig, fremstammede Arsène Goedertier. Svaret kunne man finde i en kuvert i hans skrivebordsskuffe.
En uge efter Goedertiers død fik advokaten adgang til skrivebordet og fandt karbonkopier af de 13 løsesumsbreve og et sidste ufærdigt dokument.
”Det ligger et sted, hvor hverken jeg – eller nogen andre – kan finde det frem uden at påkalde sig omverdenens opmærksomhed,” har Goedertier kryptisk anført med håndskrift på det 14. brev sammen med, hvad der antages at være fem kodeord og tallet 152.
Der findes pensionerede efterforskere, der har brugt hele deres otium på at prøve at løse gåden om det forsvundne maleri. Heller ikke Nazitysklands udsendte skattejæger formåede at knække koden, ligesom en røntgenfotografering af katedralen ned i 10 meters dybde har været frugtesløs.
Ingeniøren Gino Marchal har brugt cirka 10 måneder på at finde frem til sin teori. Han mener, at maleriet befinder sig på den gamle byplads Kalandeberg, der ligger et langt stenkast fra katedralen og i øvrigt husede Arsène Goedertiers stamcafé. Der har gennem tiderne været mange teorier om maleriets gemmested, men ingen har tidligere præsenteret en løsning, der minder om Marchals. På et pressemøde på Gents rådhus i begyndelsen af sommeren sagde Gents borgmester, at løsningen var overbevisende og bad samtidig skattejægere om at lade nedbrydningsværktøj blive hjemme.
”Det lyder måske fjollet, men grav ikke på egen hånd Kalandeberg op. Det er politiet og anklagemyndighedens opgave,” sagde Gents borgmester, Daniël Termont.
Myndigheder søger nu det belgiske svar på Kulturarvsstyrelsen om tilladelse til at grave på den gamle byplads.
Gino Marchal er først og fremmest interesseret i at løse gåder og mindre interesseret i kunst, fortæller han Kristeligt Dagblad, da vi træder ind i det lille kapel, hvor maleriet i sin tid blev stjålet. Han er typen, der i sin fritid bruger gps-koordinator til at finde små ”skatte”, andre har gemt. Geocaching kaldes det, og teknikken har han brugt sammen med gamle bykort i sit forsøg på at samle altertavlen igen.
”Jeg kunne ret hurtigt se, at dette var en gåde. Gennemskuer man Goedertiers system, stemmer det brillant,” fortæller Marchal.
I hans teori angiver fire af de fem kodeord fra det håndskrevne brev – Erpe, Jean, Arte og Oisea – gamle stednavne i Gents ældste bydel. 152 meter er afstanden, man skal gå på byens gader fra hver af disse steder til et bestemt punkt på Kalandeberg.
Et af ordene – Nina – passede ikke ind i Gino Marchals løsning. Hans efterforskning stod i stampe et par måneder, indtil han en sen nattetime igen åbnede Google Maps på sin computer og farvelagde de veje, der førte ned til Kalandeberg fra de fire punkter, han allerede havde fundet. De snoede, farvelagte veje formede navnet Nina.
Ved hjælp af dokumenter fra byarkivet har Gino Marchal også udpeget et præcist punkt på den hyggelige byplads, hvor det forsvundne maleri efter hans overbevisning er skjult. Belgiske medier gætter på en skjult tunnel under pladsen, men det vil Gino Marchal efter aftale med politiet ikke kommentere. Til gengæld vil han gerne afsløre, at hans udpegede mål er så utilgængeligt, at det kun få gange siden 1934 har været muligt at nå.
”Det er ikke til at sige, hvilken forfatning billedet er i, for det var aldrig meningen, at det skulle gemmes af vejen i 84 år,” siger Gino Marchal.
”Men jeg håber, vi i det mindste finder en rest af det hvide sejlgarn, som blev fundet på gerningsstedet, eller andet, der indikerer, at jeg har ret.”
Der er mange hypoteser om, hvor det forsvundne van Eyck-panel er. For det har været svært for folk i Flandern at acceptere, at det måske er væk for altid. Det fortæller kunstprofessor Anne van Grevenstein-Kruse fra Amsterdam Universitet, der rådgiver Belgiens kulturministerium om blandt andet restaureringen af altertavlen.
Altertavlens betydning kan sidestilles med loftet i Det Sixtinske Kapel af Michelangelo. Ud over altertavlens åbenlyse kunstneriske kvaliteter har billedet også en identitetsgivende effekt for personer i Flandern, forklarer hun.
Krigsherrer har gennem tiderne invaderet Flandern og taget altertavlen med sig. Senere har både Napoleon og Hitler tabt krigene, og altertavlen er vendt hjem. På den måde er altertavlen et pendul, der bærer Europas historie og indgyder håb for folk i Flandern. Hvis altertavlen er hjemme i Sankt Bavo Katedralen, er det et tegn på fred, forklarer Anne van Grevenstein-Kruse.
”Altertavlen er en del af vores følelsesliv, historie og minder. Den var der, før vi blev født. Vi er forpligtet til at gøre, hvad vi kan for at vedligeholde og restaurere den, så den består, når vi ikke længere er her,” siger hun.
Det forsvundne panel er i dag erstattet med en temmelig nøjagtig kopi. Kun kunstkendere kan se forskel. Alligevel har det enorm stor betydning at få samlet altertavlen igen, uddyber Anne van Grevenstein-Kruse:
”Det er den følelse, børn får, når de sætter sidste brik på plads i puslespillet og siger yes!”.