Det var på vej hjem fra en vagt, at Wahida indså, at Irak befinder sig på toppen af et isbjerg. Trods et nationalt udgangsforbud vandrede tusindevis af pilgrimme af sted mod Bagdads Al-Kadhimiyah-moské.
”Det gjorde mig så vred. Jeg er en af dem, der er udsat, fordi jeg står i frontlinjen på hospitalet. Mens jeg blev stoppet ved alle checkpoints, lå vejen åben for dem, der åbenlyst gjorde noget forkert og bringer os andre i fare,” siger Wahida, som af sikkerhedshensyn ikke ønsker sit navn i avisen.
Trods Iraks fortsat moderate corona-tal med 694 registrerede smittede og 50 døde, manglede hun som læge i Bagdads hospitalskompleks Medical City allerede i sidste uge værnemidler og måtte derfor købe egne handsker. Forrige weekends shiamuslimske højtid, der trods pandemi og udgangsforbud samlede pilgrimme i massebøn, gør derfor ikke hendes arbejde nemmere.
”Resultatet bliver uhyggeligt, når vi ser det om to ugers tid. Det her er kun begyndelsen,” konstaterer hun.
Den irakiske læge og hendes kolleger står i front for et falleret sundhedsvæsen, som kun få har tillid til efter mange års krig, korruption og forsømmelse, og som flertallet frygter at forlade i en kiste. Med en aggressiv virus er der for Irak dog særlig grund til bekymring.
”For en måned siden var vi fortrøstningsfulde. Men rapporterne fra Iran gør os bekymrede. Millioner har rejst mellem vores lande. Jeg kunne være håbefuld, men bliver nødt til at være rationel. Derfor er det bedst at være pessimistisk og forberede sig på det værste. Men kontrollerer vi ikke situationen nu, så ender vi som Iran om en måned. Sker det, så dør vi jo alle sammen,” lyder det dramatisk fra Ahmed, en anden ung læge fra Al-Sadr Hospitalet i byen Najaf, som heller ikke tør stå frem med sit fulde navn.
Det var netop i Najaf, at Iraks ”patient nul” i slutningen af februar blev lokaliseret. Hvor Danmarks første coronasmittede kunne spores til Europas epicenter Italien, kom Iraks tilsvarende fra Iran, der er pandemiens epicenter i Mellemøsten med nu 47.593 officielt smittede og 3036 døde. Alligevel blev flytrafikken mellem de to lande ikke indstillet før tre uger senere den 17. marts. I forvejen har den tætte shia-muslimske alliance mellem de to nabolande det seneste halve år medført alt fra dødelige masseprotester og politisk dødvande i Irak over en orkestreret pro-iransk storm på USA’s ambassade til et amerikansk droneangreb i Bagdad på den iransk topgeneral Qassem Soleimani, der for tre måneder siden efterlod regionen på kanten af en geopolitisk storkrig mellem Iran og USA.
Nu har den uønskede virus fra nabolandet ikke kun tvunget danske soldater hjem for anden gang i år, men tilmed halveret oliepriserne og medført et nationalt udgangsforbud.
”Den første dag af udgangsforbuddet var det rene vanvid. Alle kørte rundt, spiste kebab og udnyttede en betalt ferie. For første gang gør regeringen noget rigtig, mens befolkningen gør det forkerte. Corona er ikke den eneste virus i verden. Idioti er også en pandemi,” lyder det fra Ahmed.
Iraks nære forbindelser til det iranske teokrati har også fået Moqtada al-Sadr, kontroversiel shia-leder fra netop Najaf, til at indlede en kold coronakrig på Twitter. Her har han først anklaget den amerikanske præsident, Donald Trump, for at stå bag covid-19, fordi virussen i begyndelsen især ramte Kina og Iran, til nu omvendt at besværge en eventuel amerikansk-produceret corona-vaccine. Ad et andet spor har han så sent som sidste uge beskyldt legaliseringen af homoseksuelle ægteskaber for at være årsag til pandemien. I samme dur har et udbredt corona-stigma fået folk til at flygte fra deres karantæne, afvise lægebesøg eller påkalde sig deres stammes hævn over samme.
”Det er vanvid, og problemet er åbenlyst. Vi skulle have brugt 35 års krig på uddannelse i stedet. Ligesom hiv forbinder nogle coronavirus med noget skamfuldt. De kan finde på at benægte lægens diagnose, lyve om at have rejst i Iran eller holde det hemmeligt, hvis de er syge. Selvom jeg tager alle forholdsregler, kan jeg blive smittet, fordi andre er ignoranter,” siger Ahmed, der i øvrigt ikke har tillid til sit eget sundhedsvæsens officielle corona-tal.
Måske fordi Irak de første uger ifølge Verdensorganisationen, WHO, kun testede i omegnen af 100 personer om dagen.
Siden er skruen dog blevet strammet. Nu er både politi og militær på gaden, hvor de anholder og uddeler bøder, mens tankstationer er lukket for at stoppe taxaer og generel trafik. Andre udfordringer kan dog blive afgørende for landets kommende sundhedsmæssige tilstand.
På Ahmeds arbejdsplads, Najafs største hospital, løb de tør for værnemidler for tre uger siden. Kun håndsprit og handsker var tilbage, hvilket sendte Ahmed, præcis som Wahida i Bagdad, direkte fra vagt til jagt: Efter dragter og masker til mellem 100-200 kroner stykket, der skal betales af månedslønnen på cirka 7000 kroner. Siden har hospitalet nok anskaffet nyt udstyr, men hvor det tidligere skulle holde én vagt, skal det nu vare tre.
”Jeg tror desværre, at Irak står på toppen af isbjerget,” erkender Ahmed uvidende om, at kollegaen Wahida har brugt præcis samme analogi med tanke på andre livsnødvendige ressourcer.
Hospitalets 24 respiratorer er allerede i brug, og ifølge hans egen optælling, som Kristeligt Dagblad ikke kan få verificeret, råder Irak over mellem 300-500 respiratorer. Til sammenligning skulle der være 1260 af slagsen i Danmark. Forskellen på en potentiel menneskelig katastrofe findes i Iraks knap 40 millioner indbyggere, og Ahmed frygter den hvert øjeblik:
”Jeg følger også med i nyhederne og har kolleger i Europa. Alle mangler værnemidler og respiratorer. Men lad os være ærlige. At mangle udstyr i Østrig kan ikke måles med at mangle udstyr her. Når et så veluddannet og udrustet hospitalsvæsen som Italiens kan kollapse, hvordan vil det så ikke ende i Irak?”