Som en person, der er listet ind ad teatrets bagdør og kommet til at strejfe en kontakt, står Myanmar pludselig badet i spotlys på den internationale scene. Ikke på grund af landets verdensberømte menneskerettighedsaktivist Aung San Suu Kyi, men på grund af den reformproces, den ellers så ildesete militærjunta har sat i gang.
Indtil for nylig var Myanmar sammen med Nordkorea verdens to mest isolerede nationer, lagt på is blandt andet på grund af landenes politiske ledere og udemokratiske styreformer.
LÆS OGSÅ: Enorm byrde på smalle skuldre
Men inden for det seneste år har alverdens politikere nærmest stået i kø for at gæste Myanmar. En uventet reformproces og våbenhviler med flere af de væbnede etniske oprørsgrupper i bjergområderne har gjort landet stuerent igen.
I den periode har hele tre danske ministre besøgt landet først udviklingsminister Christian Friis Bach (R), så statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og senest handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF).
Vi har en pligt til at støtte den demokratiske proces i Myanmar. Forudsætningen for, at den lykkes, er økonomisk vækst og beskæftigelse, sagde Pia Olsen Dyhr til Kristeligt Dagblad under besøget.
Danmark gav sidste år Myanmar 50 millioner kroner i ren u-landsbistand. I år er beløbet steget til 100 millioner kroner, og det vil stige yderligere de næste år.
Prominente gæster er strømmet til. Blandt dem USAs præsident Barack Obama og den nu forhenværende udenrigsminister Hillary Clinton, der var på en kort visit sidst i november. Alle har understreget deres støtte til den kurs, regeringen under ledelse af præsident Thein Sein og oppositionen under ledelse af Aung San Suu Kyi sammen har sat.
Udviklingen kan sammenlignes med Sydafrikas. Her fik apartheid-styrets sidste præsident, Frederik de Klerk, fra valget i 1989, og til Nelson Mandela tog over i 1994, afmonteret apartheid og indført demokrati uden kupforsøg fra apartheid-tilhængernes side.
Efter 50 års militærdiktatur og 20 års international isolation er Myanmar på mange måder et land, der skal starte helt forfra. Jernbaner og veje er slidt helt i bund, og i tørtiden kan floderne ikke benyttes til transport, fordi de er sandet til, og der ikke er redskaber eller ressourcer til at vedligeholde sejlruter. Uddannelsessystemet fungerer stort set ikke, og der er næsten ingen industri.
Der var engang, da Burma under det britiske kolonistyre blev kaldt imperiets brødkurv. Dengang blev overskudsproduktionen af ris fra det frugtbare sletteland langs Irrawaddy-floden eksporteret til resten af det britiske imperium i Asien.
Langs havnen i Yangon står de velholdte, solide og statelige imperiale told- og lagerbygninger stadig som et monument over kolonitiden. Arkitektonisk adskiller de sig ikke meget fra Liverpools havnefront.
Det er 65 år siden, at imperiet måtte slippe og lade Burma få sin selvstændighed. Siden er det gået tilbage for riseksporten. Nye, højtydende rissorter, der er udviklet og indført i andre lande, er ikke nået til Myanmar, der heller ikke har nydt godt af forbedrede dyrkningsmetoder, kunstgødning eller ukrudtsmidler. Så der skal formentlig ikke meget til, før den frugtbare flodslette langs Irrawaddy igen producerer rigeligt med ris.
I det hele taget anses Myanmar for at være et land med et meget stort potentiale. Undergrunden rummer masser af olie og gas ikke mindst offshore-felterne i Den Bengalske Havbugt. Og bjergene er rige på ædelsten som rubiner, safirer og jade. Myanmar har også nogle af Asiens sidste, uberørte skovområder. På trods af utilgængeligheden og den dårlige infrastruktur er landet verdens største eksportør af teaktræ.
Der er bare et problem i den sammenhæng. Bjergområderne bebos af Myanmars etniske mindretal på 12 større etniske grupper, som har bekriget centralmagten og militærjuntaen gennem generationer. Flere af dem har nu indgået våbenhvile med militæret. De etniske mindretals væbnede kamp for først selvstændighed og nu selvstyre har eksisteret lige så længe som Myanmar. Det var de stridigheder, der i 1962 førte til militærkuppet og juntaens magtovertagelse.
Myanmars største etniske gruppe er burman-folket, der holder til på de frugtbare sletter langs floderne. Burman-folket har traditionelt siddet på den centrale magt, og de britiske koloniherrer navngav landet efter dem. Det var angiveligt for at frigøre sig fra den sidste rest af britisk imperialisme, at militærjuntaen egenhændigt besluttede at ændre landets navn fra Burma til Myanmar. Et omstridt navneskifte, al den stund indbyggerne aldrig er blevet spurgt.
EU suspenderede sanktionerne mod Myanmar i april, og fortsætter den positive udvikling, bliver de helt ophævet til april i år. USA overvejer ligeledes at ophæve sine noget mere vidtgående sanktioner.
Kina har aldrig indført sanktioner mod militærjuntaen. Tværtimod.
Kina er i dag meget aktiv i landet, ikke mindst i den nordlige Kachin-provins, hvor kinesiske virksomheder investerer i både minedrift, skovbrug og infrastruktur. Der er ikke tale om noget velgørende u-landsprojekt. Arbejderne i de kinesisk ejede miner har gennemført flere strejker og protestaktioner for at markere utilfredshed med løn og arbejdsforhold. Aktionerne er endnu et tegn på forandringer i Myanmar, for hæren er ikke blevet sat ind mod de strejkende arbejdere, og de statsejede medier har udtrykt sympati for dem.
Kineserne ønsker blandt andet at skabe en direkte forbindelse fra havnebyen Chittagong i Bangladesh gennem Nordmyanmar til det kinesiske bagland, en strækning på 700 kilometer. Der er op mod 7000 kilometer til havnebyerne ved Det Kinesiske Hav.
Men er der gradvist lagt låg på de klassiske etniske konflikter, så er der til gengæld opstået en ny, der kan true Myanmars positive udvikling. Det drejer sig om blodige sammenstød mellem det buddhistiske flertal og de etniske rohingyaer, der er muslimer.
Sammenstødene har næsten karakter af etniske udrensninger med rohingyaerne som ofre. I løbet af de seneste måneder er 140 mennesker blevet dræbt og over 100.000 gjort hjemløse og fordrevet.
Myanmars buddhistiske flertal har ingen sympati for rohingyaerne, som de anser for at være illegale bangladeshiske indvandrere.
Regeringen har nu besluttet, at rohingyaerne skal kunne dokumentere deres tilhørsforhold. Ellers får de ikke statsborgerskab, men bliver udvist til Bangladesh, hvor de heller ikke er velkomne. Eftersom de fleste landsbyboere er analfabeter, har kun de færreste noget, der kan minde om et officielt dokument fra myndighedernes side.
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr gjorde under sine samtaler med Myanmars regeringsmedlemmer klart, at landet må anerkende rohingyaerne som sine statsborgere, og at det er en del af demokratiseringsprocessen.
De etniske problemer skal løses, ellers får landet ikke den ro, der er brug for. Men Myanmar må selv finde løsningen, sagde Pia Olsen Dyhr til Kristeligt Dagblad.
