Om aftenen den 6. april 1994 skød ukendte gerningsmænd Rwandas præsidents fly ned. Flyet styrtede ned i præsidentens egen have med haleroret i hans swimmingpool. Det blev officielt startskuddet til folkedrabet mod tutsierne. Helt almindelige folk gik i gaderne og myrdede deres naboer, venner, kolleger, selv familiemedlemmer, hvis de havde tutsiblod i sig. De gjorde det med macheter, køller og skruetrækkere.
Rose Burizihiza boede i den støvede og solrige Butare-provins. Den katolske tutsi-kvinde hørte i radioen om myrderierne andre steder i landet, men kunne ikke tro, det også kunne ske i Butare.
”Vi har altid levet fredeligt sammen side om side i Butare,” fortæller hun.
Rose Burizihiza er en lille kvinde med stærke øjne og fremtrædende kindben. Vi sidder på terrassen på Hotel Ibis i hoved- gaden i Butare og spiser frokost. Hun studerer mistroisk en gruppe mænd ved et bord i hjørnet. De ser fredelige ud. Men under folkedrabet brugte folkemorderne stedet her som kommandocentral – og Rose Burizihiza var deres vidne.
Dengang var hotellets belgiske ejer flygtet. Nu er han tilbage igen. Alt er som før. Bare ikke for Rose. I glimt genoplever hun episoder fra hotellet. Mænd med vilde øjne og pistoler:
”Vil du se noget mere, Rose? Skal vi vise dig, hvor lidt jeres babyer er værd? Følg med, Rose.”
Butare så ellers ud til at gå fri af folkedrabet. Amtsborgmesteren var tutsi. Men efter et par uger blev han afsat og efterfølgende dræbt, fordi han ikke ville hjælpe med til at udrydde sine egne. Og så gik det galt i Butare.
”Pludselig holdt vores naboer op med at hilse på os. Man kunne se, de havde fået ordre på det,” siger Rose Burizihiza, som dengang var 24 år og mor til tre små børn.
Den yngste havde kun oplevet verden i fire måneder. Den ældste i tre år.
Så kom dødspatruljerne, Interahamwe – de, som angriber i flok – til Butare med landets familieminister Pauline Nyiramasuhuko i spidsen.
Ministeren var vokset op i Butare og en lokal succeshistorie. Hun blev omtalt som Butares favoritdatter. Som minister havde hun brugt meget tid på at kæmpe for kvinder og børns rettigheder. Nu var hun som forhekset.
Rose Burizihiza så familieministeren tre gange under de 100 dage, folkedrabet stod på. Hendes farvestrålende kjoler var skiftet ud med en militæruniform og sorte støvler. Hun marcherede rundt og beordrede, at alle hutuer skulle voldtage tutsikvinder, før de slog dem ihjel.
Rose og hendes ene bror var på vej til markedet, da de fik besked om gå til en høj, hvor 30.000 tutsier havde samlet sig. Myndighederne havde over radioen bildt dem ind, at de ville få mad og være i sikkerhed.
”Så kom soldaterne med Interahamwe og angreb os med granater og skud. Der lød skrig overalt. Folk løb i alle retninger, men de fleste blev dræbt. Jeg løb med min bror mod hospitalet, fordi han var ramt af skud. Vi troede, at alt ville være okay der.”
Men cheflægen på intensivafdelingen havde glemt sit lægeløfte.
”Han sagde: ’Vi slår kakerlakker ihjel, og her bringer du ligefrem én foran os. Jeg vil ikke have det snavs her,’” fortæller hun.
Lægen havde en økse i bæltet. Den tog han op og slog hendes bror i hovedet. Han faldt til jorden. Rose løb fra afdelingen og gemte sig på hospitalet. Hver dag kom hutu-militserne for at slå ihjel.
”Hvis du ikke var såret, kunne du nå at løbe til et andet rum på hospitalet og skjule dig,” forklarer Rose Burizihiza om, hvordan hun overlevede.
Men hendes held varede ikke evigt.
En dag fandt militsen hende gemt på fødselsafdelingen. En høj, glatbarberet fyr i joggingdragt stod i spidsen for gruppen. Han hed Shalom og var familieministerens søn. Han voldtog Rose op ad væggen:
”Han sagde, han havde fået tilladelse af sin mor til at voldtage tutsier. Da han var færdig, lovede han at komme tilbage og slå mig ihjel. Han havde fået øje på nogle piger, der var ved at flygte, og løb efter dem.”
Rose Burizihiza løb fra hospitalet. Hun kunne ikke vise sig på vejene, for der var vejrspærringer overalt, så hun gik gennem sorghum-græsmarkerne, indtil hun nåede hjem. På det tidspunkt gemte mange tutsier sig stadig i deres hjem i håb om, at vanviddet på et tidspunkt ville stoppe.
Hun nåede kun at få nogle få dage med familien. Så bankede det på døren. Udenfor stod den lokale viceborgmester Pascal Habyarimana, som bad Rose om at følge med.
Han havde fået en god idé, syntes han selv. En tutsi skulle ikke slås ihjel, før folkedrabet var endeligt udført. Denne tutsi skulle følge med rundt til alle massakrerne. Viceborgmesteren udvalgte Rose Burizihiza som vidne til hutuernes magt.
”Han lavede det til en lov, at ingen måtte slå mig ihjel. Han sagde: ’Du skal se alt, hvad der sker, så du kan fortælle din Gud, at hutuerne er blevet rigtige mænd,’” fortæller hun.
Allerede samme dag tog han hende med ud og hentede hendes mor. Hutu-millitsen rev tøjet af moderen og voldtog hende med en machete, til hun døde.
Så tog de Rose Burizihiza med til hendes to brødre, så onkler og tanter. Den dag så hun 20 af sine familiemedlemmer miste livet. Men hendes mand og børn holdt viceborgmesteren sig – foreløbig – fra.
Viceborgmesteren fik efter folkedrabet livstid for sine gerninger og døde i februar i år bag tremmer. Han indrømmede aldrig sin skyld.
”Så ham behøvede jeg ikke tilgive,” smiler Rose.
Det gør hun ellers meget sjældent. Smiler. Hun fortæller sin historie nærmest mekanisk. Detaljerne er så grufulde, at man har lyst til at kaste op. Der er historien om hendes højgravide tante. Rose skulle bevidne, hvordan en tutsi-baby så ud, når han blev myrdet i sin mors opsprættede mave.
Senere fandt viceborgmesteren Roses treårige datter, Agnes, og slæbte hende med et reb om halsen hen til Rose, så hun kunne sige farvel. Den lille pige blev smidt levende i et dybt latrinhul og fik kastet sten ned over sig. Hendes mand led samme skæbne, men han fik en langsom død.
”Hver morgen tog de mig hen til hullet. Jeg skulle sige godmorgen til ham og spørge, hvordan han havde det.”
Ondskab og blodrus var blevet hverdag. Det var voldtægter også.
”Manden og hutu-militserne voldtog mig hver dag. Og hver dag bad jeg til Gud: ’Lad mig overleve dette’,” siger hun.
Rose ønskede ikke at overleve for at være vidne for Gud, men fordi hun stadig var mor til to hjælpeløse børn.
Viceborgmesteren vidste ikke, at hendes to sønner stadig var i live. Det var lykkedes for hende at gemme dem i en kostald. Her skulle hun hver dag gå hen og malke køerne, så viceborgmesteren og hans familie kunne få mælk på bordet.
Hun skjulte børnene i et aflangt træfad, man ellers bruger til at brygge bananøl i. Ovenpå satte hun endnu et fad. Når hun skulle malke, tog hun børnene op og varmede dem ved et ildsted eller i solen, gav dem noget mælk og lagde dem så tilbage i deres mørke og fugtige gemmested. Men en dag kom viceborgmesteren uventet forbi.
”Han gav ordre til, at børnene skulle smides ud til hundene,” fortæller hun.
Men hundene havde fået nok at spise den dag. De nøjedes med at slæbe børnene ud på en mark, hvor Rose senere fandt dem og fik dem tilbage i skjul.
Hendes rolle som ’Guds vidne’ varede, indtil eksilhæren RPF fik stoppet folkedrabet. De første soldater kom ind forklædt som regeringssoldater. Rose Burizihiza var i gang med at pakke viceborgmesterens bil. Rygtet om RPF’s fremmarch havde nået Butare, og nu ville han væk.
Soldaterne spurgte viceborgmesteren, hvorfor Rose stadig var i live.
”Som I kan, så er dét der ikke længere et menneske,” sagde han og pegede på Rose Burizihiza, som ikke havde fået et bad i månedsvis.
”Jeg har voldtaget hende, udsultet hende. Hun har ingen familie, ingen børn. Hun er den eneste tilbage. Hun ser zombie-agtig ud. Men jeg vil slå hende ihjel, før jeg kører.”
Soldaterne fik overbevist viceborgmesteren om, at det kunne bringe ham i uheld, hvis han dræbte hende nu, da hans plan jo havde været, at hun skulle være det sidste vidne. Viceborgmesteren kørte uden at slå Rose ihjel.
”En af soldaterne sagde, at han ville komme tilbage og tjekke op på mig senere,” fortæller hun.
Hutuerne var på det tidspunkt næsten lykkedes med deres projekt. På 100 dage var 75 procent af landets tutsier udryddet.
Rose Burizihiza hentede sine børn fra deres skjulested og tog dem ind i viceborgmesteren hus. Her tændte hun ildstedet og varmede børnene, mens hun forsigtigt duppede deres små kroppe med et håndklæde. Bosco var fyldt et halvt år i sit skjul, mens Innocent nærmede sig sin toårsfødselsdag.
”De havde vabler overalt, og deres ører blødte. Men de overlevede og er voksne mænd i dag,” siger hun.
”Efter folkedrabet ændrede jeg min bøn til: ’Gud, giv mig modet til at fortælle, hvad jeg har set.’”
Rose Burizihiza sender et af sine sjældne smil. Denne gang over én af sine posttraumatiske reaktioner fra dengang.
”Jeg fik sådan nogle kramper, så folk troede, jeg var besat.”
Selv følte hun, at hun var ved at miste forstanden:
”Jeg kunne vågne midt natten og begynde at skrive det hele ned på papir. Men jeg havde ingen at fortælle det til.”
For i Butare boede hutuer og tutsier igen side om side. Bagmændene og en del andre var flygtet ud af landet, men mange håndlangere gik frit rundt.
Rose startede en selvhjælpgruppe, Abasa, for overlevere og voldtægtsofre, så de kunne få luftet deres frustrationer sammen. Men ved en mindehøjtidelighed et par år senere blev forsamlingen spurgt, om nogen ville fortælle, hvad de havde oplevet i Butare.
”Jeg rejste mig og talte i to timer. Jeg udpegede alle, jeg havde set voldtage små piger, dem, der havde kvalt, hvordan de bad mig drikke mine to brødres blod, hvordan de fodrede babyer til svinene. Folk var i chok.”
Dødstrusler væltede ind over Rose Burizihiza, så myndighederne måtte flytte hende og børnene ind på militærbasen i Butare. For var der én, som ikke måtte dø, var det hende. Rose skulle ikke længere blot være ”Guds vidne”.
Ved FN-tribunalet vidnede hun mod familieministeren og hendes søn – som begge fik livstid – og fire andre ledende folkemordere. Hun har også vidnet i utallige retssale og landsbytribunaler i Rwanda og mod folkemordere i USA og Canada.
For hende er det blevet noget nær et livsprojekt at få fortalt sin historie og holde mindet om folkedrabet i hævd:
”Vi må ikke glemme, fordi der stadig sidder folk både i Rwanda og i udlandet og benægter, at der var et folkedrab. Men vi skal også holde fast i historien, fordi det gør os klogere på hinanden. Heling starter indefra. Derfra kan vi genoverveje vores normer og værdier. Hvad skete der? Hvor er vi nu? Og hvordan kan vi komme videre,” som hun siger.
Rose Burizihiza fylder 50 år til august og bliver i dag forsørget af sine sønner efter at have mistet sit job som rengøringshjælp. Siden folkedrabet har den lille familie aldrig fejret deres fødselsdage. Men hendes ældste søn, Innocent, har fortalt, at han har planlagt at overraske sin mor med en fest.
”Hun er ikke bare min mor, men min helt,” siger han.