Kurdernes selvstændighedsdrøm er forbi

Syriske regimestyrker indtager nu byer i det nordøstlige Syrien i det såkaldte Rojava, som kurderne havde håbet skulle blive anerkendt som selvstyreområde

En lynindgået amerikansk-tyrkisk aftale om at indstille kampene i fem dage, blev i tirsdags afløst af en aftale mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Erdogan. De to gjorde med et pennestrøg den tyrkiske invasion permanent. På billedet er det tyrkiske tropper, der patruljerer i den syrisk-kurdiske by Tal Abyad på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet.
En lynindgået amerikansk-tyrkisk aftale om at indstille kampene i fem dage, blev i tirsdags afløst af en aftale mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Erdogan. De to gjorde med et pennestrøg den tyrkiske invasion permanent. På billedet er det tyrkiske tropper, der patruljerer i den syrisk-kurdiske by Tal Abyad på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Foto: Bakr Alkasem/AFP/Ritzau Scanpix.

Hundredvis af busser og militærkøretøjer fyldt med syriske regime- soldater rullede i torsdags ind i den nordsyriske by Kobane. Mere symbolsk kunne det ikke være.

Uden at have løftet en finger eller løsnet et skud genindtog den syriske præsident, Bashar al-Assad, en af de syriske kurderes dyrebareste øjesten. Og gav et dødsstød til den syriske kurdiske drøm om selvstyre i det nordøstlige Syrien, der siden 2014 har været kaldt Rojava.

Samtidig tweetede USA’s præsident, Donald Trump, der ikke har en entydig, klar politik i forhold til det nordøstlige Syrien, endnu et uforståeligt tweet:

”Måske det er på tide, at kurderne begynder at tage til Olieregionerne.”

Ingen kan vide, hvad Trump mener. Men det lyder, som om han siger, at kurderne kan opgive alt og samle sig om de nordøstsyriske oliekilder under amerikansk beskyttelse. For modsat beslutningen om at trække alle amerikanske styrker ud af Syrien, har Trump nu besluttet at sende amerikanske kampvogne til de syriske olie- og gasfelter i ørkenområderne nær byen Deir Ezzor.

Siden 2017 har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, truet med at invadere det nordøstlige Syrien for at modvirke et kurdisk selvstyre i Syrien, der kunne styrke kurderne i Tyrkiet. For Erdogan er alle kurdere medlemmer af det forbudte PKK, Kurdistans Arbejderparti. Og terrorister. Hidtil var han blevet mødt af trusler om amerikanske repressalier. Men i en telefonsamtale den 6. oktober mellem Trump og Erdogan var beskeden den modsatte. Få dage efter gik de tyrkiske styrker ind i Syrien for rense en påstået sikkerhedszone for ”terrorister”. Flere hundredtusinde kurdere er siden flygtet for den tyrkiske fremrykning. Hundreder er blevet dræbt. Tyrkisk-finansierede syrisk-arabiske styrker har mishandlet og henrettet civile. Børn er blevet brændt af hvide fosforbomber. Islamisk Stats fanger i kurdisk varetægt er tilsyneladende blevet frigivet. Troværdige oplysninger om hvor mange findes ikke.

En lynindgået amerikansk-tyrkisk aftale om at indstille kampene i fem dage, blev i tirsdags afløst af en aftale mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Erdogan. De to gjorde med et pennestrøg den tyrkiske invasion permanent. Tyrkiet får en blok på cirka 150 kilometer gange 30 kilometer af det nordøstlige Syrien. Kurdiske styrker fik seks dage til at trække sig ud af området. De er nu ude. Og russiske styrker er klar til fælles russisk-tyrkiske grænsepatruljer. Alt for at bane vejen for, at Assad kan bringe sine styrker tilbage til det nordøstlige Syrien.

Da Trump overgav al amerikansk ind-flydelse i regionen til Tyrkiet og Rusland, skrev den øverstkommanderende for Syriens Demokratiske Styrker, SDF, Mazloum Abdi, i en kommentar i det amerikanske nyhedsmagasin Foreign Policy følgende:

”Vi står nu med blottet bryst over for tyrkernes knive. Hvis vi er tvunget til at vælge mellem kompromis og folkedrab, vælger vi vores folk.”

Både den militære og den øvrige demokratiske kurdiske ledelse så ikke anden udvej end at støtte sig til Assads regime og dermed lægge kurdernes skæbne i hænderne på enhver aftale, som Rusland ville diktere. Et valg mellem pest og kolera, der bød Assad velkommen og betød Rojavas endeligt.

Assads styrker har ikke været i Kobane siden 2012. Dengang var regimet presset af det omsiggribende oprør over hele Syrien, og Assad trak sine styrker til kerneområderne omkring Damaskus og Middelhavskysten. Han overlod kurdernes hær YPG i det nordøstlige Syrien til at klare sig selv imod Islamisk Stat.

Over mange måneder i 2014 og 2015 kæmpede og vandt YPG en heroisk kamp imod IS blandt andet om Kobane. Siden 2016 har YPG sammen med lokale arabiske, assyriske, armenske, turkmenske og tjerkessiske soldater med amerikansk finansiering, våben og instruktion udgjort SDF. 11.000 SDF-soldater er blevet dræbt i krigen imod Islamisk Stat.

Men trods aftalen med Assad og Rusland går SDF’s general Abdi nu tiggergang i Washington. I torsdags mødte han præsident Trump og klagede over adskillige tyrkiske overtrædelser af våbenhvileaftalen. Det affødte nok et præsidentialt tweet om, hvor meget Trump havde nydt mødet med generalen:

”Han sætter pris på, hvad vi har gjort, og jeg sætter pris på, hvad kurderne har gjort.”

I internettidsskriftet Al-Monitor sætter den tyrkiske kurder-ekspert Amberin Zaman i få ord alt på plads:

”Vi taler om det kurdiske projekts afslutning i Syrien. På mindre end en måned har kurderne tabt, hvad de har kæmpet sig til på otte år.”