Kvinder, der migrerer, er også stærke

Halvdelen af verdens migranter er kvinder, og mange af dem er ofre for forskellige former for kønsdiskrimination. Vicedirektør i FN’s migrationsorganisation mener, at der alligevel er mange fordele for migrerende kvinder

European Development Days i Bruxelles har de seneste to dage sat fokus på kvinder og samlede over 8000 deltagere fra 140 lande for at diskutere nogle af de største udfordringer for lighed mellem kønnene. –
European Development Days i Bruxelles har de seneste to dage sat fokus på kvinder og samlede over 8000 deltagere fra 140 lande for at diskutere nogle af de største udfordringer for lighed mellem kønnene. – . Foto: Cathrine Marie Nørgaard.

Kampen for kvinder har kørt på højtryk de seneste dage i Bruxelles. Den årlige udviklingskonference European Development Days har i år haft fokus på, hvordan det kan give en mere bæredygtig udvikling at beskytte, styrke og investere i kvinder. Uret tikker, hvis det skal lykkes at indfri FN’s verdensmål om at sikre ligestilling mellem kønnene inden 2030, sådan som EU har sat sig for.

Og her er migration et af emnerne, der ikke er til at komme udenom.

For ligegyldigt om kvinder migrerer frivilligt eller ufrivilligt, så er kvinder på farten langt mere udsatte end mænd, lød budskabet i Bruxelles, hvor mange aktører kom med deres bud på, hvad man skal gøre for at ændre det.

Flere af dem fremhævede også, at migration ikke kun bør ses i et negativt lys.

”Migration er ikke en krise. Det er en chance,” sagde Inesse Benmohammed, direktør for det franske iværksætterprogram Singa, da hun var med i et panel, der diskuterede investeringer i migrantkvinder.

Hun udtrykte irritation over, at migranter i hendes øjne altid omtales negativt i medierne, og at der for hende mangler fokus på de positive sider ved migration.

Der er 258 millioner internationale migranter i verden. 48 procent af disse er kvinder. Migrantkvinder har en meget højere arbejdsløshed end kvinder, der ikke er migranter, og som følge af kulturforskelle er migrantkvinder generelt længere tid om at integrere sig end mænd, lød det i flere paneldebatter. Det er kendsgerninger som disse, der har været til diskussion blandt de 8000 deltagere fra 140 lande på konferencen, hvor budskabet har været, at vi ikke gør nok for kvinder verden over.

Men der ligger også en chance for kvinderne i de ellers nedslående tal, lyder det fra Laura Thompson, vicegeneraldirektør for Den Internationale Organisation for Migration, IOM.

”Migration er meget ofte en stor mulighed, for det giver bedre adgang til jobs og karrierer,” siger Laura Thompson til Kristeligt Dagblad i en pause under konferencen.

”Migrantkvinder er magtfulde. De har magten til at flytte et andet sted hen,” siger Laura Thompson, vicegeneraldirektør i Den Internationale Organisation for Migration (IOM). –
”Migrantkvinder er magtfulde. De har magten til at flytte et andet sted hen,” siger Laura Thompson, vicegeneraldirektør i Den Internationale Organisation for Migration (IOM). – Foto: Cathrine Marie Nørgaard

Det er især kvinder, der kommer fra lukkede samfund, som kan få flere muligheder, hvis de migrerer, forklarer hun.

”Europa er en region, hvor 52 procent af migranterne er kvinder. Der er meget fokus på de mange unge mandlige migranter i Europa, men man bør i stedet se på det store billede. Kvinderne er overset af medierne, men jeg tror, at det har ændret sig lidt de seneste år. Kvinder har altid migreret, men nu migrerer de som overhoveder i familien,” siger hun.

Og selvom man i Bruxelles de seneste to dage ikke har kunnet gå ind i et konferencerum uden at få at vide, at vi skal ”empower” (myndiggøre) kvinder, så synes Laura Thompson ikke, at det er et ord, der er nødvendigt at bruge:

”Kvinder er allerede fantastisk magtfulde. Og især migrantkvinder er magtfulde. De har magten til at flytte et andet sted hen. Beslutningen om at flytte viser blot, at de har viljen til at gå efter det, de vil have.”

Den costaricanske IOM-direktør erkender dog, at migrantkvinder står over for nogle helt andre udfordringer end mændene. Kvinder, der migrerer, er ofte udsat for menneskesmugling, for vold eller bliver udnyttet seksuelt eller økonomisk. Derfor foreslår Laura Thompson fire konkrete tiltag, der skal til for at forbedre vilkårene for migrantkvinder:

For det første skal der indføres et bedre system for kvinderne, når de kommer til landet, så de får nemmere adgang til sociale ydelser og uddannelse og ikke bliver udnyttet økonomisk. Det skal især være tilfældet for de sektorer, hvor migrantkvinderne typisk arbejder – i særdeleshed plejesektoren.

For det andet skal der være bedre muligheder for kvinder for at få visa til andre lande, eller ”åbne, reelle, regulere kanaler for migrerende kvinder”, som Laura Thompson beskriver det.

Det tredje fokuspunkt findes i relation dertil: Kvinder skal ikke være afhængige af deres arbejdsgiver. Alt for ofte afhænger deres visa af deres arbejdsplads.

”Her sker der meget udnyttelse,” siger Laura Thompson og fremhæver det sidste vigtige fokuspunkt:

”Du er nødt til at adskille kvinderne fra deres mandlige partnere og give dem adgang til visa. Meget ofte er de afhængige af deres mands visa for at blive i landet. Det fastholder også flere af de magtforhold, der hersker i forhold og familier.”

Kristeligt Dagblad var inviteret til European Development Days-konferencen af EU-Kommissionen.