Prøv avisen

Kvinderne har et ansvar: de skal opdrage børnene til fred

Søster Angelique Namaika i bøn på sit Center for Reintegration og Udvikling i DR Congo. Den katolske nonne hjælper omkring 2000 kvinder og børn, som har været ofre for overgreb. – Foto: Habibou BangreAFP.

Søster Angélique Namaika hjælper nogle af de tusindvis af kvinder og børn, som siden 2008 er blevet bortført af den ugandiske milits Lords Resistance Army i det nordøstlige Congo. Hendes arbejde er blevet hædret med FNs Flygtningehøjkommissariats pris, Nansen-prisen

De kommer uden varsel vrimlende ud af junglen som onde ånder, der hjemsøger landsbyer og marker, stjæler afgrøderne, dræber på må og få og bortfører kvinder og børn.

Siden 2008 har Lords Resistance Army (LRA) spredt rædsel i Dungu-territoriet i det nordøstlige hjørne af Den Demokratiske Republik Congo. Den oprindeligt ugandiske milits opererer nu i nabolandene, og mindst 120.000 mennesker i Dungu-territoriet er flygtet fra deres hjem til lejre oprettet af FNs Flygtningehøjkommissariat med støtte fra blandt andet Dansk Flygtningehjælp omkring byen Dungu.

Det er her, søster Angélique Namaika hjælper omkring 2000 kvinder og børn, som har været ofre for LRAs overgreb. Den katolske nonnes Center for Reintegration og Udvikling er blevet et håb i den nat, der lukker sig om ofrene, selvom det lykkes dem at slippe væk. Søster Angélique hjælper dem med at vende tilbage til livet efter de rædsler, de har gennemgået.

LÆS OGSÅ: Fistula - de afrikanske pigers glemte sygdom

De har været udsat for uudsigelige grusomheder. De unge kvinder er typisk blevet bortført som 11-årige og tilbringer derefter 4-5 år i junglen, før det lykkes dem at slippe væk, for eksempel når de møder FN-soldater eller Congos regulære hær. Nogle af pigerne har for eksempel fået læberne skåret væk til skræk og advarsel for andre. De har næsten alle været udsat for seksuelle overgreb. De fleste har kønssygdomme, og nogle har børn, de har født i fangenskab. De bortførte drenge har nogle gange fået en arm hugget af. Centret tager sig også af adskillige små børn, hvis mødre er blevet bortført, og som ikke har andre til at tage sig af dem, fortæller søster Angélique, som netop er blevet hædret med FNs Flygtningshøjkommissariats ærespris, Nansen-prisen, for sit arbejde i Dungu.

Udstyret med sin karakteristiske turban på hovedet og et smil, der kan jage kvindernes indre dæmoner på flugt, krydser hun gennem Dungu og de omkringliggende flygtningelejre på sin cykel hver eneste dag for at komme i kontakt med kvinderne og overbevise dem om at deltage i centrets aktiviteter. Hendes utrættelige indsats er med til at give dem livet tilbage efter de rædsler, de har gennemgået.

Kvinderne og børnene er ofte underernærede. På centret får de ordentlig mad og lægehjælp. Når de er stærke nok, får de derefter en uddannelse, så de kan klare sig selv økonomisk. De kan for eksempel lave mad eller sy tøj, som de kan sælge på markedet. De lærer også at læse og skrive. At lære noget og at få et arbejde er en vigtig del af rehabiliteringen. Det giver selvværd, og de kan begynde at se fremad. Samtidig er de sammen med kvinder, der har været igennem det samme som de selv. Det gør det lettere at tale om det, de har gennemgået. Vi beder også sammen , og det er alt sammen med til at hele sårene, fortæller Angélique.

Hun husker for eksempel den unge pige, som hun en dag fandt siddende midt på vejen i Dungu med et spædbarn i armene.

Hun var 16 år og havde været fange i LRA i et år og otte måneder. Da jeg fandt hende, var hun blevet befriet af Ugandas hær. Hun var stærkt traumatiseret og led af en kønssygdom. Hun var kommet til Dungu for at finde sin mor, men moderen havde forstødt hende og beskyldt hende for at tilhøre LRA, og hendes eneste udvej var at vende tilbage til junglen med sit barn, som også var sygt. Men hun havde ikke penge til lægen. Jeg kunne ikke lade hende sidde der på vejen. Jeg tog hende med mig hjem, siger Angélique.

Den Demokratiske Republik Congo er blevet kaldt voldtægtens hovedstad af Margot Wallström, som indtil sidste år var særlig repræsentant for FNs generalsekretær i spørgsmålet om seksuel vold i konflikter.

Mindst 200.000 kvinder, og formentlig mange flere, er blevet udsat for seksuel vold i Den Demokratiske Republik Congo, hvor voldtægt benyttes som et krigsvåben til at sprede frygt og rædsel i befolkningen. Alle de militser, der kæmper i landet, heriblandt LRA, benytter seksuelle overgreb mod kvinder og børn men også mod mænd, og landets officielle hær er blevet beskyldt for at benytte massevoldtægter som repressalier mod landsbyer, der mistænkes for at støtte oprørerne.

Lords Resistance Army var oprindeligt en ugandisk oprørsbevægelse, som blev dannet i 1988 med det mål at afsætte Ugandas præsident Museveni og oprette en teokratisk stat baseret på De Ti Bud.

Ifølge FN er LRA skyld i, at 2,5 millioner mennesker har måttet flygte fra deres hjem i Uganda, men i stigende grad også i nabolandene, Sydsudan, Congo og Den Centralafrikanske Republik.

LRAs vold i den nordøstlige del af DR Congo begyndte i 2008, da regeringstropper var tæt på at få ram på militsens ledere. Under de såkaldte julemassakrer blev 865 mennesker dræbt under kollektive massemord. Den Internationale Krigsforbryderdomstol har udstedt arrestordre mod grundlæggeren, Joseph Kony, som stadig er på fri fod.

I Dungu er kvinderne i relativ sikkerhed, men truslen lurer konstant, fortæller søster Angélique. I 2008 var truslen så overhængende, at byen midlertidigt måtte evakueres.

Militserne kan angribe når som helst. De kommer for at plyndre vores afgrøder, og de bortfører kvinder til at bære afgrøderne og gøre dem seksuelle tjenester. Kvinderne kan aldrig vide sig i sikkerhed, når de arbejder i markerne eller går til markedet. Vi lever alle i konstant angst, siger Angélique.

Det var allerede som barn mødet med en tysk katolsk nonne, søster Tone, som overbeviste Angélique om, at hun skulle vie sit til kirken og til at gøre det gode, som hun siger.

Jeg var ni år, da søster Tone kom til vores landsby. Hun var utrættelig, altid i færd med at hjælpe andre, uden at blive træt eller tænke på sig selv. Og jeg besluttede, at jeg ville være lige så utrættelig. Når jeg indimellem er ved at miste modet, hører jeg en lille, indre stemme, der siger, at jeg ikke må give op. For kvinderne, der kommer på centret, giver aldrig op. Det er dem, der hjælper mig til at fortsætte. Kvinderne har et kæmpemæssigt ansvar. Det er dem, der skal opdrage børnene til fred, og det kan de kun, hvis deres egne sår læges, siger Angélique Namaika.

Nansens Flygningepris eller Nansen-medaljen er opkaldt efter den norske opdagelsesrejsende og diplomat Fridtjof Nansen, der oprettede den første flygtningekomité under Folkeforbundet. Prisen uddeles hvert år af FNs Flygtningehøjkommissariat, og med den følger 100.000 dollar.

Pengene skal bruges til at udbygge centrets bageri, så flere kvinder kan få et arbejde. Vi vil også opkøbe mere jord, så flere kvinder kan få en jordlod at dyrke, siger Angélique Namaika, som blandt andet har været i audiens hos pave Frans efter prisoverrækkelsen i Genève.