Mens en dansk præst for godt et år siden vakte forargelse og hovedrysten, da han for rullende kameraer viede en kvinde til hende selv, har stadig flere kvinder i andre lande valgt at gå samme vej.
Blandt andet i Storbritannien og USA har kvinder inden for det seneste halve år vakt opsigt ved at indgå ægteskabspagter med sig selv. En britisk kvinde, Grace Gelder, arrangerede en bryllups-ceremoni for sig selv med både ring, ægteskabsløfter og 50 gæster.
Amerikanske Jessica Semaan gennemførte ligeledes en ceremoni med en række løfter, hvor hun sagde ”ja” til sig selv for at markere, at hun ville ”tage ansvar for eget velbefindende og egen lykke” som singlekvinde i en omgangskreds, hvor stadig flere blev gift og fik børn.
Der er ikke tale om lovformelige vielser, selvom flere af kvinderne har involveret en præst eller en giftefoged.
I USA har et ægtepar ovenikøbet lanceret en ”Jeg giftede mig med mig selv”- bryllupsboks indeholdende en håndlavet ring, ceremoni-instrukser og et kort til hver ugedag, som skal hjælpe én til dagligt at bekræfte de løfter, man har indgået med sig selv. Det handler ikke om at opgive drømmen om kærlighed, forklarer parret, men om at fejre, at man i sig selv er et fantastisk menneske.
Eksemplerne, som tæller endnu flere, kan lyde som rent pjat, og mange vil sikkert ryste på hovedet ved tanken om selvcentrerede eller ensomme pebermøer, som enten har nok i sig selv eller har opgivet drømmen om at finde den eneste ene.
Men der ligger faktisk fornuftige tanker bag kvindernes ”selvægteskab”, vurderer både en psykolog og en teolog, som forsker i Kierkegaard.
Eksemplerne på ”selvægteskaber” skal ses som del af en større tendens til, at især single-kvinder i den giftefærdige og fødedygtige alder har brug for at markere, at livet er værd at leve.
Det vurderer psykolog og terapeut Mette Holm, som har egen praksis i Aarhus og især beskæftiger sig med parforhold og singleliv.
Mette Holm oprettede sidste år Facebook-siden “Sweet Single” som reaktion på, at især singlekvinder sidder fast i forestillingen om, at livet begynder, når mand og børn kommer til.
Men der er også modreaktioner, der minder om "selvægteskaberne". Mette Holm har for eksempel bemærket, at singlekvinder på Facebook skilter med, at de er i et parforhold. Og når folk så spørger til deres kærlighedsliv, lyder svaret, at de er i et forhold med sig selv.
Kvindernes "selvægteskaber" er den ultimative manifestation af, at man vælger sig selv og ikke vil være noget, andre mener, man skal være, lyder det fra Mette Holm.
”I dag skal vi hele tiden søge efter at blive en bedre og mere perfekt udgave af os selv. For mange handler denne selvudvikling om at finde lykken i det helt rette forhold. Det er hårdt for dem, der ikke passer ind. Mange er ulykkelige, fordi de ikke har fundet en kæreste. Det bliver nærmest til eksistentiel ulykke, og man ser kun afgrunden foran sig," siger hun.
"Men i det øjeblik, man indser og markerer, at ens lykke ikke afhænger af en mand eller et arbejde eller af børn, giver man sig selv mulighed for at være lykkelig uden grund. Hvis flere kunne finde ud af at gøre det, ville der komme ro i folks hoveder,” siger Mette Holm med henvisning til erfaringerne fra sin egen praksis.
Eksemplerne på ”selvægteskaber” tæller udelukkende kvinder. Hvorfor mænd ikke på samme måde har behov for at love sig selv evigt troskab, gives der ikke noget enkelt svar på. Men ét svar er, at kvinders identitet stadig er bundet op på børn og moderrolle, mener Mette Holm. Otte ud af 10 af hendes klienter er kvinder.
Kvindernes opgør kan minde om det, filosoffen Søren Kierkegaard taler om, når han taler om at ”vælge sig selv” som den, der skal bære ansvaret for, hvad man gør i livet. Det fortæller teolog og ph.d. Pia Søltoft, som er forskningslektor ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret.
”Projektet synes at være båret af et alvorligt ønske om at gøre op med den tanke, at man kun bliver sig selv, hvis man følger konventionen og bliver gift med en mand,” siger hun.
”Det projekt kan man med lidt god vilje kalde kierkegaardsk, hvis man ser det som et opgør med en spidsborgerlig forståelse af, hvad det vil sige at blive et selv. Spidsborgeren er den, der følger konventionerne, gør som sig hør og bør og ikke er sig bevidst, at han eller hun har et selv. Spidsborgeren har sit selv ’på anden Haand’, som Kierkegaard siger.”
Men trods sympati for kvindernes intention er Pia Søltoft stærkt kritisk over for det at lade sig vie med sig selv.
”Der er det grundlæggende forkerte ved projektet, at man roder to helt forskellige kærlighedsskikkelser sammen. Tager man en brudekjole på, så mimer man et bryllup. Ægteskabet er en ceremoni, hvor man velsigner forholdet mellem to parter, som åbenbarer deres kærlighed til hinanden. Det er et forhold, som fordrer to individer, der har vakt lidenskab i hinanden. Bliver man viet til sig selv, blander man selvkærlighed sammen med selvforelskelse. Og selvforelskelse er som bekendt det danske ord for narcissisme. Det er helt og aldeles forskruet at benytte vielsen til dette. Ønsker man en velsignelse af sig selv, gives en sådan til enhver højmesse,” siger hun.
Pia Søltoft kan godt se behovet for en markering af, at man vælger sig selv:
”Jeg formoder, at de kvinder, der gifter sig med sig selv, har brug for en ydre markering af, at de vælger sig selv. Men frem for at fremtræde i slør og myrter kunne man lave en ’Håndfæstning’,” siger hun med henvisning til Søren Kierkegaards værk "Enten – Eller", hvor den etiske karakter assessor Wilhelm foreslår, at man skriver de afgørende valg i livet ned i et dokument:
”At vælge sig selv i kierkegaardsk forstand er noget, man gør dybt og inderligt med sig selv og for sig selv. Det viser sig i det ydre gennem måden, man handler på – ikke gennem en kjole eller en ring.”
Henryette Demant afviser, at det at gennemføre en bryllups-lignende ceremoni skulle have noget med selvforelskelse at gøre. For godt et år siden gennemførte hun netop sådan en ceremoni sammen med præsten Thomas Nedergaard fra Ungdomskirken på Vesterbro i København som afslutning på et sjælesørgerisk forløb. Ceremonien blev vist i et program på DR2, og det handlede for Henryette Demant udelukkende om at inspirere andre til at søge samme accept og kærlighed til sig selv, som hun oplevede, fortæller hun.
”Jeg vil gerne være tro mod mine medmennesker, være ærlig og oprigtig. Hvis jeg ikke tør være ærlig over for mig selv, er det svært at være det over for andre. Netop derfor ’giftede jeg mig med mig selv’,” siger hun og forklarer, at noget faldt på plads for hende i forhold til hendes selvbillede:
"Jeg lovede mig selv, at jeg gerne må være den, jeg er, præcis som Gud har skabt mig. Jeg behøver ikke længere holde 'mig' på afstand, vise en facade eller forsøge at leve op til at være andet, end jeg er, af frygt for ikke at blive accepteret udefra. Nu ved jeg, hvad det betyder at hvile i kærlighed og accept indefra og ønsker derfor at inspirere mine medmennesker til at opleve det samme. Så for mig har det især handlet om dyb næstekærlighed. Man skal elske sin næste som sig selv. Når jeg kender til fuld accept, kan jeg også give dette til min næste.”
Den britiske kvinde Grace Gelder, som ligeledes har ladet sig vie til sig selv, kan godt se det narcissistiske i projektet:
"Hvis man lige har annonceret , at man vil gifte sig med sig selv, er det selvfølgelig en erklæring om selvkærlighed, og jeg var ikke blind for, hvor selvoptaget det kunne virke. Men jeg var helt tryg ved min motivation for at gøre det."