Prøv avisen

Kvinders turban er tegn på oprør mod Atatürk

Når valget om at gå med tørklæde bliver en politisk handling vendt mod love og regler, bliver det også et forræderi mod islams essens. I så fald handler det ikke om islamisk tro, men er et dække for politiske mål om at ødelægge statsstrukturen i Tyrkiet

Globalt set
Af Halit Refig

STRIDEN OM hovedtørklædet er trådt i stedet for PKK-terrorismen og den kurdiske separatisme som det mest polemiske emne i Tyrkiets politiske liv.

De nye krigsførende mod staten er ikke bevæbnede mænd, men unge piger med tildækkede hoveder, som nægter at adlyde reglerne for universitetsuddannelse på grund af deres religiøse tro. Men målet, de beskyder, er det samme: den tyrkiske centralmagt, som etableret under Mustafa Kemal Atatürks lederskab.

Disse oprørske piger dækker deres hoveder til med det traditionelle tyrkiske hovedtørklæde, også kaldet turban.

Tyrkiet havde ikke sådanne turbanproblemer indtil 1980erne. Der var faktisk ikke noget hovedtørklædeproblem i Tyrkiet indtil Khomeini-revolutionen i Iran, da sortklædte kvinder fyldte offentlige pladser i Teheran. Nogle kvikke hoveder i Tyrkiet besluttede at bruge samme taktik og bruge kvinder og kvindelige studerende mod staten med demokratiet og individuelle rettigheder som undskyldning.

I 1982 erklærede Istanbuls universitetsmyndigheder for første gang, at kvindelige studerende, der dækkede deres hoveder til og bar den såkaldte turban, ikke ville få adgang til undervisningen. Siden da har hovedtørklædet/turbanen været et kontinuerligt emne for polemik.

Valget i 1999 var en milepæl. En turbanklædt kandidat ved navn Merve Kavakci, som boede i USA, blev valgt ind. Men et flertal af parlamentarikere nægtede at lade hende blive i parlamentet, hvis hun insisterede på at bære turban.

Kavakci tog tilbage til Amerika, hvor hun fortsat forsøger at opføre sig som en muslimsk Jeanne dArc. På grund af hende tror mange mennesker i Tyrkiet, at turbanen på en eller anden måde er en amerikansk inspiration med det formål at underminere tyrkisk magt.

PROBLEMET ER LANGT MERE kompliceret og stikker dybere, end det umiddelbart synes. Indtil 1990erne var Tyrkiet et landbrugsland, og det meste af befolkningen boede i landområder. Fremskridende industrialisering stimulerede imidlertid migrationen fra landområderne til bycentrene. Nu er Tyrkiet et industrialiseret land, og 70 procent af landets befolkning bor i byer skønt mange er født på landet.

Demokratiet har givet disse mennesker muligheden for at blive den dominerende samfundsgruppe. At bære turbanen er en måde at udtrykke deres nye magt på. Den er blevet en slags solidaritetsuniform for unge folk fra landet, der udfordrer de etablerede by-regler i stedet for at tilpasse sig livsformen i metropolerne.

Skønt forsvarere af turbanen hævder, at den er udtryk for islamisk tro, insisterer islamiske lærde og teologer på, at der ikke findes nogen streng regel om at dække hovedet til i islam. Faktisk er det en del af den kristne teologi.

Her er nogle citater fra Paulus Første Brev til Korinterne i Bibelen:

Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud. (11,3)

Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket. Men en mand behøver ikke have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans. Men kvinden er mandens afglans. For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden,og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens. Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed. (11,6-10)

Der findes intet sådant krav til en kvinde om at dække sit hoved til i islams hellige bog, Koranen. Koranen siger, at troende kvinder skal sænke blikket og vogte deres anstændighed. At de ikke skal udstille deres skønhed og udsmykning bortset fra det, som normalt kommer til syne deraf. At de skal trække deres slør henover deres barm. (24, 30-31).

Til forskel fra kristendommen har islam ingen kirke, ingen klasse af gejstlige, ingen nonner. For at være muslim rækker det at acceptere, at der kun er én Gud, og at Muhammed er hans budbringer. Resten er mellem den troende og Gud. Der er ingen myndighed, som vil afgøre, hvem der er en god muslim, og hvem der ikke er. Eftersom Gud har givet mennesket intelligens, er muslimer ansvarlige direkte over for Gud uden nogen mellemmand. Det er generelt den tyrkiske måde at være muslim på.

Så at dække en kvindes hoved til med nonnelignende hovedtørklæder er ikke at gå tilbage til et islamisk fundament, men en rodløs imitation af kristne nonner!

INGEN BØR BLANDE SIG I, hvordan en person vælger at leve sit private liv. Det samme gælder en kvindes valg af beklædning. Men når dette valg bliver en politisk handling vendt mod love og regler, bliver det også et forræderi mod islams essens. I så fald handler det ikke om islamisk tro, men er et dække for politiske mål om at ødelægge statsstrukturen i Tyrkiet.

Den politiske magt, som AK-partiet (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) har nu for tiden, bygger på den nye samfundsgruppe i byerne. At putte turbaner på deres kvinders hoveder er en strategi til at etablere politisk dominans. Premierminister Recep Tayyip Erdogan og præsident Abdullah Gül er med deres tildækkede koner hovedrepræsentanterne for oprøret mod Atatürks statsmyndighedsrepublik. Dette er resultatet af demokrati.

Hvad bliver det næste? Det er ikke let at gætte. De væbnede styrker har altid spillet en central rolle i bevarelsen af orden i den kemalistiske stat. Indtil nu har de ikke udvist nogen nævneværdig reaktion. Men hvor vidt kan man gå over for dem? Kan vi sige endeligt farvel til Atatürk og hans nation/stat, eller vil der komme et uundgåeligt punkt, hvor de væbnede styrker vil komme ud af barakkerne?

udland@kristeligt-dagblad.dk

© 2008 GLOBAL VIEWPOINT 2008

Oversat af Sara Høyrup

Halit Refig, en af Tyrkiets førende intellektuelle, er filmmager/manuskriptforfatter med titler som Four Women in the Harem (Fire kvinder i haremmet) og Island of the Dogs (Hundeøen)