Vladimir Krusjtkov, den daværende chef for KGB, Sovjetunionens hemmelige politi, var velforberedt. Han havde bestilt en oversigt over, hvordan en undtagelsestilstand skulle håndteres.
Han havde sat en overvågning af Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionens præsident og øverste leder, i værk.
Krusjtkov og en gruppe ligesindede i en ”statslig undtagelseskomité” kunne derfor komme Gorbatjov i forkøbet den 19. august 1991 og sætte ham i husarrest i hans sommerresidens på Krim, mens de forsøgte at erklære undtagelsestilstand i dele af landet.
Når kuppet ikke lykkedes, men brød sammen allerede efter tre dage, skyldtes det en modreaktion fra parlamentarikere, civilbefolkning og hæren, anført af Boris Jeltsin, der siden juni måned havde været Ruslands første folkevalgte præsident.
Det fejlslagne kup blev Sovjetunionens sidste nederlag.
Det nye Rusland og dets leder, Boris Jeltsin, rejste sig fra dette nederlag. Jeltsin opbyggede et regime, der var designet til at sikre hans magtbase og legitimitet – hvilket er den grundlæggende problemstilling, som enhver tsar til hver en tid har beskæftiget sig med: Hvordan overleve magten, hvordan fastholde magten?
I Jeltsins tilfælde befordrede hans initiativer det russiske demokrati. Der kom en fri(ere) presse, decentralisering og demokratisering af det føderale system samt et storforbrug af premierministre.
Det russiske demokrati udviklede sig under Jeltsins regime, men politikudviklingen tog skade. 1990’erne var én lang krise. Af samme grund står tidens centrale temaer om ”demokratisering” og ”reformer” som skældsord for den russiske befolkning.
For demokratiet førte ikke til en ansvarlig finanspolitik. Og reformerne førte ikke til, at man fik sin løn udbetalt. Rusland og russerne sejlede i daglig usikkerhed i næsten 10 år. En usikkerhed, som den russiske mafia profiterede af og voksede sig stor på.
Samtidig var Jeltsins tro på demokratiet ikke mere principiel, end at han allierede sig med en gruppe nyrige oligarker for at vinde præsidentvalget i 1996. Valget i 1996 var det mest åbne i det nyere Ruslands historie. Konkurrencen mellem Jeltsin, kommunistlederen Gennadi Sjuganov og den uafhængige kandidat Alexander Lebed var helt åben. Udfaldet usikkert.
Valget i 1996 var det nye Ruslands første erfaring med, at præsidenten bruger staten og magtfulde aktører i eliten til at fastholde magten. Sidenhen blev ægteskabet med oligarkerne mere og mere betændt. Men allerede under Jeltsin var Rusland på vej mod, at en lille (økonomisk) inderkreds satte kursen i stedet for parlament og regering. Samtidig med, at Jeltsins galoperende alkoholisme udhulede præsidentembedet.
Ruslands nuværende præsident , Vladimir Putin, var – og er til dato – i høj grad en modreaktion på Jeltsin. Hvor Jeltsin var alkoholiseret og handlingslammet, var Putin ung og handlekraftig, da han blev valgt første gang i 2000. Hvor Jeltsin lod økonomien og statens finanser flyde, indførte Putins finansminister sunde fiskale principper, som følges den dag i dag, og fik hjælp af en historisk, næsten 10-årig vækst i oliepriserne – den russiske økonomis ilt.
For russerne var Jeltsin demokratisering, reformer, armod og kaos. Mens Putin har været orden, velstand og stabilitet.
To væsensforskellige verdener.
Den personlige frihed, russerne fik med kommunismens endeligt, kunne nu endelig udfyldes og udleves af stærkt stigende personindkomster. En ny social kontrakt blev formuleret: ”I får stabilitet, velstand og personlig frihed. Til gengæld holder I jer væk fra politik.”
Den blev købt af befolkningen.
Putins regime er et andet end Jeltsins. Parlamentet er styret og instrueret. Kremltro partier designes til at tækkes bestemte vælgergrupper.
Oppositionen opdeles i en ”systemisk” og ”ikke-systemisk” opposition. Den ”ikke-systemiske” opposition har sjovt nok meget svært ved at blive opstillingsberettiget ved valgene. Oligarkerne er disciplinerede. Enten er de loyale over for regimet, eller også er de i eksil.
I stedet har Putin dyrket en klasse af statsoligarker. Og sin egen politiske inderkreds. De nationale medier er under Kremls kontrol og formidler dagens nyhedsstrøm, som Kreml ser den.
Når russerne går til parlamentsvalg den 18. september, er valgmulighederne defineret af de beslutninger, både Jeltsin og Putin har truffet de seneste 25 år. For at undgå Gorbatjovs skæbne: at falde ved et kup.