Kysten på Samos er både et paradis og et helvede

Katina Arvaniti er igen klar til at tage imod. Hun har ikke blot budt velkommen til tusindvis af flygtninge. Hun har også reddet liv

Katina Arvaniti er 72 år og har boet i den græske landsby Galasio på øen Samos i 32 år. I flere år har hun hjulpet flygtninge med tørt tøj og sko samt et smil, når de ankommer fra Tyrkiet til stranden under hendes hus. For nylig stod hun og hendes søster dog pludselig med 11 døde babyer, børn og kvinder, efter at en båd forliste få meter fra kysten. -
Katina Arvaniti er 72 år og har boet i den græske landsby Galasio på øen Samos i 32 år. I flere år har hun hjulpet flygtninge med tørt tøj og sko samt et smil, når de ankommer fra Tyrkiet til stranden under hendes hus. For nylig stod hun og hendes søster dog pludselig med 11 døde babyer, børn og kvinder, efter at en båd forliste få meter fra kysten. - . Foto: Anna Klitgaard.

Strandene neden for 72-årige Katina Arvanitis hus er som et billede fra en turistbrochure. Mellem klippefremspring bølger klart azurblåt vand ind mod kysten, og de grønne bakker bagved, de hvide huse og den lille ortodokse kirke mellem cyprestræerne gør billedet af paradis fuldendt. Dog brydes idyllen af flere hundrede redningsveste og enkelte gummibåde på stranden, men det er ingenting i forhold til synet af den hvide, kæntrede båd, hvis omrids klart ses på havets bund kun få meter fra kysten.

Katina Arvaniti har boet i landsbyen Galasio i 32 år. Men aldrig har hun oplevet så traumatisk en nat som den søndag for tre uger siden, da hun vågnede til lyden af skrig og paniske stemmer. I mørket var det umuligt at se, hvad der foregik udenfor, men heldigvis var hendes søster på besøg, og sammen begyndte de at løbe ned ad den stejle sti mod stranden.

Synet, der mødte Katina Arvaniti, får hende stadig til at græde. For på stranden lå en død kvinde, og familiemedlemmer styrtede panisk rundt for at finde deres børn. Den nat lykkedes det langtfra for alle, for selvom Katina Arvaniti genoplivede ét barn, fik sat et andet i et varmt bad og gjorde, som hun har gjort i de seneste mange år - hjalp - så druknede 11 mennesker, heraf syv børn, fortæller hun:

”Jeg ringede til politiet, men de kom ikke. Naboerne kom heller ikke, selvom de må have hørt larmen. Jeg glemmer aldrig den aften, jeg kan stadig høre skrigene.”

Katina Arvaniti har ellers lang erfaring med at hjælpe flygtninge. De første stod uden for hendes hus en morgen den 11. november for snart 15 år siden. Hun husker datoen, fordi den 11. november er dagen for Samos' indlemmelse i Grækenland, og på grund af parader i Samos by kunne politiet først komme efter klokken 15. Dengang var de ankomne fra Irak; fædre med deres børn, der var flygtet fra krigen.

”Da jeg så dem, kaldte jeg på min mand og sagde til ham, at vi havde fået gæster. Dengang brugte vi mest huset som sommerhus, så jeg havde næsten ingenting her. Men mændene fik noget cognac og børnene noget mælk og te, og lidt mad havde jeg da også.”

I dagene, der fulgte, afleverede Katina Arvaniti hver dag mad på politistationen, for ingen var vant til flygtninge dengang, og derfor var der ingen hjælpeorganisationer eller andre, der hjalp.

Siden i sommer har situationen på Samos dog været en anden. For i dag er det ikke bare en gang imellem, at flygtninge kommer ind på stranden neden for Katina Arvanitis hus - men stort set hver dag.

Da stien fra stranden går lige op til hendes hus, kommer stort set alle forbi her, og det er en af grundene til, at Katina Arvaniti nu har fået bygget et lille skur i baghaven af træbunde fra punkterede gummibåde.

”Mange af dem er våde, når de kommer ind. Før skulle mændene klæde om i udestuen og kvinderne i et rum i huset, men der kommer så mange nu, at en nabo hjalp mig med at bygget skuret.”

Det er ellers ikke megen hjælp, Katina Arvaniti har fået fra naboerne i Galasio. For de fleste vælger at se den anden vej, fortæller hun.

Til gengæld betyder den venlighed, som den 72-årige kvinde viser flygtningene, uendelig meget.

Hvor meget fik hun kendskab til, da to brødre en uge efter forliset ud for Katina Arvanitis hus kom tilbage for at se stranden, hvor de havde mistet deres mor, den ene bror sin kone og barn og den anden et barn.

Gensynet var svært, men det betød meget for Katina Arvaniti at kunne give brødrene moderens taske og lidt tøj, som hun i dagene efter ulykken havde samlet sammen på stranden og rengjort.

”Gud må give mig styrke til at fortsætte med at hjælpe. Men det er hårdt, især i situationer som denne. Så mange mennesker kommer fra Syrien, de har mistet alt, og når havet så tager deres kære, så er det så sørgeligt.”

Katina Arvaniti er selv født i Syrien, da hendes familie emigrerede til landet i 1940'erne. Og selvom hun flyttede til Samos som barn, så ved hun fra forældrene, at de blev godt modtaget dengang. Derfor vil hun også blive ved med at byde velkommen og hjælpe dem, der kommer i land i den idylliske bugt. Også selvom hendes paradis indimellem forvandles til et helvede, og hun står alene med redningsarbejdet.