Prøv avisen

For 25 år siden blev verdens kvinder lovet frihed og ligestilling. Der er stadig lang vej

En af de helt store forhindringer for at forbedre kvinders situation er, at familielovgivningen i mange lande i Mellemøsten og Nordafrika er baseret på islamiske, religiøse shariaforskrifter, som umyndiggør kvinderne og gør mænd til deres værger. Her demonstrerer palæstinensiske kvinder i Ramallah på Vestbredden i protest mod drabet på den 21-årige Israa Grayeb, som blev banket til døde af sine brødre. – Foto: Abbas Momani/AFP/Ritzau Scanpix

I dag er det 25 år siden, at FN’s befolkningskonference i Kairo åbnede med 179 deltagende lande. Konferencen blev skelsættende med sit budskab om, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop. Men det er gået overraskende langsomt med at indfri løftet, siger Helle Degn (S), der deltog som dansk udviklingsminister

Det tog sin tid og krævede flere politiske sværdslag, før EU’s medlemslande og EU-Parlamentet i juni kunne vedtage et nyt omsorgsdirektiv, der blandt andet øremærker to måneders barsel til fædre.

EU-Kommissionen havde oprindeligt ønsket fire måneders øremærket barsel til mænd, men så meget ligestilling var der ikke stemning for blandt medlemslandene. Særligt i de sydlige, katolske medlemslande er der ikke tradition for, at mændene holder meget barsel, mens der i Danmark blev ytret skepsis over for EU’s ønske om at blande sig i, hvordan mor og far fordeler barslen mellem sig i familien.

Set i et globalt perspektiv er det en lille, snæver debat, men den illustrerer, hvor langt verden stadig er fra ligestilling mellem kønnene – for slet ikke at tale om fuld respekt for kvinders rettigheder, mener den tidligere socialdemokratiske toppolitiker Helle Degn.

”Vi støder stadig ind i kulturelle og religiøse normer, når det gælder ligestilling,” siger hun.

For præcis 25 år siden repræsenterede hun Danmark ved FN’s befolkningskonference i Kairo i Egypten som udviklingsminister i Poul Nyrup Rasmussens (S) regering. Konferencen bliver betragtet som en milepæl i kvindekampen, fordi de 179 deltagende lande trods modstand fra konservative patriarkalske og religiøse grupperinger vedtog princippet om, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop. Herunder retten til at bestemme deres egen uddannelse, og hvornår de vil være gravide.

”Det var en markant konference. Den forsøgte at skubbe og bevidstgøre offentlig- heden i mange lande om, at kvinder ikke er andenrangsborgere, men selvstændige, ligeværdige mennesker,” siger den 72-årige Helle Degn, der var den første kvinde, som kunne fejre 25-årsjubilæum som folketingsmedlem.

Blandt de hovedpunkter, der blev drøftet i Kairo, var retten til seksualoplysning og prævention samt forbud mod omskæring.

Rapporter fra blandt andet UNFPA, FN’s Befolkningsfond, viser, at mens det er lykkedes at bekæmpe omskæring i mange regioner, er der stadig lang vej igen, før alle kvinder frit kan bestemme, om de vil benytte sig af prævention. En undersøgelse fra UNFPA i foråret viste, at i de 51 lande, der indgik i undersøgelsen, skulle 43 procent af gifte eller samlevende kvinder rette sig efter deres mand. Også på en lang række andre områder bliver mange kvinder stadig undertrykt af deres mænd eller fædre – ligesom vold mod kvinder og piger fortsat er en ”global epidemi”.

”Det er gået langsommere med at skabe fremskridt, end jeg forestillede mig dengang. Blandt andet havde jeg troet, at store dele af Mellemøsten ville være længere fremme. I stedet ser vi fortsat steninger af kvinder og respektløs kontrol. Det er skræmmende,” siger Helle Degn.

Det danske videns- og udviklingscenter om køn, ligestilling og etnicitet, Kvinfo, arbejder med støtte fra Udenrigsministeriet i en række lande i netop Mellemøsten og Nordafrika med at styrke kvindernes vilkår og ligestillingen.

International chef Lene Steffen peger på, at en af de helt store forhindringer for at forbedre kvindernes situation er, at familielovgivningen i hovedparten af landene er baseret på islamiske, religiøse sharia-forskrifter, som umyndiggør kvinderne og gør mænd til deres værger.

”Hvis din far eller mand pr. definition bestemmer over dig, er det svært at skabe rum til at træffe sine egne beslutninger, uanset om det er uddannelse eller prævention. Dertil kommer, at kvinden ses som en del af familiens ære. Ens individuelle rettigheder betyder ikke så meget som familiens kollektive omdømme. Og en kvinde, der vil uddanne sig, begrænse sine børnefødsler eller stille op i politik, er lette mål for fordømmelse. Så selvom manden måske er med på at give hende lov, bliver han også påvirket af snakken og hånen. ’Kan du ikke kontrollere din kvinde’, lyder det,” siger Lene Steffen.

Det er i den forstand de systemiske, strukturelle mønstre – det være sig religiøse, kulturelle eller patriarkalske – der udgør de største forhindringer for, at målene fra Kairo bliver indfriet, siger hun:

”Det er vævet sammen og sidder i familiemønstrene. Vejen ud for kvinderne er økonomisk uafhængighed. Det er først, når kvinderne ikke længere er afhængige af deres mand eller far, at de får frihed til at træffe deres egne valg.”

Helle Degn har samme erfaring efter en menneskealder med ligestillingspolitik.

”Det rykker først, når kvinderne kommer på arbejdsmarkedet. Løn giver uafhængighed. Vi har set det i Danmark, hvor ligestillingen først begyndte at slå igennem i forbindelse med industrialiseringen,” siger hun.

I november er Kenya og Danmark i fællesskab med UNFPA vært for en ny befolkningskonference, denne gang i den kenyanske hovedstad, Nairobi. Det optager udviklingsminister Rasmus Prehn (S), der har et stort ønske om at fastholde Danmarks fokus på området.

”Min forgænger, Ulla Tørnæs (V), havde en høj profil på kvinderettigheder og befolkningspolitik, og den agter jeg at fastholde som en dansk mærkesag. Ligestilling mellem kønnene er nøglen til at skabe udvikling på en lang række andre områder også, blandt andet klima og fred,” siger Rasmus Prehn.

FN har nu sat sig et nyt mål, da ligestilling mellem kønnene er mål nummer fem i de 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling frem mod 2030.