Kurderne kan blive et lyspunkt i Mellemøsten

30 års konflikt mellem den tyrkiske stat og den kurdiske oprørsbevægelse kan være ved at slutte, skriver Behlül Özkan, lektor i international politik

Kurdernes kamp mod Islamisk Stat har ændret Vestens syn på befolkningsgruppen, der nu er en af Mellemøstens centrale aktører. Her er det kvindelige kurdiske soldater i Irak.
Kurdernes kamp mod Islamisk Stat har ændret Vestens syn på befolkningsgruppen, der nu er en af Mellemøstens centrale aktører. Her er det kvindelige kurdiske soldater i Irak. Foto: Antonio Pampliega.

I FEBRUAR AFGIK Yashar Kemal ved døden. Kemal var etnisk kurder og regnedes for en af Tyrkiets største romanforfattere. Samme dag han døde, holdt Folkets Demokratiske Parti (HDP) - et venstreorienteret parti i Tyrkiet med fokus på kurdiske forhold - en pressekonference sammen med regeringen, hvor de opfordrede de væbnede oprørere i Kurdistans Arbejderparti (PKK) til at nedlægge våbnene.

Denne fredsopfordring indvarsler måske enden på den væbnede konflikt mellem PKK og den tyrkiske stat. Konflikten begyndte i 1984 og var reelt en borgerkrig op igennem 1990'erne. PKK blev grundlagt som en marxistisk-leninistisk organisation i 1978 af Abdullah Öcalan og kæmpede for kurdernes politiske og kulturelle rettigheder.

Yashar Kemal viede sit eget liv til fredssagen og opfordrede i sine sidste år igen og igen til at standse volden. På det seneste er Tyrkiet begyndt at se frugterne af hans anstrengelser.

I marts 2013 erklærede PKK-stifteren Öcalan våbenhvile mellem PKK og den tyrkiske stat, da han selv havde siddet fængslet i over et årti på øen Imrali. Det gav håb om en løsning på denne 30 år gamle konflikt, som har kostet over 40.000 mennesker livet. Til sammenligning er færre end 1000 mennesker blevet dræbt under oprørsgruppen ETA's 40 år lange konflikt i Spanien, mens omkring 3500 mennesker døde under den næsten 30 år lange sekteriske strid i Nordirland.

HVORFOR HAR PKK-STIFTEREN og regeringspartiet AKP ventet helt til nu. En del af forklaringen er udviklingen i Tyrkiets kurdiske bevægelse med dens stadig større støttegrundlag. Kurderne behøver ikke længere tage op i bjergene og kæmpe for at blive hørt.

I oktober gik der rygter om, at den tyrkiske regering bistod Islamisk Stat efter bevægelsens belejring af den syriske grænseby Kobani.

Hundredtusindvis af kurdere gik på gaden i protest i det østlige og sydøstlige Tyrkiet. I to hele dage var den tyrkiske regering ude af stand til at bevare kontrollen i visse af landets byer, og dusinvis af mennesker blev dræbt. Situationen blev først normaliseret, da Öcalan greb ind.

Begge sider er blevet klar over, at spillereglerne har ændret sig: Genantændes konflikten mellem tyrkere og kurdere, kan det ende med en borgerkrig i stil med Jugoslaviens i 1990'erne. En anden afgørende faktor er PKK's nye image i Vesten: USA har ikke blot bombet Islamisk Stat i Kobani-området, men også leveret våben til den syriske afdeling af PKK, Demokratisk Unionsparti (PYD), for at bistå dem med at bekæmpe Islamisk Stat. Og i februar holdt den franske præsident, Franois Hollande, et møde med de syrisk-kurdiske PYD-ledere.

PKK er kort sagt i gang med at skille sig af med sit image som terrororganisation i Vestens øjne og på vej ind i et partnerskab med USA og EU. PKK har intet at vinde ved en ny krigserklæring mod Nato-medlemmet Tyrkiet. Hertil kommer, at Folkets Demokratiske Parti (HDP) har en reel chance for at vinde pladser i Tyrkiets parlament ved valget til juni i år. I den seneste snes år har de kurdiske partier typisk fået omkring seks procent af stemmerne og har omgåedes spærregrænsen på 10 procent ved at stille op som løsgængere. Den høje spærregrænse findes ikke i noget andet parlamentarisk system og er netop også udformet for at undgå at få kurdiske partier i parlamentet.

Men takket være våbenhvilen siden marts 2013 formåede HDP's leder, Selahattin Demirtar, uventet at opnå hele 9,78 procent af stemmerne til præsidentvalget i august 2014.

For at have en chance i år har HDP brug for ikke blot kurdernes støtte, men også for de venstreorienterede vælgere i hele landet.

Regeringspartiet AKP, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, fik omkring halvdelen af kurdernes stemmer i den østlige del af landet. Blandt disse vælgere er nogle konservative, mens andre gerne vil opnå goderne fra regeringspartiets generøsitet. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, håber at kunne nå kurderne ved at appellere til en fælles muslimsk identitet.

BÅDE ERDOGAN og Öcalan mener tydeligvis på nuværende tidspunkt, at det er i deres egen interesse at fortsætte kampen med fredelige midler. Erdogan forsøger at konsolidere sin andel på næsten 50 procent af stemmerne ved at føre sig frem som lederen, der omsider opnåede fred.

AKP-æraen har fjernet nogle af hindringerne for kurdernes kulturelle rettigheder: Der findes i dag en statsdrevet, kurdisksproget tv-kanal, og man kan tilmelde sig private sprogkurser i kurdisk. Men der er mest tale om symbolske tiltag. Der har ikke været nogen substantielle fremskridt omkring undervisning på alle uddannelsesniveauer på kurdisk, ej heller har lokalregeringerne i regioner med kurdisk flertal fået øget selvstyre. Erdogan skal ikke længere blot håndtere PKK i Tyrkiet, men også de reelt uafhængige kurdiske stater i det nordlige Irak og i det PYD-kontrollerede, nordøstlige Syrien.

Spørgsmålet, som alle uden tvivl stiller sig selv, er, om kurdiske HDP kan komme op over de 10 procent af stemmerne til juni. Sker det ikke, vil Tyrkiet opleve noget så spektakulært som et parlament uden officielle repræsentanter for den kurdiske bevægelse trods cirka fire millioner stemmer til denne. Det vil udløse en alvorlig legitimitetskrise i tyrkisk politik.

Tyrkiets kurdiske bevægelse har formået at overleve og vokse sig større i 30 år i Mellemøsten, hvor politik er et farligt foretagende. I både Iran, Irak, Syrien og Tyrkiet er kurderne nu en af Mellemøstens centrale aktører. De har vundet verdens beundring ved at slå Islamisk Stat i Kobane. Hvis Tyrkiets kurdere klarer sig op over spærregrænsen på 10 procent, vil de utvivlsomt få endnu større indflydelse. Den kurdiske bevægelse er sekulær, demokratisk og går i brechen for kvinders rettigheder. Den er gået hen og blevet den vigtigste konkurrent til radikale grupper som Islamisk Stat med dens middelalderlige mentalitet.

Den nu afdøde forfatter Yashar Kemal var af natur en optimistisk intellektuel. I en artikel med titlen ”Kriteriet for alle værdier er fred” skrev han sine berømte ord om, at menneskeheden ”bevæger sig som en strøm af lys mod fred, frihed og lighed”. I denne tid med meget mørke i Mellemøsten har den kurdiske bevægelse grund til at nære håb for fremtiden.