Prøv avisen
Dobbelt-portræt

Kvindekampen lurer i franske Front National

Marion Maréchal-Le Pen (tv.) og Marine Le Pen. Foto: lionel cironneau/ap/Polfoto

Marine Le Pen var tidligere ”som en far” for sin niece, Marion. Nu er luften kold mellem Front Nationals to Le Pen-kvinder, der kæmper om partilinjen

Man skal ikke tage fejl af hendes unge engleansigt og det lange lyse hår. Marion Maréchal-Le Pen har for nylig ansøgt om at blive uddannet som elitesoldat. Det 27-årige medlem af det franske parlament for Front National bøjer ikke af, heller ikke for sin partiformand og moster. Marine Le Pen har således svært ved at holde sin niece fast på partilinjen.

Mens det amerikanske magasin Time sidste år rangerede Marine Le Pen blandt verdens mest magtfulde kvinder, ser fransk presse Marion Maréchal-Le Pen som fremtidens stærke kvinde i partiet.

Og udsigten til et præsidentvalg, hvor Marine Le Pen efter al sandsynlighed vil blive den ene af de to finalister i den afgørende valgrunde i begyndelsen af maj, har ikke mildnet magtkampen mellem de to kvinder. Tværtimod. Marion Maréchal-Le Pen fandt det ikke nødvendigt at deltage i åbningen af mosterens kampagnehovedkvarter i Paris i november. For nylig var det så retten til abort, som bragte de to Le Pen-kvinder på konfliktkurs, og det er ikke tilfældigt, at det netop var dette værdispørgsmål, som for alvor bragte spændingerne mellem de to generationer af Le Pen-kvinder ud i offentligheden.

”Marion repræsenterer den mest højreradikale fløj i partiet, som aldrig har accepteret valget af Marine Le Pen som partileder, fordi hun har vendt ryggen til traditionelle holdninger i partiet som for eksempel modstand mod homoseksualitet og kritik af velfærdsstaten,” konstaterer Jean-Yves Camus, specialist i Front National ved det franske forskningscenter Iris.

Men de to kvinder er samtidig tæt knyttet til hinanden i en familiesaga, der blander et politisk dynasti med et noget kaotisk familieliv. Marine Le Pen var 21 år og jurastuderende, da hendes ældre søster, Yann, fik datteren Marion i 1989. Faderen har siden vist sig at være en fransk journalist og diplomat, men i Marions to første leveår var det familien Le Pen, og ikke mindst moster Marine, der var rygraden i hendes opvækst. Marine var ”som en far for Marion,” har Yann Le Pen siden sagt.

Både moster og niece er et produkt af Le Pen-familien, som indadtil er et miks af politiske ambitioner og kaotiske udsvævelser. Under en dramatisk skilsmisse i 1980’erne lod Marines mor, Pierrette, sig fotografere nøgen til Playboy for at genere partistifteren Jean-Marie Le Pen. Hun blev forstødt af familien, men faderen havde ikke megen tid at ofre på sin dengang 15-årige datter.

”Marine blev overladt til sig selv af en far, der var travlt optaget af politik. Familien Le Pens privatliv er meget langt fra det traditionelle familieliv, der sættes som et ideal i Front National. Man fester, har elskere og bedrager hinanden. Og alt dette flyder sammen med en politisk konflikt, hvor Jean-Marie Le Pen i dag nærmest har forstødt sin datter Marine,” siger Christine Clerc, journalist og forfatter til bogen ”Les conquérantes” om blandt andet Le Pen-kvindernes vej til magten.

Jean-Marie Le Pen gennemtrumfede Marine som sin efterfølger i Front National. Men siden saboterede han bevidst hendes forsøg på at gøre partiet stuerent, blandt andet med udtalelser af antisemitisk tilsnit, og Marine Le Pen er gået til domstolene for at få sin far ekskluderet af det parti, han selv har grundlagt.

Marion har derimod altid været sin bedstefars yndling. Som tre-årig krøltop gjorde hun sin entré i fransk politik på Jean-Marie Le Pens arm på en valgplakat. Det var også ham, der lancerede hendes politiske karriere, da han i 2012 bad hende overtage hans valgkreds i det sydøstlige Frankrig. Den dengang 22-årige Marion Maréchal-Le Pen blev Frankrigs yngste parlamentsmedlem nogensinde.

”Hun ser ikke sig selv som præsidentkandidat i 2022, hvor hun kun vil være 33 år. Men hun vil have indflydelse i partiet,” siger en kilde i Front National til det franske magasin l’Express.

Marion Maréchal-Le Pen, der tilbragte hele sin skoletid på en katolsk pigeskole, hvor kun nonner underviste, trækker partiet til højre – men uden sin bedstefars verbale provokationer. Hun er en af forklaringerne på, at Frankrigs katolske vælgere i stigende grad stemmer på Front National, hvor de tidligere var en af de vælgergrupper, der tog mest afstand fra Jean-Marie Le Pens parti.

Men det er Marine Le Pen, der kan tage æren for, at Front National i dag er blevet omdrejningspunktet i fransk politik, og hun selv en troværdig kandidat ved det kommende præsidentvalg. Mosteren har stadig magten. Kvindekampen i Front National er kun lige begyndt.