I Fritz Langs film ”Metropolis” hæver hovedpersonen professor Rotwang sin håndprotese mod himlen, alt mens han erklærer:
”Giv mig endnu et døgn - og så vil ingen længere kunne se forskel på en robot og et menneske”.
Journalist Felix Zwinzscher minder i den tyske avis Die Welt om episoden, idet han konstaterer, at nok er der gået næsten ni årtier siden premieren på ”Metropolis”, men at 2016 for alvor bliver robottens år.
Professor Rotwang var stolt over, at han kunne knytte sin mekaniske hånd, men i Japan har videnskabsmænd udviklet en hånd, der kan dyste i håndspillet ”Sten, saks og papir”. Og som vinder. Hver gang. Zwinzscher pointerer, at robotterne kommer til at ligne os i sta-dig højere grad, og at de snart bliver til væsener, vi vil omgås i det daglige.
Facebooks opfinder Mark Zuckerberg har således annonceret, at han vil konstruere sin egen ”elektroniske ven”: Som så ofte før rammer ”overnørden” tidsånden. Trenden hedder sociale robotter.
Selve ordet ”robot” er afledt af det tjekkiske ord ”robotnik”, der betyder slave. Men de kommende generationer af robotter vil ikke blot arbejde for os. De vil i allerhøjeste grad også arbejde sammen med os. Sidste år advarede fysikeren Stephen Hawking ligefrem om, at robotter kan blive så intelligente, at de begynder at betragte menneskene som en slags forhindringer, der skal bringes ud af verden snarest muligt. Science fiction-forfatteren Isaac Asimov var derfor forudseende, da han allerede i 1940'erne formulerede et etisk kodeks for robotter. Det første bud lød: ”En robot må ikke skade et menneske”.
Foreløbig behøver vi dog ikke minde robotterne om det første bud, konstaterer journalisten i Die Welt. De mest veludviklede robotter nu om stunder agerer nemlig assistenter for os. Japanske Pepper ligner et menneske og skal om føje tid kobles sammen med supercomputeren Watson. Navnet er misvisende, eftersom denne computer mere minder om Sherlock Holmes, idet den uden vanskeligheder forstår samtaler på alskens sprog og på sekunder kan læse flere millioner tekster og kombinere læsefrugterne. I 2011 vandt Watson da også overlegent i Jeopardy over udfordrerne fra menneskeslægten.
”Den lydige maskine i den perfekte krop er en urgammel drøm. Og da vi regner os selv for kronen på skaberværket, drømmer vi om 'androider' som menneskets afbillede. For den perfekte krop har vi jo. Allerede Hefaistos, den opfindsomme smed i den græske antik, skabte to mekaniske tjenerinder. I den jødiske mystik findes en skikkelse af ler, og i E.T.A. Hoffmanns novelle 'Sandmanden' driver robotpigen Olympia den naive Nathanel ind i vanviddet. Verdenshistorien er fyldt med sådanne fortællinger. De byder sjældent på en happy end. Hvad venter der os, hvis fortællingerne bliver til virkelighed?”, spørger Felix Zwinzscher sig selv og læserne.
En vittighed lyder: Hvorfor græder robotter aldrig? Svar: Fordi de har nerver af stål! Men sådan behøver det ikke at forblive. Zwinzscher noterer sig, at robotterne bliver stadig mere menneskeliggjorte, hvorfor det kun er et spørgsmål om tid, inden de også vil appellere til vores følelser:
”Der vil ikke gå længe, så vil ejerne af Jibo, Buddy og Pepper tilskrive deres maskiner menneskelige træk, karakteregenskaber og følelser.”
Kunstig intelligens vil snart lære at simulere humane følelser og eksempelvis minde os om de historier, vi tidligere har underholdt robotten med. Så har robotten og mennesket pludselig fælles erindring.
Derfor mener Zwinzscher ikke, at vi skal frygte et ragnarok i stil med ”Terminator”, hvor robotten bliver spillet af den muskelsvulmende Arnold Schwarzenegger. Nej, vi skal snarere frygte en situation som den, der opstår i filmen ”Hende” af Spike Jones. Her forelsker hovedpersonen Theodore sig i kunstvæsnet Samantha, som både er humoristisk, flirtende og sensitiv. Så da Samantha pludselig forsvinder ud af Theodores liv, bliver han ramt af hjertesorg. Det er på det følelsesmæssige plan, robotterne for alvor kan slå os omkuld, understreger den tyske journalist.
Når man læser artiklen i Die Welt, er man på nippet til at glemme, at kunstig intelligens jo altså er en menneskelig opfindelse. Og her kunne man spørge, om K.E. Løgstrup ikke havde en pointe, da han skrev, at vi mennesker bevæger os mod et samfund, vi ikke har den fornødne intelligens til at administrere?