Afghanistans magtfulde religiøse ledere er urolige. Deres autoritet bliver i øjeblikket udfordret af usædvanlige borgerretsprotester i hovedstaden, Kabul, samtidig med at der er en udbredt vrede over lynchningen af en ung kvinde, der var under falsk anklage for afbrænding af en koran, islams hellige bog.
I de seneste måneder er en kvinderettighedsaktivist gået omkring i Kabul i en heldragt med kunstigt stor barm og bagdel. I en anden protest er en gruppe mænd mødtes i det offentlige rum iklædt blå burkaer. Demonstrationerne har fået de gejstlige til at true med at trække deres støtte til præsident Ashraf Ghani tilbage og udfordre hans nye regering.
”Vi har bedt regeringen om at fortælle dem (rettighedsgrupperne), at de skal holde op. Ellers ved vi, hvordan vi skal gøre,” siger Enayatullah Baligh.
Han er medlem af landets øverste religiøse myndighed, Ulema-rådet, og rådgiver for præsidenten. Desuden underviser han på universitetet.
”Jeg har 7000 støtter, som vil adlyde enhver ordre, jeg giver dem. Jeg kan vende Kabul på hovedet,” siger Enayatullah Baligh.
Ulema-rådet tæller omkring 3000 gejstlige og lærde og ledes af et 150 mand stort nationalråd. Rådet har stor indflydelse via landets mange moskéer, som stadig er den vigtigste kilde til sammenhængskraften i samfundet.
Demonstrationerne i Kabul er stadig små, men de har været usædvanligt provokerende efter afghanske forhold. Der er ikke mange i Afghanistan, der åbent udfordrer det, som rettighedsaktivister kalder kvindediskriminerende skikke og love, der viderefører de overgreb, der var gængse under Taleban.
Samtidig er Ulema-rådet alarmeret over et meget bredere fænomen: det offentlige ramaskrig over det brutale drab på en kvinde i Kabuls centrum i marts.
Den 27-årige studerende Farkhunda blev usandt anklaget for at brænde en koran. Hun blev tævet til døde af en rasende folkehob, og hendes lig blev antændt og smidt på en flodbred. Under de efterfølgende demonstrationer var der folk i mængden, som råbte ”død over mullaherne” og ”død over Koranen” med en retorik, som på disse kanter normalt bliver taget i brug mod USA.
Lederen af det religiøse råd, Abdul Basir Haqqani, sagde under et møde forleden, at Ulema-rådet var blevet udsat for flere fornærmelser i løbet af Ghanis syv måneder ved magten end på noget andet tidspunkt i landets historie.
”Disse episoder har forbitret mullaherne og fået dem til at skelne mellem denne regering og den forrige,” siger forskeren Borhan Osman fra Afghanistan Analysts Network (Netværket af afghanske analytikere).
”De betragter den nuværende regering som en ond, udefrakommende sammensværgelse, der tillader bekæmpelse af islam,” siger han.
Ghanis regering forsøger at finde et ståsted mellem de religiøse konservative og de reformivrige aktivister. Regeringen hævder, at den ikke tolererer religiøse krænkelser, men at der ingen beviser er for, at islam skulle være blevet krænket under demonstrationerne mod drabet på Farkhunda.
Ulema-rådet mener imidlertid, at det ikke har så nært et forhold til Ghani, som det havde til Karzai, der bakkede op om nogle af rådets ultrakonservative krav til gengæld for at opnå rådets støtte.
I sidste uge dømte en afghansk dommer fire mænd til døden for deres rolle i drabet på Farkhunda. En af mændene var den opsynsmand med ansvar for et relikvieskrin, der i strid med sandheden havde beskyldt hende for at vanære Koranen.
I alt blev 49 mænd stillet for retten, heriblandt 19 politifolk. Nogle af politifolkene blev anklaget for at forholde sig passivt, mens folkemængden dræbte den unge kvinde ved højlys dag.
Lynchningen har rystet mange afghanere og er blevet fordømt af præsident Ghani. Før efterforskerne erklærede Farkhunda uskyldig i afbrænding af Koranen, havde fremtrædende religiøse ledere allerede forsvaret hendes banemænds ret til at beskytte deres tro for enhver pris.
Borgerretsaktivisterne siger, at de er fast besluttet på at kæmpe for deres sag trods risikoen for repressalier.
”Hvad skal fremtidige generationer gøre? Sidde fast i samme brutale samfund?”, spørger Leena Alam.
Hun spillede for nylig Farkhunda i en offentlig genopførelse af begivenhederne, som skulle skabe bevidsthed om overgreb på kvinder.
”Vi er nødt til at begynde et sted,” siger hun.
Alam siger, at hun håber, at Ghani vil gøre mere for at beskytte kvinder med hårdere love, skønt han indtil nu har haft for meget at gøre med kævl i sin uerfarne regering og med at rejse udenlands for at opnå international støtte.
”Desværre har han ingenting gjort endnu,” siger hun.
”Ingen af landets ledere har gjort noget for kvinderne i de 13 år, der er gået (siden Taleban blev væltet, red).”