Kvindesagen er lige noget for mænd

Mænd har en meget stor betydning for, om det lykkes at skabe bedre vilkår for piger og kvinder. Det er dem, der som fædre, brødre og partnere skal vise kvinderne respekt og behandle dem som ligeværdige, lyder det fra lokale og gæster ved ligestillingstopmøde i Nairobi

Kronprinsesse Mary, udviklingsminister Rasmus Prehn og Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, prøver i disse dage at promovere kvinders rettigheder på topmødet i Nairobi. – Foto: Daniel Irungu/EPA/Ritzau Scanpix.
Kronprinsesse Mary, udviklingsminister Rasmus Prehn og Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, prøver i disse dage at promovere kvinders rettigheder på topmødet i Nairobi. – Foto: Daniel Irungu/EPA/Ritzau Scanpix.

Ligestillingen fejlede ikke noget, da et FN-topmøde om kvinders rettigheder og levevilkår i tirsdags åbnede i Kenyas hovedstad, Nairobi. De fire officielle taler i det store hvide telt, Lawn Hall, ved byens internationale konferencecenter var fordelt salomonisk mellem to kvinder og to mænd. Kronprinsesse Mary talte som protektor for FN’s Befolkningsfond, UNFPA, og Natalia Kanem som generaldirektør for selvsamme. Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, og den danske udviklingsminister, Rasmus Prehn (S), repræsenterede mændene og de to værtslande bag konferencen.

Helt så jævnbyrdigt forholder det sig ikke i store dele af den verden, som er målet for topmødet. Blandt andet viser et nyt studie fra kvindeorganisationen Women Deliver, baseret på 600 millioner kvinder i 43 lav- og mellemindkomstlande, at under halvdelen af alle gifte kvinder har kontrol over deres egne indtægter.

Skal forholdene ændre sig, er det nødvendigt, at mændene tager deres del af opgaven på sig, mener Abdelgader Arderamane Koko, leder af ungdomsorganisationen Gemana i Tchad, et af Afrikas fattigste lande. Den to meter høje, unge mand minder om, hvem det er, det går ud over, når piger bliver omskåret eller ender som barnebrude, når kvinder bliver voldtaget eller dør under graviditeten, fordi de ikke får den behandling, de har brug for.

”Det er jo vores søstre og vores døtre. Jeg vil ikke have, at min datter skal have sådan et liv,” siger han.

Udviklingsminister Rasmus Prehn er bevidst om, at mændene kan have tøvet lidt for længe med at gå helhjertet ind i kampen for kvinders rettigheder:

”Der har måske været en tendens til at mene, at det ikke var en kamp, mændene skulle kæmpe. Men det er utrolig vigtigt, at mændene er med om bord. Der er brug for mandlige forbilleder, som kan gå i spidsen for kvinders rettigheder og ligestilling,” siger han.

Benson Amakabira er vokset op i en familie, hvor uddannelse betød meget, men også en traditionel familie, som de er flest i Kenya og resten af Afrika: Manden, i de fleste tilfælde faderen, er overhovedet for familien, og resten adlyder ham, som Amakabira udtrykker det. Det har taget et par diskussioner at forklare forældrene, hvorfor han de seneste år er begyndt at engagere sig i menneskerettigheder og kvindespørgsmål.

"Vi lever sammen, så vi må finde ud af det sammen,” siger musikeren og aktivisten Benson Amakabira. – Foto: Ulla Poulsen.
"Vi lever sammen, så vi må finde ud af det sammen,” siger musikeren og aktivisten Benson Amakabira. – Foto: Ulla Poulsen.

”Det er langsomt ved at gå op for dem, hvorfor det er vigtigt,” siger den 28-årige musiker og tekstforfatter.

Han er overbevist om, at den bedste måde at forbedre pigernes og kvindernes vilkår er ved at tale med dem, der har den største indflydelse på deres liv – og det er ofte mændene.

”Det er godt og nødvendigt at bevidstgøre kvinderne og styrke dem, men hvis en mand vil slå en kvinde, vil hun blive ramt, uanset hvor oplyst hun er. Vi skal bruge samme kræfter på at oplyse mænd som kvinder,” siger Benson Amakabira, som også arbejder som aktivist for ActionAid, der blandt andet er støttet af danske Mellemfolkeligt Samvirke.

Fordelen ved at inddrage mændene er også, at det måske kan være med til at holde sammen på familierne. Hvis kvinderne bliver sunde, stærke og økonomisk selvstændige, uden at mændene helt er med på, hvad der sker, risikerer det blot at ende med skilsmisser og brudte forhold, når kvinderne siger fra.

”Vi lever sammen, så vi må finde ud af det sammen,” siger han.

En af de kvinder, der endte med at sige fra, er Diana Kamau, der blev gravid som 17-årig med sin jævnaldrende kæreste. Han støttede hende i begyndelsen, men siden er forbindelsen brudt. Hun mener, at mænd kun er ude på at udnytte kvinder. Den 20-årige kvinde satser på at blive elektriker og ad den vej kunne forsørge sin treårige søn, Dickens. I takt med at han bliver ældre, skal han lære at respektere kvinder fuldt ud.

Diana blev gravid som 17-årig, og hun vil opdrage sin nu tre-årige søn Dickens til at respektere piger og kvinder. – Foto: Ulla Poulsen.
Diana blev gravid som 17-årig, og hun vil opdrage sin nu tre-årige søn Dickens til at respektere piger og kvinder. – Foto: Ulla Poulsen.

”Det er der, vi må starte. Med vores egne børn, vores egne sønner,” siger Diana Kamau, som Kristeligt Dagblad møder i Kibera-slumkvarteret i den kenyanske hovedstad.

Tidligere udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) var med til at søsætte idéen om topmødet i Nairobi, og hun deltager sammen med en række andre danske folketingsmedlemmer. Det glæder hende at se den opbakning, mødet er endt med at få. Ikke mindst fra mandlige statsledere som Uhuru Kenyatta. For det gør en forskel, om mandlige ministre og statsledere støtter kvindernes rettigheder fra en talerstol.

”Når først ordene er sagt, hænger de på dem,” siger Ulla Tørnæs.

Kristeligt Dagblad rejste til Kenya med støtte fra Udenrigsministeriet