Utallige drøfter stadig de seksuelle overfald i Köln og andre tyske byer nytårsnat.
En analyse af kulturbaggrund skriver Karen Krüger, redaktør på den tyske avis Frankfurter Allgemeine. Hun mener ikke, at klassisk islam vil reducere kvinder til seksualobjekter. Den slags er et politiserende misbrug fra islamisternes side, skriver hun og henviser til den erotiske litteratur, som var meget udbredt i den muslimske verden i ældre tid.
Berømt er for eksempel ”Den duftende have”, der vejleder i forspil, som kan vække kvindens lyst. Ja, en haddith - tilføjelserne til Koranen - kalder det ligefrem en pligt for manden ikke at rejse sig fra lejet, før kvinden er tilfredsstillet. Det er vel at respektere kvinden.
Krüger afleverer samtidig det obligatoriske æselspark til kristendommen, som angiveligt kun tillod sex for forplantningens skyld og helt skulle have savnet sans for den velduftende sensualitet, som drev gennem den muslimske verden i ældre tid. Islam kender da heller ikke til cølibat, anfører Krüger.
Hun må dog indrømme, at Koranen udtrykkeligt tillader manden at øve vold mod sin hustru, ligesom hun medgiver, at den erotiske litteratur for længe siden blev forbudt i den muslimske verden.
Den frigjorte syriske forfatterinde Salwa Al Neidi vakte i 2008 opsigt med romanen ”Honningkysset”, hvori en kvindelig bibliotekar falder over nævnte muslimske erotika i bibliotekets arkiver. Et sted i romanen hedder det: ”Sheik al-Sujuti skrev i det 13. århundrede en bog om kærlighedens kunst udelukkende for kvinder. Hvis kvinderne i dag læste den, ville de ikke forstå et ord. Man kunne lige så godt give en neandertaler en bog om it-informatik.”
Det er desværre sandt, indrømmer Krüger. Tørklæde og slør er blevet islamistiske partisymboler. Men hun ved, hvordan man nu i Tyskland kommer videre efter nytårsovergrebene. Recepten er enkel:
”Tyske politikere har nu lært af deres fejl og ved nu, at en ægte integrationsindsats kan opbløde patriarkalsk tænkning og arkaiske forestillinger om seksualitet.”
Skulle religion være en hindring, bør man inddrage de muslimske reform-teologer, som der er mange af i Tyskland. Frem for alt må man ikke være sky eller blufærdig, når det gælder intimiteten, for da falder man i den islamistiske tavshedsmorals fælde.
”Lad os tale med muslimer om sex,” slutter redaktøren.
Mindre optimistisk er Gunnar Heinsohn, professor i økonomi og sociologi. Han bemærker i den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung, at det er afgørende for de unge mænds adfærd, at man inden for streng islam ikke kender til kærester - kun til uberørte brude eller hustruer.
De unge mænd medbringer tillige en særlig heftighed, fordi de i deres hjemlande er vant til at leve i en permanent jagt-situation, hvor de må være aggressive. Der hersker nemlig mangel på kvinder, fordi de velhavende gifter sig med fire. Desuden er der i Mellemøstens befolkningspyramide tre til seks gange så mange unge mænd som midaldrende, så alle pladser i samfundet er besat - ligesom kvinderne er det. Det er altså ikke så sært, at bådene i Middelhavet er overfyldte med unge mænd på vej til Europa, bemærker professoren.
De færreste har faglige kvalifikationer, men tysk socialhjælp kan svare til en topgage i hjemlandet. Status bringer den dog ikke, og herboende muslimske kvinder skal spare sig til en ordentlig bejler. Vi må derfor fremover indstille os på mange hede ynglinge med alt for megen fritid, samarbejdende over smartphones, ude efter kvinder.
Situationen er i høj grad usikker.
”Mens ingen ved, hvornår kvinderne i Tyskland atter kan færdes trygt i det offentlige rum, lærte også nogle af de lokale mænd deres lektie hin nytårsnat, da de ved hurtige slag blev skilt fra deres kærester. Også selvom medier roste de skræmte for en pacifisme, der hellere prisgiver sin bedre halvdel end tager kampen op, så vil deres tilbageholdenhed altid brænde i dem som et nederlag,” skriver Heinsohn.
Men der er tegn i tiden på fornuftig reaktion, mener professoren, der roser skandinavisk grænsekontrol. Og man bedes bemærke, at Japans premierminister, Shinzo Abe, i december erklærede, at han ville gøre Japan til verdens sikreste land.
”Den, som ville tænke ondt derom, måtte revidere sin forargelse, da der i Köln også var 30 japanske kvinder, som var udleveret til den arabiske mængde. Tokyos konkurrenter må tage sig sammen, for nu er Köln lige så kendt overalt som Charlie Hebdo. Bliver sikkerhed i boligkvarterer snart den nye anprisning fra ejendomsmægleren?”.